Østre Landsret har i dom af 22. oktober 2021 fastslået, at Beskæftigelsesministeriet er erstatningsansvarlig for, at man først mere end 4 år efter EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010 i Ole Andersen-sagen ændrede funktionærlovens § 2 a, så den blotte mulighed for at oppebære arbejdsgiverbetalt alderspension ikke længere indebar, at man fortabte sit krav på fratrædelsesgodtgørelse.

Sagens nærmere omstændigheder
Sagen drejede sig om, hvorvidt et antal medlemmer af Finansforbundet, som var blevet opsagt i perioden fra juni 2013 til september 2014 kunne gennemføre et erstatningskrav mod staten for den fratrædelsesgodtgørelse, som de var afskåret fra at kræve fra deres tidligere arbejdsgiver, fordi funktionærloven på tidspunktet for deres opsigelse ikke var blevet ændret i overensstemmelse med Ole Andersen-dommen.

Efter Ole Andersen-dommen havde Beskæftigelsesministeriet i 2011 forelagt spørgsmålet om en eventuel lovændring for Implementeringsudvalget med den bemærkning, at man ikke mente, at det var nødvendigt at ændre funktionærloven, fordi lovens formulering ikke forhindrede de danske domstole i at fortolke loven i overensstemmelse med afgørelsen fra EU-Domstolen. I 2012 måtte Implementeringsudvalget konkludere, at man ikke kunne nå til enighed om at udarbejde nye regler. 

Først i efteråret 2014 tog Beskæftigelsesministeriet initiativ til at fremsætte et lovforslag om ændring af funktionærloven, og loven blev først ændret med ikrafttræden den 1. februar 2015.
 
Højesteret fastslog i ”Ajos-dommen” den 6. december 2016, at det i forhold til private arbejdsgivere var gældende dansk ret, at der ikke skulle betales fratrædelsesgodtgørelse, hvis der blot var mulighed for, at den opsagte funktionær kunne oppebære arbejdsgiverbetalt alderspension efter fratrædelsen. Højesteret fandt, at det måtte kræve en lovændring at bringe retsstillingen i overensstemmelse med Ole Andersen-dommen.

Det stod herefter klart, at funktionærer på det private arbejdsmarked, som var blevet opsagt før den 1. februar 2015, ikke kunne gennemføre krav om betaling af fratrædelsesgodtgørelse, hvis de havde været ramt af bortfaldsreglen, selvom den var i strid med EU-retten.

Østre Landsrets dom
Landsretten lægger til grund, at Beskæftigelsesministeriet efter Ole Andersen-dommen i 2010 havde en forpligtelse til at træffe de fornødne foranstaltninger for at bringe lovgivningen i overensstemmelse med EU-retten.

Landsretten anfører, at da det i 2012 stod klart, at man i Implementeringsudvalget ikke kunne nå til enighed om en anbefaling, var det Beskæftigelsesministeriets ansvar ”hurtigst muligt at bringe dansk ret i overensstemmelse med EU-retten”. Landsretten konstaterer, at ministeriet forholdt sig passivt.

Landsretten fandt, at Beskæftigelsesministeriet derved havde tilsidesat EU-retten ”på en tilstrækkelig kvalificeret måde og dermed har pådraget sig erstatningsansvar ved ikke på tidspunktet for sagsøgernes opsigelse at have ændret funktionærlovens § 2 a, stk. 3”.


Bech Bruuns kommentar
Det er vanskeligt at sige, hvilke konsekvenser dommen får. Højesteret har i 2019 afgjort, at krav mod staten om erstatning for fratrædelsesgodtgørelse er underlagt 3-årig forældelse, som løber fra fratrædelsen, og at forløbet i forhold til Ajos-sagen ikke gav anledning til at suspendere forældelsesfristen.

Sagsøgerne i den konkrete sag havde sikret sig mod forældelsesindsigelsen ved at indgå suspensionsaftale med Beskæftigelsesministeriet.

Sagen blev ført af advokat Morten Ulrich