Bech-Bruun samarbejde
Photo of Johannes Grove Nielsen Johannes Grove Nielsen Partner 72273377

Et forsikringsselskab havde under en byretssag anmodet skadelidte om at opgøre sit tab efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelser. Skadelidte efterkom opfordringen, og herefter frafaldt forsikringsselskabet – under hovedforhandlingen – sin indsigelse. Under ankesagen afviste forsikringsselskabet imidlertid at være bundet af denne proceserklæring. Spørgsmålet kom for Højesteret, der fastslog, at den bindende proceserklæring afgivet under byretssagen også var bindende for ankesagen.

I sagen var skadelidte blevet påkørt af skadevolder, der havde tegnet en ansvarsforsikring hos et forsikringsselskab (sagsøger). To dage senere var skadelidte på ny involveret i en soloulykke. Det blev efterfølgende konstateret, at skadelidte havde pådraget sig skader på nakken med et varigt mén og et erhvervsevnetab til følge. Skadelidte rejste med henvisning til disse gener og mén et krav om udbetaling under skadevolders forsikring. 

Forsikringsselskabet afviste dækning med henvisning til, at det ikke var godtgjort, at generne var en konsekvens af den første ulykke. Herefter anlagde skadelidte sag mod forsikringsselskabet. Retten skulle i sagen tage stilling til, om skaderne på nakken kunne henføres til skadevolders påkørsel eller ej med forsikringsdækning til følge. 

Under forberedelsen af byretssagen bestred forsikringsselskabet skadelidtes tabsopgørelse og opfordrede skadelidte til at opgøre sit tab i overensstemmelse med udtalelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Skadelidte efterkom opfordringen, og forsikringsselskabet frafaldt efterfølgende sine indsigelser under hovedforhandlingen mod skadelidtes opgørelse.  

Byretten frifandt imidlertid forsikringsselskabet, da retten ikke fandt det bevist, at der var årsagssammenhæng mellem skadevolders påkørsel og de skader, som skadelidte havde pådraget sig i nakken. Det fremgik af dommens præmisser, at forsikringsselskabet ikke bestred tabsopgørelsen.  

Sagen for landsretten
Skadelidte ankede byrettens afgørelse til landsretten. For landsretten påstod forsikringsselskabet stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. 

Under ankesagen bestred forsikringsselskabet nu på ny tabsopgørelsen, og landsretten skulle herefter – i første omgang – tage stilling til, om protesten var i strid med den proceserklæring, der var blevet afgivet for byretten. 

Landsretten fandt, at proceserklæringen ikke kunne strække sig videre end hovedforhandlingen for byretten og lagde blandt andet vægt på, at erklæringen var afgivet under hovedforhandlingen. Derudover fandt landsretten, at skadelidte under ankesagen havde mulighed for at varetage sine interesser, herunder også for så vidt angik opgørelsen af kravet, og anbringendet blev således tilladt fremsat. Skadelidte kærede landsrettens afgørelse til Højesteret. 

Højesterets afgørelse
Højesteret bemærkede, at erklæringens ordlyd, formål og forudsætninger samt sagens omstændigheder i øvrigt er afgørende for en vurdering af en proceserklærings rækkevidde. 

Højesteret fandt, at proceserklæringen konkret ikke var begrænset til alene at angå byretssagen. I sin vurdering tillagde Højesteret det betydning, at forsikringsselskabet selv havde opfordret skadelidte til at opgøre sit krav i overensstemmelse med udtalelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring, som forsikringsselskabet selv fandt retvisende for opgørelsen af tabet. 

Da der i øvrigt heller ikke var forhold, der talte for, at proceserklæringen skulle være afgivet på baggrund af urigtige oplysninger, eller at forudsætningerne herfor var bristede, var proceserklæringen også bindende under ankesagen. 

Bech-Bruuns kommentarer
I kendelsen anvender Højesteret helt almindelige aftaleretlige begreber til at vurdere omfanget og rækkevidden af (proces)erklæringer. Højesterets afgørelse forekommer også korrekt henset til, at en bindende proceserklæring – uagtet om den er afgivet under sagens forberedelse eller under hovedforhandlingen – som det klare udgangspunkt er bindende for sagens øvrige behandling, herunder også i tilfælde af anke. Imidlertid identificerer Højesterets afgørelse nogle konkrete parametre, der må forventes at indgå i den fremtidige bedømmelse af proceserklæringer og sådannes rækkevidde.