Photo of Hanne Mølbeck Hanne Mølbeck Partner +4572273523

Den 4. november 2020 blev den danske minkbranche lukket ned grundet COVID-19-pandemien. Vi ser nærmere på, hvilke udfordringer lukningen medfører, og hvad status er i dag to år efter.

Den politiske intention om ”fuldstændig erstatning”

Den 4. november 2020 blev den danske minkbranche lukket ned. Allerede den 16. november 2020 blev der indgået en politisk aftale, der sikrede minkbranchen ”fuldstændig erstatning”. Princippet om ”fuldstændig erstatning” blev gentaget i en politisk aftale af 21. januar 2021.

Det brede politiske budskab er grundlæggende følgende: Vi vil ikke diskutere om nedlukningen af minkbranchen er ekspropriation eller ej, men vi er enige om, at minkbranchen skal have fuldstændig erstatning.

Status

Den politiske enighed har udmøntet sig i en lov og flere bekendtgørelser, der bl.a. regulerer den nedlukningserstatning, der skal betales til minkbranchen, og status er overordnet følgende:

  • Minkvirksomheder med produktion i 2020 har almindeligvis fået forskud på nedlukningserstatning. 
  • Minkvirksomheder uden produktion i 2020 og følgeerhverv har ikke fået nedlukningserstatning, og der er heller ikke blevet udbetalt forskud.
  • Sagsbehandlingen er gået i gang i flere sager, men ingen sager er afsluttet endnu.

Selvom det allerede kort tid efter nedlukningen stod klart, at minkbranchen skulle have fuldstændig erstatning, er der rigtig mange virksomhedsejere, der her to år efter nedlukningen ikke har fået en eneste krone udbetalt, selvom de fra den ene dag til den anden mistede grundlaget for deres virksomhed. 

Den lange ventetid harmonerer ikke godt med den politiske intention, og det er nærliggende at overveje, om minkbranchen reelt får fuldstændig erstatning, når virksomhedsejerne skal vente mere end to år på at få deres penge. Ventetiden giver virksomhedsejerne økonomiske udfordringer, og det ville være en stor hjælp, hvis der blev åbnet mulighed for udbetaling af forskud til de minkvirksomheder og følgeerhverv, som ikke har fået nogen penge endnu.

 
Minkfarm Pels

Minkreglerne er udarbejdet under stort tidspres

Der er ingen tvivl om, at minkreglerne blev udarbejdet under et stort tidspres, hvor det ikke var muligt at tage højde for alle de problemstillinger, der ville opstå undervejs. Nu er sagsbehandlingen gået i gang, og de praktiske udfordringer er begyndt at opstå. 

Som nævnt ovenfor skal minkbranchen have ”fuldstændig erstatning” ligesom ved ekspropriation, og vi foreslår, at det overvejes, om nogle af de praktiske udfordringer, som opstår i minksagerne, kan løses ved dialog og aftaleindgåelse. Det kender vi fra de almindelige ekspropriationssager, hvor der ofte er et tæt samarbejde mellem den berørte grundejer og anlægsmyndigheden. Lad os tage nogle eksempler:

Første eksempel: Statens overtagelse af minkaktiverne og omkostninger i ”mellemperioden”

Minkreglerne er skruet sådan sammen, at det er et vilkår for at få erstatning, at staten får 1) ejendomsret til ”minkaktiverne” (bygninger, bygningsinstallationer, løsøre, herunder driftsmateriel og driftsinventar, immaterielle rettigheder m.v.) og 2) ret til at nedrive og bortskaffe ”minkaktiverne”. 

Det betyder i praksis, at virksomhederne siden den 4. november 2020 har passet på deres aktiver, så de kan aflevere dem til staten med henblik på bortskaffelse og nedrivning. Virksomhederne beholder ejendomme, som måske kunne sælges, bevarer lejemål, som måske kunne opsiges, opbevarer maskiner m.v., som måske kunne sælges, og betaler for at forsikre aktiver, som senere skal destrueres. 

Da virksomhedsejerne er forpligtet til at passe på aktiverne, får de betalt deres omkostninger i ”mellemperioden”, altså perioden fra den 4. november 2020 til den dag, hvor staten overtager ejendomsretten til minkaktiverne. Her to år efter nedlukningen er det nærliggende at overveje, om der er optimeringsmuligheder, som kan nedbringe det samfundsmæssige værdispild.

Lad os tage et praktisk eksempel, som viser nogle af udfordringerne:

  • En virksomhed, som producerer maskiner til minkproduktion, skal afvikles. 
    Virksomheden har en værdi på 3 mio. kr., som skal erstattes.
  • Virksomheden drives fra lejede lokaler, og der betales en årlig leje på 150.000 kr.
  • I de lejede lokaler opbevares virksomhedens produktionsanlæg og flere varevogne samt virksomhedens varelager. Det hele skal overtages af staten.
  • Virksomhedsejeren ved, at han har en almindelig forpligtelse til at begrænse sit tab mest muligt, men han beslutter, at det ikke giver mening at opsige lejemålet: Minkaktiverne skal jo opbevares et sted, og han vurderer, at han ikke kan finde et sted, hvor han kan betale en lavere leje. Samtidig skal han tage højde for, hvad det koster at få det hele flyttet.
  • I perioden, hvor virksomhedsejeren venter på at få minkaktiverne overtaget, har han også andre nødvendige udgifter. Virksomhedsejeren har naturligvis afskediget sine medarbejdere og neddroslet virksomheden mest muligt, men der er udgifter, som skal afholdes, hvis staten skal have ”den fulde ret” til minkaktiverne, herunder udgifter til forsikring, hjemmeside, patenter, el, vand og varme, it, telefoni, regnskab og revision. Det kan ikke undværes. De årlige udgifter er 100.000 kr.
  • Virksomheden har i mellemperioden solgt en enkelt maskine til udlandet. Indtægten var 10.000 kr.
  • Når staten overtager aktiverne den 1. januar 2024, som er et realistisk scenarie for nogle af følgeerhvervsvirksomhederne, er regnestykket følgende:

  • Dertil kommer udgifter til sagkyndig bistand og andre erstatningsposter, som for overblikkets skyld ikke er medtaget.
  • Når staten overtager aktiverne den 1. januar 2024, har alt ligget stille siden den 4. november 2020, og der er ingen tvivl om, at staten fx ikke kan sælge varevognene til den samme pris, som virksomhedsejeren kunne have fået for dem i slutningen af 2020.

Virksomhedsejerne er stavnsbundne, da de ikke har haft mulighed for at afvikle deres virksomheder og komme videre med nye investeringer. Når vi kan se, at processen trækker ud, var det måske en idé, hvis der var en dialog mellem virksomhedsejeren og Fødevarestyrelsen om tabsbegrænsning. Vi kan ikke umiddelbart se, der er noget til hinder for, at virksomhedsejeren og Fødevarestyrelsen - som svarer til grundejeren og anlægsmyndigheden i en almindelig ekspropriationssag - kunne indgå aftaler om bortskaffelse af aktiver, opsigelse af lejemål m.v. Derved kan virksomhedsejerne komme videre, og staten begrænser ”omkostningerne i mellemperioden” og skal ikke bagefter stå med udfordringerne i forhold til at sælge eller på anden måde bortskaffe minkaktiverne. De indgående aftaler skal bagefter lægges til grund af Erstatnings- og taksationskommissionen, som fastsætter nedlukningserstatningen, hvis parterne ikke kan blive enige om virksomhedens værdi.

Andet eksempel: Nedrivning og fjernelse af minkfarme

En anden udfordring er opgaven forbundet med nedrivning og fjernelse af minkfarmene. Det er i overensstemmelse med de politiske aftaler og princippet om ”fuldstændig erstatning”, at staten afholder omkostningerne forbundet med nedrivningen og fjernelse af minkfarmene, men hvorfor fastholde at staten skal forestå nedrivningen selv? 

Forleden fremgik det af pressen, at Bygningsstyrelsen vurderer, at rydningen af minkfarmene er danmarkshistoriens suverænt største nedrivningsopgave. Opgaven svarer til, at et areal på størrelse med næsten halvdelen af Brøndby Kommune skal jævnes med jorden. Der findes ikke relevant sammenligningsgrundlag i hele Danmarks historie, og af samme grund har Bygningsstyrelsen brugt tre måneder på at rekruttere personale, som kunne kortlægge omfanget, planlægge opgaven og afsøge markedet. 

Når det nu står alle klart, at nedrivningsopgaven er en meget væsentlig opgave, hvorfor så ikke lade minkavlerne klare nedrivningen selv, hvis de vil påtage sig opgaven? Nogle vil givetvis foretrække, at staten tager sig af det praktiske, mens andre er ivrige efter at få minkfarmen nedrevet og har ressourcerne til at udføre opgaven selv i overensstemmelse med de regler, der gælder for nedrivning m.v.

I en konkret sag har vi mødt en minkavler, der ønsker at sælge sin ejendom til en svineproducent, der vil opføre en svinestald der, hvor minkhallerne står i dag. Minkavleren vil gerne stå for nedrivningen af minkhallerne mod statens betaling af udgifterne, så svineproducenten kan komme til, men det må han ikke: Minkhallerne skal nedrives af staten, og projektet er derfor bremset.  Der er efter vores opfattelse ikke noget til hinder for at give minkavleren mulighed for selv at nedrive og fjerne sin minkfarm mod statens betaling af udgifterne. Hvis man vil sikre, at nedrivningen sker til ”markedsprisen”, kan man fx anmode minkavleren om at indhente to tilbud på nedrivningen inden start. 

I almindelige ekspropriationssager er det som nævnt normalt, at der indgås frivillige aftaler om håndtering af konkrete udfordringer på baggrund af en god dialog mellem grundejeren og anlægsmyndigheden, og det er positivt, hvis der i minksagerne ligeledes bliver åbnet op for dialog og aftaleindgåelse, når processen trækker ud.

Tredje eksempel: Træer skal ikke fjernes, men det skal adgangsvejen

Rundt om minkfarmene er der oftest etableret beplantningsbælter, som ifølge minkreglerne skal fjernes af staten, før minkavleren kan få sin erstatning. Ministeren har dog meddelt en generel dispensation til, at beplantningen kan blive stående uden at dette forringer erstatningen. 

Til gengæld holder myndighederne fast i, at minkavlerne skal have fjernet deres adgangsveje, hvilket giver udfordringer i praksis. Et eksempel fra den virkelige verden følger:  

  • En minkavler ejer en ejendom, hvor der er opført en minkfarm og en beboelsesbygning, hvor han bor sammen med sin hustru.
  • Der er vejadgang til ejendommen, herunder minkfarmen og beboelsesbygningen, via en privat vej.
  • Ifølge myndighederne skal den private vej fjernes af staten, hvis minkavleren skal have erstatning. Også selvom det er adgangsvejen til beboelsen, og minkavleren bagefter vil få udfordringer med bl.a. renovation og brandsluknings- og redningskørsel.  

Myndighedernes løsning er følgende: Minkavleren skal betale ca. 100.000 kr. for at bevare den private vej. Minkavleren har imidlertid regnet ud, at det vil koste ham ca. 20.000 kr. at få anlagt en ny vej, så pt. ser det ud til, at staten skal fjerne den private vej, hvorefter minkavleren skal bruge 20.000 kr. på at anlægge en ny vej samme sted. 

Hvis ministeren meddeler en generel dispensation til, at private veje kan blive liggende, uden at dette forringer erstatningen, er problemet løst. 

Hvis der for alvor skal løses nogle praktiske problemer hurtigt, bør ministeren meddele en generel dispensation til, at alle bygninger, der er indgået i minkproduktionen, kan blive liggende uden at dette forringer erstatningen. Så kan minkavleren selv vælge, hvad der skal fjernes, og staten vil undgå at afholde omkostninger til nedrivning og bortskaffelse af bygninger, som kan bruges til noget andet. 

Hvis man overvejer, om det er rimeligt, at staten betaler erstatning for bygninger, der bliver liggende på ejendommen, skal man være opmærksom på, at statens omkostninger forbundet med fjernelsen af bygningerne formentlig i langt de fleste tilfælde vil overstige bygningernes værdi i dag, hvor minkbranchen er nedlukket. Den bygningsværdi, man lader minkavlerne beholde uden at det påvirker erstatningen, er således meget begrænset set i forhold til omkostningerne forbundet med en fjernelse af bygningerne.  

Hvordan kommer vi videre?

Som nævnt indledningsvist blev minkreglerne udarbejdet under et stort tidspres, og det var ikke muligt at tage højde for alle de problemstillinger, der ville opstå undervejs. Nu er de praktiske udfordringer opstået, og der er behov for at komme konstruktivt videre. 

En mulighed er, at der bliver åbnet for udbetaling af forskud til minkvirksomheder og følgeerhverv.

Derudover foreslår vi, at ministeren meddeler generel dispensation til at private veje og bygninger, der er indgået i minkproduktionen, kan blive liggende, uden at dette forringer erstatningen. 

Endelig foreslår vi, at der bliver åbnet mulighed for dialog og aftaleindgåelse mellem Fødevarestyrelsen og de berørte virksomheder, så virksomhedsejerne, der gerne vil i gang, kan få afviklet deres virksomheder, nedrevet deres ”minkbygninger”, bortskaffet deres minkaktiver osv.

På nuværende tidspunkt afventer vi en afgørelse i de første sager. Uanset udfaldet får vi dog brug for at overveje andre fremgangsmåder, hvis udfordringerne skal løses hurtigere.