Ny EU-dom med fortolkning af, hvornår der er tale om en virksomhedsoverdragelse

EU-Domstolen har netop taget stilling til, hvorvidt der var tale om en virksomhedsoverdragelse, som var omfattet af virksomhedsoverdragelsesdirektivet i forbindelse med, at en privat vagttjeneste overgik fra en virksomhed til en anden, men hvor kun én ud af fire medarbejdere blev overtaget, og kunden selv stillede udstyr til rådighed.

Virksomhedsoverdragelsesdirektivet

Virksomhedsoverdragelsesloven, der implementerer direktiv 2001/23/EF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstageres rettigheder i forbindelse med overtagelse af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (”Direktivet”), finder anvendelse i de situationer, hvor der sker overdragelse af en virksomhed eller en del heraf.

Det følger af Direktivets artikel 1, stk. 1, litra b), at definitionen på en overførsel, som er omfattet af Direktivet, er ”en overførsel af en økonomisk enhed, der bevarer sin identitet”. EU-domstolen har i en lang række domme taget stilling til, hvad der nærmere kræves for at det, der overdrages, har bevaret sin identitet efter overdragelsen.

Det har længe været antaget, at i de brancher, der er kendetegnet ved, at der ikke er driftsaktiver af betydning (fx løsøre), og hvor aktiviteten således hovedsageligt er baseret på arbejdskraft (fx rengøring), vil det afgørende - i forhold til spørgsmålet om identiteten er bevaret – være, om erhververen overtager en efter antal og kvalifikationer betydelig del af den arbejdsstyrke, som hos erhververen var beskæftiget med den aktivitet, som nu overdrages, (jf. fx C-13/95– Süzen, præmis 21, og C-200/16 - Securitas , præmis 29).

Det stiller sig anderledes i brancher, hvor eksistensen af driftsaktiver har væsentlig betydning for udøvelsen af virksomheden. I en sådan situation bliver overdragelsen af de pågældende driftsaktiver central for bedømmelsen.

EU-domstolen har i flere afgørelser taget stilling til, om identitetsbetingelsen har været opfyldt. I de forskellige afgørelser har EU-domstolen opstillet en række kriterier, der hver for sig skal indgå ved vurderingen af, om identiteten er bevaret. I Spijker-dommen (C-24/85, pr. 13) nedfældede EU-domstolen følgende kriterier, som skal inddrages i vurderingen af, om identiteten er bevaret (de såkaldte Spijkers-kriterier):

• hvilken form for virksomhed eller bedrift er der tale om
• hvorvidt der er sket en overtagelse af de fysiske aktiver som for eksempel bygninger og løsøre
• værdien af de immaterielle aktiver på tidspunktet for overdragelsen
• hvorvidt den nye indehaver overtager størstedelen af arbejdsstyrken
• om kundekredsen overtages
• i hvor høj grad de økonomiske aktiviteter før og efter overdragelsen er de samme, og
• hvor længe virksomhedens drift eventuelt har været indstillet

EU-Domstolen har videre præciseret, at disse omstændigheder kun indgår i vurderingen som enkelte elementer i den samlede bedømmelse, hvorfor de ikke kan vurderes isoleret. Der kan for eksempel ikke generelt stilles krav om, at der skal ske overdragelse af materielle og/eller immaterielle aktiver, for at Direktivet kan finde anvendelse, (jf. C-171/94 og C-172/94 - Ford Motors, præmis 21).

Den konkrete sag

I den konkrete sag var der tale om en virksomhed, som vandt et udbud vedrørende levering af overvågningstjenesteydelser og fortsatte denne aktivitet, som tidligere var blevet udført af virksomheden Strong-Charon.

Strong-Charon var af den opfattelse, at der var tale om en virksomhedsoverdragelse med henvisning til, at den private vagt- og sikkerhedstjenesteydelse på kundens anlæg udgjorde en økonomisk enhed, som havde bevaret sin identitet. Strong-Charon meddelte derfor medarbejderne forud for, at den nye virksomhed overtog vagttjenesten, at de ville blive overdraget til denne, og denne herefter var deres nye arbejdsgiver.

Den nye virksomhed var af den opfattelse, at der ikke var tale om en virksomhedsoverdragelse og overtog alene én ud af fire medarbejdere fra Strong-Charon, men fortsatte med det samme antal medarbejdere til brug for udførelsen af arbejdet for kunden.

En af medarbejderne, som ikke blev anset for overdraget af den nye virksomhed, anlagde herefter sag mod både Strong-Charon og den nye virksomhed, idet begge virksomheder afviste, at ansættelsesforholdet bestod hos dem.

I forlængelse heraf blev sagen indbragt for Supremo Tribunal de Justiça (Portugals øverste domstol), som anmodede EU-domstolen om en præjudiciel afgørelse af

1. om den omstændighed, at der ikke foreligger et kontraktforhold mellem flere på hinanden følgende leverandører af tjenesteydelser, er en indikation af, at der ikke har fundet en virksomhedsoverdragelse sted i virksomhedsoverdragelsesdirektivets forstand,
2. om det kan fastslås, at der ikke har fundet en overførsel af en økonomisk enhed sted, når den nye leverandør kun overtager én ud af fire arbejdstagere fra den tidligere leverandør til trods for, at kunden fortsætter med at stille bestemt udstyr til rådighed for den nye leverandør af tjenesteydelser, samt 
3. betydningen af EU-Domstolens tidligere udtalelser om, at ”[det nævnte] Direktiv [...] ikke kun [har] til formål at beskytte arbejdstagernes interesser i forbindelse med overførsel af en virksomhed, men skal sikre den rette balance mellem sidstnævntes interesser på den ene side og erhververens interesser på den anden side”. 

EU-Domstolens dom 

EU-Domstolen besvarede det første spørgsmål ved at fastslå, at Direktivet skal fortolkes sådan, at manglen på en kontraktlig forbindelse mellem overdrager og erhverver ingen betydning har for spørgsmålet om, hvorvidt virksomhedsoverdragelsesdirektivet finder anvendelse på en bestemt situation. 

Til det andet spørgsmål bemærkede EU-Domstolen indledningsvist, at der skal tages hensyn til alle de faktiske omstændigheder, der kendetegner den pågældende transaktion, herunder især typen af virksomhed, overdragelse eller ej af materielle elementer (bygninger og løsøre), værdien af immaterielle elementer på tidspunktet for overdragelsen, overtagelse eller ej af hovedparten af arbejdsstyrken, overdragelse eller ej af klientel og graden af lighed mellem de aktiviteter, der udføres før og efter overførslen. 

EU-Domstolen fastslog vedrørende spørgsmål to, at Direktivet skal fortolkes således, at en situation, hvor en tjenesteydervirksomhed alene overtager et meget begrænset antal medarbejdere, og hvor de overtagne medarbejdere ikke har specifikke færdigheder og viden, som er nødvendig for at kunne levere tjenesteydelsen, samt hvor den nye tjenesteydervirksomhed ikke overtager materielle eller immaterielle aktiver, som er nødvendig for tjenestens kontinuitet, næppe falder ind under Direktivets anvendelsesområde. 

Angående det tredje spørgsmål bemærker EU-Domstolen, at spørgsmålet forudsætter, at der foreligger en virksomhedsoverdragelse i Direktivets forstand. EU-domstolen afviste derfor at besvare det tredje spørgsmål under henvisning til besvarelsen af spørgsmål to, hvor mandatet til at levere tjenesteydelser på overvågningsområdet til en kunde er blevet overført fra en virksomhed til en anden, ikke kan kvalificeres som en overførsel i artikel 1, stk. 1’s forstand. 

Bech-Bruuns kommentarer

EU-Domstolens dom viser blandt andet i tråd med tidligere praksis, at det afgørende kriterium for vurderingen af, om der foreligger en overførsel i Direktivets forstand, er, om den økonomiske enhed har bevaret sin identitet. Fraværet af en kontraktlig forbindelse mellem overdrager og erhverver af en virksomhed, eller en del af en virksomhed, har således ingen indflydelse på, hvorvidt der er tale om en virksomhedsoverdragelse i Direktivets forstand.

Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Lise Lauridsen, Morten Ulrich, Sandro Ratkovic eller Oliver Riise. Du kan også rette henvendelse til din kontaktperson hos Bech-Bruun.