På fredag går det løs til Black Friday, men allerede i dag skydes Black Week i gang. Har jeres organisation styr på Forbrugerombudsmandens opdaterede retningslinjer for prismarkedsføring og de ændrede regler i prisændringsbekendtgørelsen?

De amerikanske fænomener ”Black Friday” og ”Black Week” indtager endnu engang de danske butikker og webshops, hvor forbrugerne kan spare mange penge på køb af varer og tjenesteydelser.

Den 28. maj 2022 trådte både Forbrugerombudsmandens opdaterede retningslinjer for prismarkedsføring og en ændring om prisnedsættelser i prismærkningsbekendtgørelsen § 9a i kraft på baggrund af nye EU-regler.

Reglerne for prisnedsættelser i prismærkningsbekendtgørelsens § 9a vedrører alene forbrugsvarer som for eksempel tøj, fødevarer og elektronikprodukter. Forbrugerombudsmanden har imidlertid via vejledningen fastslået, at de samme regler for prissammenligninger gør sig gældende for forbrugstjenesteydelser med hjemmel i vildledningsbestemmelserne i markedsføringslovens §§ 5 og 6. 

Det er dermed alene prisnedsættelser for fast ejendom, brændstof, finansielle tjenesteydelser, indkvartering på hoteller og lignende samt pakkerejser, der ifølge Forbrugerombudsmanden ikke er omfattet af prissammenligningsreglerne. 

Hvad er den normale pris?  

Hvis jeres organisation markedsfører en prisnedsættelse over for en forbruger, skal den tidligere højere pris udgøre varens eller tjenesteydelsens ”normalpris”. Varens eller tjenesteydelsens normalpris er den laveste pris, som jeres organisation har anvendt i en periode på mindst 30 dage forud for prisnedsættelsen. Dette kaldes også referenceperioden. 
Efter de gamle regler var referenceperioden i stedet seks uger. Med de nye regler kan der dermed gå kortere tid, før det igen er tilladt at sætte en vare eller tjenesteydelse ned i pris. 

Hvis en pris ikke har været udbudt til forbrugerne i mindst 30 dage forinden, at tilbuddet markedsføres, kan prisen derfor ikke lovligt anvendes som referenceperiode. Hvis varen og tjenesteydelsen omvendt har været udbudt til normalpris i 30 dage, kan man herefter som udgangspunkt markedsføre en besparelse i en periode af 10 dage. I tilfælde af at organisationen oplyser forbrugeren om tilbuddets varighed, er det dog tilladt at sætte varen eller tjenesteydelsen på tilbud i en længere periode. Perioden må dog aldrig vare længere tid end halvdelen af den periode, varen eller tjenesteydelsen har været markedsført til normalprisen. 

Eksempel: En telefon har været markedsført til en normalpris på DKK 5.000 i 50 dage. Organisationen oplyser forbrugerne, at der nu kører et kampagnetilbud på DKK 3.000 i 25 dage. Dette vil være tilladt. De DKK 3.000 udgør herefter den normale pris i 30 dage efter kampagneperiodens afslutning.

 
Tøj Stativ Tøjstativ Bøjler
Gælder reglerne også for korte Black Friday-kampagner? 

Tidligere har der været mulighed for at køre korte udsalgskampagner på op til tre dages varighed, uden at det afbrød referenceperioden (nu på de 30 dage). Dette gav blandt andet mulighed for at køre Black Friday-tilbud, uden at den nedsatte pris på Black Friday skulle regnes som den nye normalpris.

Dette er ændret med de nye regler. Med de nye regler medfører selv korte nedsættelser, herunder jeres tilbud på Black Friday, en afbrydelse af referenceperioden på de 30 dage. Det betyder, at hvis jeres organisation nedsætter priserne på Black Friday, skal de nedsatte priser bruges som udgangspunkt for besparelsen, hvis jeres organisation i forbindelse med julesalget i hele december vil annoncere udsalgspriser på de samme produkter eller tjenesteydelser. 

Hvis jeres organisation bruger udtrykket ”Black Friday-pris” vil det i sig selv være omfattet af reglerne. Det betyder, at jeres organisation i så fald er nødt til også at angive den billigste pris på varen eller tjenesteydelsen inden for de sidste 30 dage.

Bech-Bruuns kommentar 

De nye regler stiller større krav til at vurdere, om det er taktisk klogt at sætte en vare eller tjenesteydelse ned i pris på Black Friday, hvis organisationen ønsker at sætte samme vare eller tjenesteydelse på tilbud i starten af december. Den nye vejledning fra Forbrugerombudsmanden indeholder også en række andre og nye krav til prismarkedsføring, herunder i forhold til kombinationstilbud og brug af rabatkoder. Vær derfor meget opmærksom på, hvordan jeres organisation bruger og angiver rabatter og tilbud – også i forbindelse med Black Friday eller Black Week.