Som beskrevet i vores nyhedsbrev af 15. april 2021 har erhvervsministeren nu fremsat et hastelovforslag, som vil give mulighed for at fastsætte regler om forlængelse af fristen for indberetning af årsrapport og regler om fravigelse af vedtægtsbestemte frister for indkaldelse til og afholdelse af generalforsamlinger.

Muligheden for at forlænge fristen for indberetning af årsrapport vil ifølge lovforslaget gælde for:

  1. Virksomheder omfattet af regnskabsklasse B og C, hvis regnskabsår afsluttes i perioden fra den 31. december 2020 til den 30. juni 2021,
  2. virksomheder omfattet af regnskabsklasse D, hvis regnskabsår afsluttes i perioden fra den 31. januar 2021 til den 31. juli 2021, og
  3. filialer af udenlandske virksomheder, der skal indsende en udenlandsk virksomheds årsrapport eller koncernregnskab, når den udenlandske virksomheds regnskabsår afsluttes i perioden fra den 31. december 2020 til den 30. juni 2021.

Lovforslaget tager ikke endeligt stilling til, hvor lang forlængelsen af fristen eventuelt skal være. Det er dog forventningen, at erhvervsministeren, efter vedtagelsen af lovforslaget, vil udstede en bekendtgørelse, der vil forlænge fristen for indberetning af årsrapport med en måned for de nævnte virksomheder og filialer. 

 

Der er i bemærkningerne til lovforslaget desuden lagt op til, at fristen for indberetning af årsrapport vil blive forlænget med tre måneder for filialer af udenlandske virksomheder samt følgende virksomheder, hvis regnskabsår afsluttes den 31. december 2020:

  • Virksomheder, som har væsentlige udenlandske aktiviteter,
  • dattervirksomheder af udenlandske modervirksomheder, der ønsker at indsende den udenlandske modervirksomheds koncernregnskab og
  • virksomheder, der på grund af ejerkredsens helt særlige karakteristika, ikke forsvarligt kan afholde hel eller delvis elektronisk generalforsamling.

Det forventes desuden, at lovforslaget vil danne grundlag for indførelse af regler, der gør det muligt at fravige vedtægtsbestemte frister for indkaldelse til og afholdelse af generalforsamlinger, så det er muligt for virksomheder at udnytte forlængelsen af fristen for indberetning af årsrapport.

Lovforslaget vil få betydning for de virksomheder, der endnu ikke har afholdt generalforsamling i 2021 og de virksomheder, som ikke er omfattet af reglerne om afholdelse af fuldstændig eller delvis elektronisk generalforsamling. Den forventede forlængelse af fristen vil derudover gøre det muligt for flere virksomheder at udarbejde slutafregninger til Erhvervsstyrelsens kontrol med hjælpepakkerne inden fristen for indberetning af årsrapport.

Loven forventes at blive vedtaget af Folketinget den 11. maj 2021 og vil herefter træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.