Bech-Bruun samarbejde

En nyligt offentliggjort dom (TBB2020.413V) omhandler erstatningsansvar for fejl i en priskalkulation samt rækkevidden af beregnerens ansvarsfraskrivelse i sine salgs- og leveringsbetingelser. Sagen sætter dermed fokus på en ganske udbredt praksis i entreprenørbranchen.

Sagen er interessant, da det er ganske udbredt i entreprenørbranchen at  anvende særlige kalkulationsfirmaer til at udarbejde grundlaget for afgivelse af tilbud. Det kommer fx på tale, når en entreprenør får udarbejdet en eller flere delpriser på fagentrepriser via kalkulationsfirmaer. 

Kalkulationsfirmaer er ofte specialiseret fx – som i den konkrete sag – inden for VVS, og ydelsen leveres typisk på baggrund af en brancheforenings standardforbehold.

Hvis priskalkulationen fra beregneren er forkert, kan entreprenøren, der ved sin tilbudsafgivelse er bundet af den afgivne pris over for en hovedentreprenør eller bygherren, risikere at lide et tab. 

Sagen er også interessant, da den belyser rækkevidden af beregnerens faglige ansvar i en situation, hvor udbudsmaterialets arbejdsbeskrivelse for VVS-arbejderne ikke var helt klassisk stringent opdelt og beskrevet under den relevante fagentreprises arbejdsbeskrivelse, ligesom der fremkom flere rettelsesblade. 

Derudover belyser den fortolkningen af ansvarsbegrænsning og entreprenørens ansvar – eller egen skyld – for selvstændig kontrol af priskalkulationen i forbindelse med sin egen tilbudsafgivelse.

Den konkrete sag
I den konkrete sag skulle en entreprenør afgive tilbud på VVS-entreprisen over for en anden entreprenør, der skulle afgive tilbud i hovedentreprise over for bygherren. Udbudsmaterialets arbejdsbeskrivelse var opdelt i 21 fagbeskrivelser. 

Kalkulationsfirmaet blev antaget af VVS-entreprenøren til at udarbejde kalkulationer vedrørende VVS-entreprisen.

Kalkulationsfirmaet fremsendte en ordrebekræftelse til entreprenøren, hvor der blev henvist til, at beregneren skulle beregne VVS, blik og ventilation. Der blev ligeledes henvist til VVS-Beregnernes Brancheforenings standardforbehold samt til kalkulationsfirmaets hjemmeside.

Standardforbeholdene indeholdt en ansvarsfraskrivelse for den umiddelbare anvendelighed af priskalkulationerne ved rekvirentens indkøb. Endvidere fremgik det, at beregneren ikke var ansvarlig for direkte og indirekte tab, medmindre rekvirenten kunne godtgøre, at beregneren havde handlet uagtsomt, og at rekvirenten ikke har eller burde have opdaget dette ved sin kontrolgennemgang.

Arbejdsbeskrivelsen for VVS-arbejderne henviste til, at bl.a. strømpeforing var nærmere beskrevet under kloakentreprisen. Udbudsmaterialets tilbudsliste var opdelt, så strømpeforing af faldstammer var en del af VVS-entreprisen, mens strømpeforing af kloakker var en del af kloakentreprisen.

Ved  udsendelse af rettelsesblad 3 ændredes udbudsmaterialets systematik, så arbejdet vedrørende strømpeforing af faldstammer blev mere omfattende, og nu var beskrevet under kloakarbejderne i stedet for som tidligere under VVS-arbejderne.

Den oprindelige kalkulation fra kalkulationsfirmaet beroede på et tilbud fra et andet firma på strømpeforing af faldstammer på 365.670 kr. ekskl. moms.

Entreprenøren havde siden hen pga. underentreprenørens konkurs indhentet et nyt tilbud på udførelse af strømpeforing af faldstammer efter rettelsesblad 3 på 1.519.500 kr. ekskl. moms.

Entreprenørens erstatningskrav over for beregneren blev opgjort som differencen mellem de to tilbud dvs. 1.153.830 kr. ekskl. moms. Hertil kom afledte krav vedrørende bl.a. de- og genmontering af vandlåse og toiletter mv. 

Byretten fandt ikke, at der var udvist ansvarspådragende adfærd fra beregnerens side. Retten lagde vægt på, at beregneren var antaget til at udføre kalkulationer vedrørende VVS, ventilation og blik, men ikke vedrørende kloakentreprisen. Retten fandt på denne baggrund ikke, at det kunne bebrejdes beregneren, at ændringerne medtaget under kloakentreprisen i rettelsesblad 3 ikke var medtaget i kalkulationen. Retten fandt udbudsmaterialet misvisende. Desuden lagde retten vægt på, at entreprenøren ikke i hovedtræk havde gennemgået og kontrolleret kalkulationerne, og dermed at entreprenøren havde udvist egen skyld.

Landsretten nåede bl.a. efter gennemførelse af syn og skøn frem til, at det er sædvanligt, at en prisberegning for en VVS-beregner sker på baggrund af en arbejdsbeskrivelse omfattende flere (fag)entrepriser samt de ændringer og rettelser, der sker i forhold til det oprindelige udbudsmateriale. Undladelsen af at kontrollere også kloakentreprisen var en faglig fejl, som medførte, at kalkulationen (og dermed tilbuddet) blev for lavt. 

Om ansvarsgrundlaget fandt landsretten det godtgjort, at de udgifter som entreprenøren havde afholdt, ville være indgået i dennes tilbud med det fulde beløb, så der var årsagsforbindelse mellem den faglige fejl og tabet. Beregneren fandtes derfor som professionel at måtte være bekendt med, at entreprenøren blev bundet af den afgivne pris.

Om ansvarsfraskrivelsen udtalte landsretten, at fejlen ”klart er omfattet af den ydelse, som [beregneren] skulle levere”, og at beregneren derfor ikke ikke kunne ”påberåbe sig salgs- og leveringsbetingelserne […] som udtryk for en generel og ubegrænset ansvarsfraskrivelse i forhold til en VVS-beregners kerneydelse.”

Landsretten afviste også, at der var tale om egen skyld, da tidsforbruget ved en kontrolgennemgang af kalkulationerne ville have haft et sådant omfang, at det ville have savnet mening at lade kalkulationerne foretage af kalkulationsfirmaet.

lommeregner

Bech-Bruuns kommentarer
Professionsansvaret og god faglig skik for en tilbudsberegner er ikke nødvendigvis begrænset til en specifik fagentreprise. Beregneren kunne altså ikke i en situation, hvor der havde været krydshenvisninger til kloakentreprisen, blot henholde sig til VVS-fagentreprisen, men havde også en forpligtelse til at kontrollere kloak-fagentreprisen.

Uagtet, at et udbudsmateriale måtte savne traditionel stringens (fagopdeling), kan en korrekt faglig vurdering derfor efter omstændighederne kræve, at man som rådgiver også gør sig bekendt med og forholder sig til andre fagentrepriser. 

Det er bemærkelsesværdigt, at byret og landsret når frem til en så forskellig bedømmelse af professionsansvaret. Skønserklæringen indhentet ved landsretten har hjulpet retten til at fastlægge grænserne for professionsansvaret. Sagen understøtter hermed, at ansvar for teknisk rådgivning o.lign. forudsætter syn og skøn – i al fald som tommelfingerregel – og måske især ved domstolene.

Dommens præmisser om ansvarsfraskrivelse og egen skyld er en vigtig erindring om, at den professionelle rådgiver skal være særdeles bevidst om, hvad det centrale er i den ydelse og rådgivning, der skal leveres. 

Retten lægger her vægt på det, der betegnes som kerneydelsen. I den pågældende sag er kerneydelsen at levere en brugbar kalkulation, som kan indgå ved rekvirentens tilbudsafgivning. Dette stod også klart for beregneren.

Det gør rådgivningen illusorisk, hvis rådgiver ved at påberåbe sig en generel og ubegrænset ansvarsfraskrivelse kan smyge sig uden om klare fejl. 

Tilsvarende gælder synspunktet om egen skyld. En generel henvisning til, at man bør kontrollere og gennemgå rådgiverens ydelse, fritager således ikke den professionelle rådgiver for ansvar, hvis rådgiveren har begået fejl. 

Afgørelsen er formentlig udtryk for, at domstole og voldgiftsretter elegant ”bortfortolker” aftalte ansvarsbegrænsninger, når disse findes urimelige. Dette gælder i øvrigt også ved grov uagtsomhed o.lign. At ansvarsbegrænsninger i relation til ”kerneydelsen” er særligt eksponeret for en sådan censur, er velkendt også i andre sammenhænge, når ansvarsbegrænsninger angår mere specifikke forhold fx indirekte tab. Se til illustration heraf KFE 2000.150, TBB.2011.1 og TBB.2018.514 (forudsætningsvist).

Spørgsmålet er i øvrigt, om det er helt korrekt, når det i landsrettens afgørelse er anført, at der var tale om en ansvarsfraskrivelse. Standardbetingelserne er formentlig alene udtryk for den gældende retstilstand, hvorefter det er nødvendigt at påvise culpa. Egen skyld var dog nok udvidet i forhold til gældende ret.

Den konkrete afgørelse illustrerer også, at spørgsmålet om årsagsforbindelse mellem fejlen og tabet ikke er helt enkel, men vi har valgt ikke at gå nærmere ind i denne problemstilling.

En lignende afgørelse refereret i TBB 2018.797 V er tidligere afsagt af Vestre Landsret. Den omhandlede en rådgivers kalkulation af en el-entreprise. Denne afgørelse nåede frem til, at det ikke var bevist, at der var fejl ved kalkulationen, der kunne medføre et erstatningsansvar for beregneren. I denne sag var spørgsmål om ansvarfraskrivelse følgelig ikke aktuelt.