Bech-Bruun samarbejde

Østre Landsret har i en principiel dom præciseret, at beregningsgrundlaget for kommunernes vejbidrag til spildevandsselskaberne alene må omfatte udgifter til kloakledningsanlæg, der afleder vejvand, og rensningsanlæg, der specifikt har til formål at rense vejvand.

Spildevandsbetalingslovens § 2 a, stk. 11, fastsætter, at kommuner skal betale et årligt vejbidrag til det lokale spildevandsforsyningsselskab på højst otte procent af udgifterne til kloakledningsanlæggene. Diskussionen har ved fastsættelse af vejbidraget tidligere gået på størrelsen af procentsatsen, men nu er der også taget nærmere stilling til udgiftsgrundlaget for beregningen af vejbidraget.

Ved dommen af 6. december 2019 har Østre Landsret således nu fastslået, hvad der forstås ved ”udgifterne til kloakledningsanlæggene” efter bestemmelsen. 

Ifølge Landsrettens afgørelse omfatter dette udgifter til kloakledningsanlæg, der afleder vejvand, samt rensningsanlæg, der specifikt har til formål at rense vejvand. Derimod kan spildevandsselskabet ikke indregne udgifter i beregningsgrundlaget for vejbidraget til kloakledningsanlæg, der ikke afleder vejvand, eller rensningsanlæg, der ikke har til formål af rense vejvand.
 
Sagen kort
Et spildevandsselskab fremsendte en opkrævning på vejbidrag til den stedlige kommune i henhold til spildevandsbetalingslovens § 2 a, stk. 11. I modsætning til tidligere år opgjorde spildevandsselskabet vejbidraget med tillæg af udgifter til kloakledningsanlæg, der ikke afledte vejvand, samt udgifter til rensningsanlæg til spildevand. 

Kommunen fandt, at der ikke i spildevandsbetalingsloven var hjemmel til at opkræve disse yderligere udgifter, og kommunen betalte derfor ikke vejbidraget for disse poster. Spildevandsselskabet anlagde herefter sag mod kommunen med påstand om, at kommunen skulle anerkende at være forpligtet til at betale vejbidrag af disse yderligere udgifter. 

Uenigheden mellem parterne i sagen vedrørte den grundlæggende forståelse af udtrykket ”udgifterne til kloakledningsanlæggene” i spildevandsbetalingslovens § 2 a, stk. 11.

Spildevandsselskabet gjorde gældende, at kommunens vejbidrag skal opgøres på baggrund af selskabets anlægsudgifter til samtlige anlæg. Til støtte herfor henviste spildevandsselskabet til spildevandsbetalingslovens ordlyd, vejledningen til spildevandsbetalingsloven, Natur- og Energistyrelsens vejledende udtalelser i sagen samt et notat fra Naturstyrelsen, hvoraf det fremgik, at vejbidraget skulle fastsættes ud fra alle udgifter til kloakanlæg.

Kommunen gjorde herimod gældende, at spildevandsbetalingsloven alene hjemler adgang til at opkræve vejbidrag for udgifter til kloakledningsanlæg, der håndterer vejvand. Kommunen henviste i den forbindelse til bestemmelsens forarbejder, formål og tilblivelse. 

Særligt gjorde kommunen gældende, at kommunen ikke skal betale vejbidrag til rensningsanlæg. Til støtte herfor anførte kommunen, at kommuner efter ordlyden af bestemmelsen alene skal betale bidrag til dækning af spildevandsselskabernes udgifter til kloakledningsanlæg samt anlæg, der knytter sig til disse. Derimod skal udgifter til andre anlæg, herunder rensningsanlæg, ikke dækkes.

Landsretten fandt, at spildevandsbetalingsloven skal fortolkes således, at bestemmelsen alene giver mulighed for at medregne udgifter, der er anvendt til kloakledningsanlæg, hvor der er grundlag for at yde spildevandsforsyningsselskaberne kompensation for den forøgelse af anlægsudgifter til kloakledningerne, som tilledning af vejvand til kloakkerne indebærer. Pligten til at betale vejbidrag omfatter derfor ikke spildevandsledninger, som ikke optager eller afleder vejvand.

Desuden fandt landsretten, at bestemmelsens ordlyd ikke kan udstrækkes til at omfatte den del af udgifterne til de centrale rensningsanlæg, som håndterer regnvand, eller udgifter til decentrale rensningsanlæg, der ikke specifikt har til formål at rense regnvand. Hvis et decentralt rensningsanlæg ikke samtidig håndterer spildevand, vil udgifter hertil kunne indgå i beregningsgrundlaget for kommuners vejbidrag.

Retten tog herefter kommunens påstand om frifindelse til følge.

Bech-Bruuns kommentarer
Østre Landsrets afgørelse er principiel og vil have betydning for de kommuner, hvor det stedlige spildevandsselskab har fastsat vejbidraget på baggrund af et forkert beregningsgrundlag. 

I tilfælde hvor spildevandsselskabet har anvendt et for højt beregningsgrundlag, vil kommunen kunne rette krav om tilbagebetaling af det for meget betalte bidrag. Vi anbefaler derfor, at man i spildevandsselskaberne og kommunerne undersøger, om vejbidraget er opkrævet på et korrekt beregningsgrundlag. 

Et krav om tilbagebetaling kan bortfalde som følge af forældelse, og kommunerne bør derfor afklare mulighederne for at fremsætte et eventuelt tilbagebetalingskrav snarest muligt. Forældelsesfristen indtræder som udgangspunkt 3 år efter kommunen har betalt et ulovligt opgjort vejbidrag, men kan under visse omstændigheder forlænges som følge af indtrådt suspension.

Kontakt os, hvis du vil vide mere om dommens konsekvenser for gennemførte og fremtidige opkrævninger af vejbidrag samt fremgangsmåden i forhold til krav om tilbagebetaling af for meget betalt vejbidrag.

Østre Landsrets dom af 6. december 2019 har sagsnummer BS-34896/2018.