Bech-Bruun samarbejde
Photo of Rune Richelsen Rune Richelsen Senioradvokat 72273319

Højesteret afsagde den 16. oktober 2020 dom og gav Salling Group A/S medhold i det principielle spørgsmål om, hvorvidt der kan modregnes med konnekse krav, uanset at kravene, der udsprang af en løbende rammeaftale, er stiftet på tværs af indledningen af en rekonstruktion.

I den pågældende sag havde BFT Logistik A/S og Dansk Supermarked A/S (nu Salling Group A/S) i 2017 indgået en overordnet rammeaftale om distribution og lagerføring af hvidevarer. 

BFT Logistik A/S blev den 3. april 2018 taget under rekonstruktionsbehandling og valgte under rekonstruktionen, med rekonstruktørens samtykke, at videreføre aftalen med Salling Group A/S. Rekonstruktionen ophørte den 1. maj 2019, hvorefter BFT Logistik A/S blev taget under konkursbehandling.

Under konkursen rettede BFT Logistik A/S et krav om betaling for leverede ydelser i form af fragt og lagerføring (hovedkravet) efter rekonstruktionens indledning mod Salling Group A/S, som imidlertid modregnede med et erstatningskrav for beskadigede og bortkomne varer (modkravet), der var konstateret forud for fristdagen – og dermed ligeledes forud for rekonstruktionsbehandlingens indledning.

Sagen var tidligere prøvet ved Vestre Landsret (dom af 17. december 2019), som med grundlag i Højesterets dom af 19. august (UfR 2016.374) og forarbejderne til konkursloven havde fundet, at kravene var konnekse, og at der bestod en sådan nær forbindelse mellem kravene, at modregning kunne ske.

For landsretten havde BFT Logistik A/S under konkursen gjort gældende, at der ikke kunne ske konneks modregning, da fordringerne ikke var tilstrækkeligt nært forbundne, idet Sallings Groups krav vedrørte erstatning af bortkomne og beskadigede varer forud for rekonstruktionen. BFT Logistik A/S´ (nu under konkurs) krav vedrørte derimod selvstændige fakturakrav for fragt og opbevaring efter indledningen af rekonstruktionen i henhold til en løbende rammeaftale.

For Højesteret blev anbringendet præciseret, hvorefter det blev gjort gældende, at der var tale om en meget svag form for konneksitet, idet kravene udsprang af en løbende aftale, som vedrørte forskellige ydelser, og at konkurslovens ligelighedsprincip og formålet med rekonstruktionen, herunder behovet for effektiv betaling under rekonstruktionen, begrænsede den konnekse modregningsret.

Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets dom og bemærkede, at der ikke er holdepunkter i konkurslovens forarbejder for, at der bør gælde en snævrere adgang til modregning med konnekse krav under rekonstruktion end til modregning med konnekse krav i konkurs.

Dommens betydning
Højesterets dom slår fast, at krav, der udspringer af en gensidigt bebyrdende aftale, herunder en løbende aftale, er konnekse, og at der hverken under en rekonstruktion såvel som konkurs er konkursretlige hensyn såsom konkurslovens ligelighedsprincip eller rekonstruktionsretlige formål (som krav om effektiv betaling for bevarelse af virksomheden), som begrænser den udvidede konnekse modregningsret, der eksisterer ved siden af konkurslovens §§ 12g og 42. 

Dommen fastslår desuden, at der ikke er forskel på muligheden for konneks modregning i rekonstruktion og konkurs, og at der således ikke er grundlag for en antagelse om, at konneks modregning i rekonstruktion i højere grad vil stride mod formålet med de tidsmæssige begrænsninger i konkursloven §§ 12g og 42. 

For både rekonstruktør og kurator har dommen den praktiske betydning, at det i forbindelse med stillingtagen til videreførelse/indtræden af en gensidigt bebyrdende aftale, herunder en løbende ydelse, bør undersøges, om der eksisterer latente modkrav i henhold til aftalen, der videreføres eller indtrædes i, og/eller aftale med medkontrahenten om, at der skal ske effektiv betaling ved videreførelse i rekonstruktion eller indtræden i konkurs. Idet Højesteret synes at lægge til grund, at obligationsretlig anerkendte principper ikke viger for konkursretlige principper/hensyn, anbefaler vi, at rekonstruktør og kurator ved videreførelse/indtræden af gensidigt bebyrdende kontrakter sikrer sig, at medkontrahenten accepterer, at eventuelle erstatningskrav, der hidrører perioden forud for rekonstruktionen/konkursen ikke løftes op på § 94/§ 93 niveau (bliver massekrav).


Sagen blev ført af senioradvokat Rune Richelsen.