Udlejer af et alment lejemål fik ved kendelse fra Vestre Landsret medhold i, at en opsigelse af to lejere i samme lejemål var nået frem til begge lejere – også selvom den ene lejer var varetægtsfængslet. Højesteret nåede imidlertid til det modsatte resultat.

Lejerne havde bopæl i samme lejemål og fælles børn.

Lejemålet blev ransaget af politiet i september 2019 og igen i april 2020. I forbindelse med den sidste ransagning blev den ene lejer anholdt og varetægtsfængslet.

Få dage efter ransagningen i april 2020 sendte udlejer et brev indeholdende en opsigelse af lejemålet. Brevet var stilet til begge lejere og sendt til lejemålets adresse. Opsigelsen skete som følge af, at episoderne med ransagning og anholdelse havde skabt stor frygt og utryghed blandet boligforeningens beboere.

I sagen var det ubestridt, at udlejers opsigelse opfyldte de formelle krav.

Det er udlejer, der må bevise, at en opsigelse er kommet frem til lejerne.

I Højesterets præmisser blev det for det første anført, at udlejer ved fremvisning af postkvittering havde godtgjort, at den ikke-varetægtsfængslede lejer havde modtaget opsigelsen.

For det andet fremgår det af Højesterets præmisser, at i tilfælde hvor udlejer er bekendt med særlige forhold hos en lejer, der bevirker, at lejer ikke ser posten, er det ikke tilstrækkeligt, at udlejer blot har sendt et brev til lejemålets adresse.

For det tredje fremgår det af Højesterets præmisser, at trods det ægteskabslignende forhold mellem de to lejere, kan opsigelse over for den ene lejer ikke i sig selv føre til, at opsigelsen tillige anses for at være kommet frem til den anden lejer.

På denne baggrund kunne udlejers fogedbegæring om udsættelse af lejerne ikke fremmes.

Afgørelsen er udvalgt til Ugeskrift for Retsvæsen og vil blive publiceret, så snart den er færdigredigeret.

Kommentar
Afgørelsen fra Højesteret illustrerer i høj grad vigtigheden af, at udlejer sikrer fremkomst af en eventuel opsigelse eller ophævelse til samtlige lejere i lejemål med flere lejere, ligesom afgørelsen illustrerer, at udlejers kendskab til lejers konkrete forhold kan være afgørende.

Endvidere er afgørelsen interessant, idet den slår fast, at man som udlejer ikke blot kan formode, at fremkomst af en skrivelse til én lejer kan sidestilles med fremkomst til en anden lejer i samme lejemål – uanset at lejerne er i et ægteskabslignende forhold.

Forklaringen på Højesterets afgørelse ligger formentlig i, at man må operere ud fra et forsigtighedsprincip, når det skal afgøres om en opsigelsesskrivelse er nået frem til en lejer, og dermed om lejeren kan udsættes af lejemålet.