Højesteret har i en sag slået fast, at en idrætsforening havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a over for en handicappet medarbejder, der var bevilget fleksjob som svømmetræner. Idrætsforeningen havde bl.a. undersøgt om andre kunne varetage svømmeundervisningen, og den efterfølgende afskedigelse var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagen, der blev henvist til landsretten i 1. instans, handlede om en medarbejder, der var diagnosticeret med angst, tilbagevendende depression og ADHD. Medarbejderen blev den 19. november 2018 bevilget et midlertidigt fleksjob hos Idræt for Sindet (IFS), med en vurdering af at hun kunne arbejde fire timer ugentligt som idrætskoordinator, og med en række skånebehov såsom fast struktur og en fast kontaktperson.

Bevillingen af midlertidigt flekslønstilskud til ansættelse som idrætskoordinator blev forlænget for perioden 16. maj 2019 til den 15. maj 2020. Den ugentlige arbejdstid blev samtidig øget til syv timer.

Medarbejderen blev den 6. november 2019 opsagt, da hun ikke ville tage livredderprøve, og fordi IFS ikke kunne efterleve den ansattes skånebehov om, at der skulle være en kontaktperson til rådighed for hende, når hun var på arbejde.

Medarbejderens fagforening anlagde herefter sag med krav om godtgørelse for uberettiget opsigelse i strid med forskelsbehandlingslovens § 7, jf. § 2, samt at godtgørelsen skulle opgøres med udgangspunkt i både løn og flekslønstilskuddet ydet af kommunen.

Landsretten: Opsigelse var ikke begrundet i handicap
Landsretten bemærkede først, at IFS er en lille forening med mange psykisk sårbare medlemmer og en beskeden økonomi. Hertil bemærkede landsretten, at små foreninger som arbejdsgivere også skal overholde forskelsbehandlingsloven, men at man ved vurderingen af om reglerne – fx iagttagelse af tilpasningsforpligtelsen – er overholdt, skal tage arbejdsgiverens størrelse i betragtning.

I forlængelse heraf lagde landsretten IFS’ bestyrelsesmedlemmers forklaring om, at medarbejderen ikke ville have fået forlænget sin ansættelseskontrakt den 16. maj 2019, hvis hun på det tidspunkt havde meldt ud, at hun ikke ønskede at tage en ny livredderprøve, til grund. Hun ville ikke blive forlænget, fordi hun var den eneste, der kunne stå for svømmeundervisningen. IFS meddelte også medarbejderen, at der ikke var ressourcer til at stille en kontaktperson til rådighed, når hun var på arbejde.

Landsretten fandt, at det 1) ikke havde været muligt for IFS at imødekomme hendes skånebehov for at kunne tilkalde en kontaktperson fra foreningen, når hun var arbejde, 2) at medarbejderen ikke havde kunnet kræve, at foreningen betalte for en livredder, eller 3) foreningen droppede svømmeundervisningen i en periode. Landsretten konkluderede på den baggrund, at IFS havde løftet sin bevisbyrde for, at den ikke havde handlet i strid med forskelsbehandlingslovens §§ 2 og 2 a ved at opsige medarbejderen, da medarbejderen ikke var kompetent, egnet og disponibel.

IFS blev derfor frifundet for kravet om betaling af godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Højesteret: Arbejdsgiver havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse
Fagforeningen, der repræsenterede medarbejderen, ankede dommen til Højesteret med krav om godtgørelse for opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven.

Højesteret bemærkede først, at arbejdsgivere efter forskelsbehandlingslovens § 2 a, skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i forhold til de konkrete behov, der er for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse, medmindre arbejdsgiveren ved disse foranstaltninger pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang kan lettes gennem offentlige foranstaltninger.

I forlængelse heraf fandt Højesteret efter de afgivne forklaringer, at varetagelsen af svømmeundervisningen var en væsentlig funktion i medarbejderens stilling som idrætskoordinator hos IFS. Højesteret lade derudover også til grund, at hendes skånebehov blev drøftet i IFS’ bestyrelse, og at foreningen overvejede og undersøgte flere muligheder, herunder muligheden for at få andre til at varetage svømmeundervisningen.

Højesteret fandt på den baggrund, at IFS ikke burde have foretaget yderligere overvejelser eller undersøgelser om hensigtsmæssige foranstaltninger, der havde gjort det muligt at beholde medarbejderen, ligesom det ifølge Højesteret ikke havde været muligt at fritage medarbejderen for opgaven med at varetage undervisningen eller at stille en kontaktperson til rådighed, da foreningens karakter, størrelse og økonomi ikke rakte til det.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom.