Bech-Bruun samarbejde

Det sker sjældent, at EU-Domstolen træffer en afgørelse på baggrund af EU-direktivet 2008/104 om vikararbejde (”Vikardirektivet”), men det var alligevel tilfældet i EU-domstolens dom C-681/18 af 14. oktober 2020.

I sin afgørelse fandt EU-domstolen, at medlemsstaterne skal vedtage de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at en vikaransættelse ikke får en permanent karakter. Med afgørelsen har EU-Domstolen endvidere fremhævet, hvornår successive udsendelser til samme brugervirksomhed kan tyde på et misbrug eller omgåelse af reglerne og dermed en overtrædelse af direktivet. 

Sagen kort
I den konkrete sag blev EU-Domstolen bedt om at forholde sig til, i hvilket omfang Vikardirektivet skal fortolkes således, at reglerne i Direktivet er til hinder for en national lovgivning, der 

  1. ikke fastlægger grænser for successive udsendelser af en og samme vikaransatte til en og samme brugervirksomhed, og som 
  2. ikke bestemmer, at brugen af vikararbejde kun er lovlig, hvis de tekniske, produktionsmæssige eller organisatoriske hensyn eller behovet for at erstatte arbejdstagere, som begrunder denne brug, angives.

Sagen omhandlede en vikaransat arbejdstager, der var ansat som vikar igennem et vikarbureau. Den pågældende arbejdstager blev udsendt som vikaransat til en brugervirksomhed fra perioden 3. marts 2014 til den 30. november 2016 som følge af flere på hinanden følgende kontrakter om vikararbejde (8 i alt) og adskillige forlængelser af disse kontrakter (17 i alt).  

I februar 2017 anlagde den vikaransatte arbejdstager sag ved retten i Brescia i Italien med påstand om, at brugervirksomheden, som havde ansat ham som vikar, havde indgået et tidsubegrænset ansættelsesforhold med vikaren, da de successive og uafbrudte udsendelser i perioden fra marts 2014 til november 2016 var ulovlige.

Arbejdstageren indtog den holdning, at ansættelsesforholdet havde fået permanent karakter, ligesom den pågældende også henviste til, at de kontrakter, der lå til grund for udsendelsen til brugervirksomheden, var ulovlige og/eller uregelmæssige og/eller ugyldige. 

Endelig gjorde den vikaransatte arbejdstager gældende, at de nationale bestemmelser i Italien om vikararbejde var i strid med Vikardirektivet, da der ikke i lovgivningen var fastsat nogen grænse for successive udsendelser af arbejdstagere til samme virksomhed, der gør brug af vikaransættelser.  

EU-domstolens afgørelse
Domstolen redegjorde indledningsvist for, at vikaransattes juridiske situation, status og arbejdsvilkår i medlemsstaterne er karakteriseret ved store forskelle. 

Med Vikardirektivet var formålet således at opstille nogle rammer for beskyttelse af denne type arbejdstager, herunder blandt andet beskyttelse mod diskrimination under hensyntagen til og respekt for forskellighederne i arbejdsmarkederne. Direktivet opstiller derfor alene nogle minimumskrav, som har til formål at sikre ligebehandling for vikaransættelser.

EU-Domstolen fastslog, at en midlertidig ansættelseskontrakt som vikaransat hos en brugervirksomhed ikke på baggrund af Vikardirektivet overgår til et permanent ansættelsesforhold alene på baggrund af antallet af udsendelser til samme brugervirksomhed. 

EU-Domstolen fandt også, at medlemsstaterne i deres nationale lovgivning ikke er forpligtet til at fastsætte nærmere regler eller bestemte grænser for antallet af udsendelser af vikarer til samme brugervirksomhed. 

Domstolen fandt dog, at medlemsstaterne er forpligtet til at vedtage passende foranstaltninger for at forebygge misbrug ved anvendelsen af de fravigelser fra ligebehandlingsprincippet, som er tilladte efter Vikardirektivet samt forebygge successive udsendelser, der har til formål at omgå Vikardirektivets bestemmelser i deres helhed og sikre, at vikararbejde fortsat har midlertidig karakter.

I forlængelse heraf fremhævede EU-Domstolen, at det skal kunne kontrolleres, hvorvidt der reelt er tale om et tidsubegrænset ansættelsesforhold, der opretholdes kunstigt gennem flere på hinanden følgende kontrakter om vikararbejde, og som derved har til formål at omgå formålene med Vikardirektivet, særligt med hensyn til vikararbejdets midlertidige karakter. Hertil bør det ifølge EU-domstolen indgå som et moment, at det særligt kan tyde på misbrug af successive udsendelser, hvis successive udsendelser af en og samme vikaransatte til en og samme brugervirksomhed fører til en tjenesteperiode hos denne virksomhed, der er længere, end hvad der med rimelighed kan anses for midlertidigt.

Bech-Bruuns kommentarer 
Det følger af EU-Domstolens præmisser, at Vikardirektivet særligt har til formål at beskytte både fleksibilitet for arbejdsgiver men også sikkerhed for arbejdstagerne, hvortil sidstnævnte særligt kommer til udtryk ved, at misbrug af Vikardirektivets regler eller omgåelse heraf vil statuere en overtrædelse - muligvis med den konsekvens, at et tidsubegrænset ansættelsesforhold anses for indgået med brugervirksomheden. 

Brugervirksomhederne bør således være opmærksomme på successive udsendelser af samme vikarmedarbejdere. 

EU-Domstolens afgørelse lægger ikke op til en lovændring af vikarloven, men Bech-Bruun følger nøje, om afgørelsen i praksis måtte medføre ændringer eller tiltag. 

Vil du vide mere…
 
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Lise Lauridsen, Sandro Ratkovic eller Lærke Graugaard. Du kan også rette henvendelse til din kontaktperson hos Bech-Bruun.