Kulturministeriet har netop sendt en ændring af Udlandsbekendtgørelsen i offentlig høring. Bekendtgørelsen regulerer anvendelsen af ophavsretsloven i forhold til andre lande og vil have særlig betydning for vederlagsmodellen til udøvende kunstnere og fonogramproducenter fra tredjelande.

Med Kulturministeriets ændring af Udlandsbekendtgørelsen ophæves bekendtgørelsens §§ 14 og 16, stk. 2. Bestemmelserne har indtil nu fastslået, at betaling til udøvende kunstnere og fonogramproducenter fra tredjelande er betinget af, at danske rettighedshavere ligeledes opnår betaling fra tredjelandet, når den danske rettighedshavers musik fremføres offentligt (f.eks. ved afspilning til koncerter, i radioen, på barer, i butikker, mv.). Den hidtidige vederlagsordning for udøvende kunstnere og fonogramproducenter fra tredjelande har således bygget på et gensidighedsprincip.

Ophævelsen af Udlandsbekendtgørelsens §§ 14 og 16, stk. 2 betyder, at alle udøvende kunstnere og fonogramproducenter fra den 1. januar 2023 har krav på betaling, når deres musik anvendes til offentlig fremførelse. Dette gælder uanset, at danske rettighedshavere ikke har samme krav på betaling i det pågældende tredjeland, når vedkommendes musik afspilles. I praksis betyder afskaffelsen af gensidighedsprincippet, at der skal betales for brug af bl.a. amerikansk reptoire.

Ny praksis fra EU-Domstolen
Ændringen af Udlandsbekendtgørelsen kommer i kølvandet på EU-Domstolens afgørelse af 8. september 2020 i RAAP mod PPI (C-265/19). Med afgørelsen fastslog EU-Domstolen, at Unionen har enekompetence til at fastsætte et gensidighedsprincip, hvorfor Danmark ikke selvstændigt kan indføre en vederlagsmodel, som er betinget af gensidig beskyttelse. Ophævelsen af Udlandsbekendtgørelsens §§ 14 og 16, stk. 2 har således været nødvendig for at bringe dansk ret i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis.