Bech-Bruun samarbejde
Photo of Jacob Brandt Jacob Brandt Partner 72273363

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et affaldsgebyr, der var pålagt en virksomhed, var lovligt. Virksomheden, der drev en digital database, blev pålagt et administrationsgebyr fra perioden 1. januar til 31. december 2015 på i alt 937,50 kr. Østre Landsret fandt, at administrationsgebyret ikke havde hjemmel i dagældende miljøbeskyttelseslov, og dermed var ulovligt opkrævet.

Kommunen meddelte afslag på virksomhedens ansøgning om fritagelse for gebyråret 2015. Herefter indbragte virksomheden sagen for domstolene, hvor byretten, i første instans, dømte virksomheden til at betale gebyret. Dommen blev med procesbevillingsnævnets tilladelse anket.

Til støtte for virksomhedens påstand om, at affaldsgebyret var ulovligt opkrævet, havde virksomheden for landsretten gjort gældende, at gebyret var en ulovlig skat, samt at miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4, ikke hjemlede opkrævningen af gebyret. Hertil blev gjort gældende, at det ved en lovændring af miljøbeskyttelsesloven, der trådte i kraft den 1. januar 2019, var konstateret, at administrationsgebyret for erhvervsaffald ikke følger af miljøbeskyttelsesloven. 

Heroverfor havde kommunen gjort gældende, at der var en lovbestemt pligt til at opkræve gebyret, samt at virksomheden fra den nævnte lovændrings ikrafttrædelse ikke længere ville blive opkrævet gebyret.

Landsrettens resultat og begrundelse
Landsretten lagde ud med at anføre, at det generelle administrationsgebyr var opkrævet med hjemmel i affaldsbekendtgørelsens § 56, stk. 1, da det ikke kunne henføres til de enkelte affaldsordninger i § 56, stk. 2-4 eller § 57. Herefter slog landsretten fast, at affaldsbekendtgørelsens § 56, stk. 1, er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4. Ifølge Landsretten indeholder miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4, en bemyndigelse til at fastlægge og opkræve de gebyrer, der fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1 og 3.

Afgørende for sagen var således, om det generelle affaldsgebyr i affaldsbekendtgørelsens § 56, stk. 1, kunne anses for at være indeholdt i de gebyrer som miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1 og 3, indeholder, da § 48, stk. 4, kun giver bemyndigelse til at fastlægge og opkræve gebyrer for sådanne affaldsordninger.

Hertil bemærkede Landsretten, at miljøbeskyttelsesloven § 48, stk. 1 og 3, omhandler fastsættelsen af særskilte gebyrer for hver affaldsordning. Ved forståelsen af begrebet affaldsordning henviste Landsretten til forarbejderne til miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 3, hvor det fremgår, at:

”Ved affaldsordninger forstås de ordninger, som kommunalbestyrelsen fastsætter vedrørende affald, uanset om disse er fastsat med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 2, eller anden lovgivning (…)”


Landsretten anførte, at miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 3, dermed kun hjemler gebyrer for affaldsordninger, der er beskrevet i miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 2, eller anden lovgivning. Herefter konstaterede Landsretten, at administrationsgebyret i affaldsbekendtgørelsens § 56, stk. 1, ikke kunne anses for at være en affaldsordning indeholdt i miljøbeskyttelsesloven § 48, stk. 3. Opkrævningen var efter landsrettens opfattelse af denne grund uhjemlet og dermed ulovlig. 

Denne vurdering var ifølge landsretten i overensstemmelse med den fortolkning, som Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget havde givet udtryk for i betænkningen til den vedtagne lovændring, hvor man ikke anså generelle administrationsgebyrer for omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 3.

Landsretten bemærkede endvidere, at opkrævningen i hvert fald uden samtidig opkrævning af gebyr for en eller flere af de affaldsordninger, der er nævnt i miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 2, eller anden lovgivning var uhjemlet. Landsretten tog herefter appellantens påstand til følge og dømte indstævnte til at tilbagebetale gebyret på 937,50 kr.

oestre landsret_bech-bruun

Bech-Bruuns kommentar til dommen
Dommen er bemærkelsesværdig, da Østre Landsret ved dommen tilsidesætter grundlaget for de generelle administrationsgebyrer, der er opkrævet hos virksomheder, der ikke i opkrævningsåret deltog i en kommunal affaldsordning. Da den hidtil gældende retsopfattelse, som i adskillige omgange var godkendt hos såvel de kommunale tilsynsmyndigheder som byretterne, herved er underkendt, bør hver enkelt kommune som udgangspunkt overveje, om der er opkrævet ulovlige gebyrer, og om der er pligt til tilbagebetaling. 

Hertil kommer, at kommunerne fremadrettet skal være opmærksomme på, at de affaldsgebyrer, de indkræver, vedrører affaldsordninger, der er fastsat med hjemmel i Miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 2, eller anden lovgivning. Bemyndigelsesbestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4, er ifølge landsretten begrænset til ordninger, og det er i lyset af det skærpede hjemmelskrav, der gælder inden for forvaltningsretten ved opkrævning af gebyrer, ikke et helt urimeligt synspunkt.

På den anden side forekommer landsrettens udlægning at være en indskrænkende fortolkning af miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4, som i den strengeste forståelse fjerner grundlaget for et generelt gebyr. Denne forståelse må dog nok afvises, når landsretten selv åbner en dør for opkrævning af et generelt administrationsgebyr, hvis en affaldsproducent blot deltager i en enkelt ordning, og forarbejderne til miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4, trods alt fastslår, at administrationsgebyrer skal dække ”planlægning og information, herunder regulativudarbejdelse”. Samme sted fremgår, at administration mv. af den enkelte ordning forventes dækket af den pågældende ordnings specifikke gebyr. Dermed synes landsrettens ræsonnement – lidt i strid med lovens forarbejder – at være, at den generelle affaldsplanlægning, regulativudarbejdelse mv. skal dækkes af dem, som deltager i ordninger, selvom dette arbejde tager afsæt i samtlige kommunens virksomheder og husholdninger. I realiteten er dommen også udtryk for en underkendelse af de fritagelsesbestemmelser, der indtil årsskiftet havde til formål at undtage affaldsproducenter fra gebyr, når deres affaldsproduktion var ikke-eksisterende eller ubetydelig. 

Det må forventes, at kommunen – med støtte fra Energistyrelsen og evt. KL – vil søge at få Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.