I et offentliggjort forslag til afgørelse i en verserende præjudiciel forelæggelsessag (C-633/20) for EU-Domstolen konkluderer Generaladvokaten, at virksomheder, der, som forsikringstager, har tegnet gruppeforsikring for deres kunder som sikrede, under visse betingelser må anses for at være forsikringsformidlere omfattet af IDD-kravene til forsikringsformidling. EU-Domstolens afgørelse og dermed en endelig afklaring er endnu undervejs.

Det præjudicielle spørgsmål
I 2020 anlagde den tyske Bundesgerichtshof (Forbundsdomstolen) en præjudiciel forlæggelsessag (C-633/20) for EU-Domstolen. Det præjudicielle spørgsmål går overordnet på, om en virksomhed, der tegner gruppeforsikring for sine kunder hos et forsikringsselskab, kan anses for at være forsikringsformidler i henhold til det gældende IDD-direktiv (EU 2016/97) og det tidligere IMD-direktiv (2022/92/EF). 

Ifølge IDD art. 2 (1) (3) er en ”forsikringsformidler” defineret som ”en fysisk eller juridisk person, som ikke er et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller dets ansatte, og som ikke er en accessorisk forsikringsformidler, der, mod aflønning, indleder eller udøver forsikringsdistributionsvirksomhed”. Definitionen er gentaget i den danske lov om forsikringsformidling § 2, stk. 1, nr. 3.

I sit forslag til afgørelse konkluderer Generaladvokaten, at en virksomhed må anses for at være forsikringsformidler i henhold til IDD art. 2 (1) (3), hvis;

i) Virksomheden, som forsikringstager, har tegnet gruppeforsikring for sine kunder hos et forsikringsselskab og videregiver denne dækning til kunderne, og;
ii) virksomheden modtager et vederlag for denne videreformidling, som indirekte finansierer forsikringspræmien.

Generaladvokatens betingelser svarer dermed til definitionen af ”forsikringsformidler” i IDD art. 2 (1) (3), som er gentaget i den danske lov om forsikringsformidling § 2, stk. 1, nr. 3.

Generaladvokaten præciserer også, at det forhold, at virksomheden må anses for at være "forsikringstager" i henhold til national ret (forsikringsaftaleloven i Danmark) ikke udelukker, at virksomheden samtidig kan anses for at være ”forsikringsformidler”.

Vurderingen af, om en gruppeforsikringsordning udgør forsikringsformidling skal dermed foretages ud fra en konkret vurdering af, om virksomheden (eller en forening, organisation eller lignende) udøver forsikringsdistribution som defineret i IDD art. 2 (1) (1), og om virksomheden (eksempelvis foreningen eller organisationen) modtager vederlag for distributionen, jf. IDD art. 2 (1) (3).

kuglepen_underskrivning_bech-bruun

Frivillige og obligatoriske gruppeforsikringsordninger
Det har været en almindelig fortolkning på grundlag af præambel nr. 49 i IDD, at obligatioriske gruppeforsikringer, hvor det enkelte medlem ikke kan træffe en individuel beslutning om at tilræde gruppeforsikringen, ikke udgør forsikringsformidling. Begrundelsen har blandt andet været, at kunden ikke skal foretage en købsbeslutning i forhold til selve forsikringsdækningen og derfor heller ikke har behov for, at virksomheden yder den sikrede (kunden) rådgivning om at indgå som sikrede under gruppeforsikringen.

Heroverfor står, at frivillige gruppeforsikringer, hvor det enkelte medlem træffer en individuel beslutning om at tiltræde gruppeforsikringen og som regel betale for denne dækning, ofte udgør forsikringsformidling. Begrundelsen har ofte været blandt andet, at kunden har behov for, at virksomheden yder den sikrede (kunden) rådgivning om at indgå som sikrede under gruppeforsikringen.

Tvivlsspørgsmål har ofte drejet sig om, hvorvidt en virksomhed, forening eller organisation må anses som forsikringsformidler ved at udføre administrative opgaver i relation til en gruppeforsikring, der stilles til rådighed for kunder og medlemmer, herunder eksempelvis præmieopkrævning.

Generaladvokaten behandler forskellene mellem obligatorisk og frivillig gruppeforsikring i forslaget til afgørelse, men sondringen indgår ikke i den endelige konklusion.

Generaladvokatens konklusion må dermed forstås sådan, at for både obligatoriske og frivillige gruppeforsikringer, vil virksomheden anses for at være forsikringsformidler, hvis betingelserne i IDD art. 2 (1) (3) er opfyldt.

Hvis EU-Domstolen følger samme linje i sin afgørelse, vil flere obligatoriske gruppeforsikringsordninger forventeligt blive anset for at være forsikringsformidling. Det forventes at medføre, at flere virksomheder, foreninger og organisationer, der stiller gruppeforsikringsordninger til rådighed, vil være omfattet af kravene til forsikringsformidling (blandt andet registrering, tilladelse, kompetencekrav og god skik).

EU-domstolens tidligere praksis
EU-domstolen har tidligere i 2022 (i sagerne C-143/20 and C-213/20) slået fast, at en virksomhed, der som forsikringstager tegner en frivillig gruppelivsforsikringsaftale for sine kunder, udøver forsikringsformidling ved mod vederlag at foreslå forbrugere at indgå i en livsforsikringsaftale med forsikringsselskabet samt ved at yde finansiel rådgivning om placering af kapital (præmieindbetalinger).   

EU-Domstolens afgørelse angik fortolkningen af ”forsikringsformidler” i henhold til det tidligere IMD-direktiv (2022/92/EF) og de særlige regler om livsforsikring i direktiv 2002/83/EF. EU-Domstolen har ikke tidligere forholdt sig til fortolkningen af begreberne i IDD.

Bech-Bruuns kommentar
Generaladvokatens forslag til afgørelse foreslår en afklaring af, at virksomheder, der tegner gruppeforsikring for deres kunder som sikrede, kan anses for at være forsikringsformidlere. Hvis EU-Domstolen følger samme linje som Generaladvokaten, forventes flere gruppeforsikringsordninger – obligatoriske såvel som frivillige – at blive anset for at være forsikringsformidling. Det indebærer, at virksomhederne, foreningerne og organisationerne vil blive omfattet af kravene til forsikringsformidling.(blandt andet registrering, tilladelse, kompetencekrav og god skik).