Photo of Johannes Grove Nielsen Johannes Grove Nielsen Partner 72273377

I en nylig sag for Højesteret om ansvaret for bortkomst af gods i henhold til en søtransportaftale mellem en dansk transportør og en dansk undertransportør fandt Bruxelles-I-forordningen anvendelse som følge af, at Højesteret vurderede, at der var tale om et internationalt retsforhold, selvom parterne alle var danske. Den indgåede værnetingsaftale blev derfor ikke tilsidesat efter sølovens delvist præceptive værnetingsregler.

Kort om sagen
I januar 2017 blev der mellem A og en speditionsvirksomhed (”Transportøren”) indgået en transportaftale i henhold til en rammeaftale om international søtransport. Efter den indgåede transportaftale skulle Transportøren varetage søtransporten af 16 containere med højtryksrensere fra Shanghai til København. Transportøren havde herefter antaget en undertransportør (”Undertransportøren”) til at varetage den faktiske søtransport til Danmark.

I konnossementet var der henvist til Undertransportørens standardbetingelser, som bl.a. indeholdte en eksklusiv lovvalgs- og værnetingsklausul. Det fremgik heraf, at konnossementet var underlagt engelsk ret, og at enhver tvist skulle afgøres af the English High Court of Justice i London.

Søtransporten påbegyndte herefter fra Shanghai den 13. februar 2017. Under sejladsen kom det transportende skib ud i uvejr, hvilket resulterede i bortkomsten af tre containere i Middelhavet.

A’s forsikringsselskab udbetalte efterfølgende erstatning for de bortkomne containere til A og anlagde derefter en regressag mod Transportøren, der adciterede Undertransportøren. Undertransportøren nedlagde påstand om afvisning af sagen med henvisning til parternes værnetingsaftale.

Spørgsmålet for retten var herefter, om Undertransportørens standardbetingelser, herunder værnetingsklausulen, kunne anses som vedtaget. I det tilfælde at værnetingsaftalen måtte anses som gyldigt vedtaget, skulle retten endvidere vurdere, om værnetingsaftalen måtte tilsidesættes efter sølovens § 310, stk. 1, eller om værnetingsaftalen måtte tillægges forrang efter Bruxelles-I-forordningen art. 25, jf. sølovens § 310, stk. 5.

Både by- og landsretten nåede frem til den konklusion, at værnetingsaftalen gyldigt var vedtaget mellem parterne. Imidlertid blev værnetingsaftalen tilsidesat med henvisning til sølovens § 310, stk. 1. By- og landsrettens begrundelse herfor var, at transportaftalen ikke fandtes at vedrøre et internationalt retsforhold og derfor faldt udenfor Bruxelles-I-forordningens anvendelsesområde. By- og landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at Transportøren og Undertransportøren begge var danske virksomheder med hovedkontor i Danmark, og at modtageren ligeledes havde hjemting i Danmark. By- og landsretten fandt derfor, at der var værneting for sagen i Danmark.

Højesterets afgørelse
Højesteret fandt tilsvarende som by- og landsretten, at værnetingsaftalen måtte anses som gyldigt vedtaget mellem Transportøren og Undertransportøren.

Højesteret fandt imidlertid, at parternes værnetingsaftale måtte tildeles forrang for sølovens § 310, stk. 1 efter Bruxelles-I-forordningens art. 25, jf. sølovens § 310, stk. 5, eftersom transportaftalen måtte anses at omfatte et internationalt retsforhold.

Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at Transportøren og Undertransportøren begge måtte anses som professionelle aktører inden for international godstransport. Endvidere angik tvisten bortkomst af gods under en søtransport fra Shanghai til København. Endeligt fremgik det af søfragtssedlerne, at transportaftalen var indgået mellem Transportøren og Undertransportørens kinesiske datterselskab, og at Undertransportørens kinesiske datterselskab i den forbindelse havde fungeret som agent for Undertransportøren.

Højesteret konkluderede derfor, at tvisten havde en sådan international karakter, af Bruxelles-I-forordningens værnetingsregler fandt anvendelse. Følgeligt måtte værnetingsaftalen mellem Transportøren og Undertransportøren respekteres efter forordningens art. 25, jf. sølovens § 310, stk. 5. Højesteret konkluderede derfor, at Danmark ikke var rette værneting for tvisten mellem Transportøren og Undertransportøren.

Det forhold at Storbritannien ikke længere er en del af EU kunne ikke tillægges betydning, eftersom Storbritannien ved sagens anlæg i 2017 fortsat var omfattet af Bruxelles-I-forordningen.

containerskib

Bech-Bruuns kommentar
I tvister vedrørende aftaler om søtransport, har parterne en begrænset adgang til på forhånd at aftale en indskrænkning af sagsøgerens ret til at anlægge en retssag ved bl.a., sagsøgtes hovedkontor. Dette gælder dog kun så vidt, at andet ikke følger af Bruxelles-I-forordningen, der i internationale forhold anerkender eksklusive værnetingsaftaler.

Højesterets dom er et illustrativt eksempel på, hvilke momenter der tillægges betydning i vurderingen af, om en transportsaftale har karakter af et internationalt retsforhold, og dermed om Bruxelles-I-forordningen finder anvendelse. I den vurdering kan det bl.a. få betydning, om transporten skal varetages af udenlandske datterselskaber, og om transporten foregår i udlandet. Endvidere kan det få betydning, om virksomhederne normalt varetager transport i udlandet. Det forhold, at parterne er danske virksomheder med hovedkontor og hjemting i Danmark, udelukker derimod som udgangspunkt ikke, at aftalen alene af den grund mister sin internationale karakter.

Har en søtransportaftale herefter karakter af et internationalt retsforhold, vil parterne gyldigt kunne indgå en eksklusiv værnetingsaftale forud for tvistens opståen. Værnetingsaftalen skal dog henvise til en jurisdiktion i EU for at undgå, at sølovens § 310, stk. 1 finder anvendelse. Det bliver spændende at se, hvad Englands udtræden af EU får af betydning i det henseende.