Photo of Johannes Grove Nielsen Johannes Grove Nielsen Partner 72273377

Østre Landsret har for nyligt fastslået, at en suspensionsaftale indgået mellem et forsikringsselskab og skadelidte i en personskadesag ikke forkortede den almindelige 3-årige forældelsesfrist og fraveg forældelseslovens § 21, stk. 5, om tillægsfrist ved forhandlinger mellem parterne. Retten lagde blandt andet vægt på, at baggrunden for suspensionsaftalen var at forbedre skadelidtes retsstilling.

Sagen omhandlede et muligt erstatningsansvar som følge af, at A den 20. februar 2012, på sit arbejde som børnehaveklasseleder, fik et knytnæveslag i hovedet af B, der på daværende tidspunkt gik i 3. klasse. A blev som følge af arbejdsskaden sygemeldt og senere tilkendt førtidspension. 

A anlagde efter længerevarende forhandlinger med B’s forsikringsselskab, F, sag an mod F, der påstod frifindelse under henvisning til ikke at være rette sagsøgte. A anlagde derfor den 17. december 2018 sag direkte mod B. Under sagen opstod der en tvist om, hvorvidt en ”suspensionsaftale”, der var indgået mellem parterne den 6. oktober 2015 og udløbet den 14. juni 2018 medførte, at A’s erstatningskrav var forældet. Spørgsmålet om forældelse blev udskilt til særskilt forhandling ved byretten. 

Parternes tvist under delforhandlingen angik navnlig, om den såkaldte ”suspensionsaftale” skulle forstås sådan, at den fraveg reglerne i forældelsesloven, herunder den almindelige 3-årige forældelsesfrist og forældelseslovens § 21, stk. 5, der hjemler en tillægsfrist på 1 år regnet fra det tidspunkt, hvor forhandlinger om fordringen må anses for afsluttet. 

Sagens oplysninger
Suspensionsaftalen mellem parterne var foranlediget af A, idet der på tidspunktet for aftalens indgåelse hverken forelå en midlertidig eller endelig afgørelse om A’s erhvervsevnetab. Der kunne derfor ikke opgøres et eventuelt differencekrav efter erstatningsansvarsloven (EAL). 

Af suspensionsaftalen fremgik det blandt andet, at forældelsen af alle krav omfattet af EAL blev suspenderet frem til 1 år efter Arbejdsskadestyrelsens endelige afgørelse vedrørende erhvervsevnetabet. Arbejdsskadestyrelsen traf først den 6. april 2017 endelig afgørelse i arbejdsskadesagen og fastsatte A’s erhvervsevnetab til 85%. Suspensionsaftalen blev efterfølgende forlænget frem til og med 14. juni 2018. 

I mellemtiden havde Højesteret i en anden sag fastslået, at forældelsesfristen for differencekrav efter EAL først begynder at løbe fra den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen.

Byrettens kendelse
For byretten var der mellem parterne enighed om, at kravet ikke var forældet efter de almindelige forældelsesregler og Højesterets afgørelse. Spørgsmålet var derimod, om den indgåede suspensionsaftale fraveg forældelseslovens regler og Højesterets praksis. 

A gjorde gældende, at aftalen ikke kun anses for at begrænse A’s ret i medfør af de almindelige forældelsesregler, og at der mellem parterne løbende var pågået forhandlinger om alle rejste krav langt udover det tidspunkt, hvor der blev aftalt forlængelse af suspensionsaftalen. Forældelsesfristen var derfor, ifølge A, foreløbigt blevet afbrudt i medfør af § 21, stk. 5. A anførte desuden, at selve formålet med suspensionsaftalen var at lade de midlertidige krav følge de varige samt at undgå forældelsesmæssige indsigelser. Aftalen mellem parterne kunne derfor ikke føre til en ringere retsstilling for A. 

Heroverfor gjorde B gældende, at der mellem parterne var indgået en gyldig aftale, der fraveg reglerne i forældelsesloven, herunder § 21, stk. 5. A havde ikke forud for den 14. juni 2018 afbrudt forældelsen over for B ved fx sagsanlæg eller indgåelse af en ny suspensionsaftale. A’s krav var som følge heraf forældet i overensstemmelse med suspensionsaftalen.  

Byretten bemærkede, at suspension af en frist sædvanligvis betyder, at fristen forlænges, ikke at den forkortes. Det måtte også være udgangspunktet ved fortolkning af en suspensionsaftale. Desuden må det have formodningen mod sig, at A ved aftalen skulle have ønsket at forringe sin retsstilling. 

Det var byrettens opfattelse, at baggrunden for suspensionsaftalen var den uafklarede tidshorisont for den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen og usikkerheden om forældelse i den forbindelse. Det havde for begge parter været klart, at suspensionsaftalen havde til formål at forbedre A’s retsstilling. Eftersom parterne var enige om, at kravet ikke var forældet efter de almindelige forældelsesregler, fastslog retten, at A’s eventuelle krav heller ikke var forældet. 

B kærede herefter byrettens kendelse til landsretten.  

Østre Landsrets kendelse
Landsretten bemærkede, at A’s krav havde været forhandlet mellem parterne frem til januar 2018, samt at baggrunden for suspensionsaftalen var at lade forældelsesfristen for de midlertidige krav følge de varige. Desuden understregede landsretten med henvisning til Højesterets afgørelse, at forældelsesfristen for differencekrav i anledning af en arbejdsskade skal regnes fra den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen. A havde derfor ikke den 8. juni 2017 haft nogen anledning til at indgå i en aftale, hvorefter differencekravet ville blive forældet allerede den 14. juni 2018. 

Landsretten fandt herefter – i lighed med byretten – at parternes suspensionsaftale ikke forkortede den almindelige 3-årige forældelsesfrist for differencekravet eller fraveg forældelseslovens § 21, stk. 5. Landsretten stadfæstede herefter byrettens kendelse. 

Bech-Bruuns kommentarer
Dommen bekræfter Højesterets afgørelse (U2017.2583H), hvorefter Højesteret fastslog, at forældelsesfristen for differencekrav i anledning af en arbejdsskade først skal regnes fra den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen. Desuden illustrerer dommen, at aftaler om suspension af en forældelsesfrist skal fortolkes i overensstemmelse med baggrunden for aftalen, herunder til fordel for den, aftalen tilgodeser.