Voldgiftsretten for Byggeri og Anlæg har i en ny kendelse (TBB 2019.179) optrukket en markant linje for, hvornår der kan støttes ret på en parts skriftlige tilkendegivelser i forbindelse med kontraktindgåelse. I sagen fik en underentreprenør ikke medhold i et krav om betaling for forskudt produktionstid på trods af, at underentreprenøren inden underskrivelse af kontrakten havde understreget, at prisen altovervejende var baseret på vinterproduktion.

Entreprisen vedrørte udbygningen af et sygehus. 

I foråret 2013 afgav en underentreprenør tilbud på stål- og betonelemententreprisen til hovedentreprenøren. 

Den 3. juli 2013 sendte hovedentreprenøren en betinget entreprisekontrakt til underentreprenøren. Den samlede entreprisesum var ca. 40 mio. kr. 

Samme dag kommenterede underentreprenøren på den fremsendte kontrakt i en mail til hovedentreprenøren. Underentreprenøren pointerede blandt andet følgende: 

  • Det var nødvendigt for underentreprenøren at opnå løbende betaling for indkøb og produktion i henhold til en rateplan mod fuldgod forudbetalingsgaranti fra deres side (mailen var vedlagt underentreprenørens oplæg til en rateplan).
  • Der manglede terminer for, hvornår projektet var låst fast, hvornår der kunne produceres, og hvornår der skulle leveres, og underentreprenøren understregede, at prisen var baseret på vinterproduktion for den altovervejende del af leverancen.

Parterne underskrev entreprisekontrakten på et møde dagen efter, den 4. juli 2013. 

Det fremgik af underentreprisekontrakten, at aftalegrundlaget bestod af selve kontrakten, rettelsesblade, bygherrens udbudsmateriale og underentreprenørens tilbud med tillæg og med dokumenterne rangordnet i den nævnte rækkefølge. Underentreprenørens mail af 3. juli 2013 fremgik ikke af det oplistede kontraktgrundlag.

Forsinkelse af entreprisen
Allerede fra entreprisens start blev råhusentreprisen forsinket. Forsinkelsen betød blandt andet, at underentreprenøren ikke kunne komme i gang med at producere stål til det forudsatte tidspunkt (vinteren 2013/14). 

Der var som følge af forsinkelsen en del mailkorrespondance mellem parterne. Underentreprenøren gjorde i den forbindelse opmærksom på, at underentreprenørens tilbud var baseret på, at stålet kunne produceres hen over vinteren, og at det var tvingende nødvendigt for underentreprenøren at få en tidsplan for hele byggeriet, så de hurtigst muligt kunne komme i gang med deres projektering og planlægning.

Underentreprenøren rykkede flere gange for en afklaring af betalingsplan og detaljeret tidsplan og varslede krav om dækning for udgifter, hvis stålet ikke kunne fremstilles i vintermånederne som forudsat.

Efter afleveringen af entreprisen opgjorde parterne en række krav mod hinanden, og underentreprenøren opgjorde blandt andet et krav på betaling for forskudt produktionstid på 3,5 mio. kr.

Krav på betaling for forskudt produktionstid 
Kravet på betaling for forskudt produktionstid vedrørte underentreprenørens meromkostninger i forbindelse med stålproduktionen hos ekstern leverandør i Polen. Meromkostningerne skyldtes blandt andet, at der manglede kapacitet hos underentreprenøren i den nye produktionsperiode, overtids- og tillægsbetaling til underentreprenørens ansatte og mistet dækningsbidrag som følge af manglende udnyttelse af produktionsapparatet i vinteren 2013/14.

Hovedentreprenøren anerkendte ikke underentreprenørens krav på betaling for udskudt produktionstid, og hovedentreprenøren afviste, at forudsætningen om vinterproduktionen var en del af parternes aftalegrundlag. 

lifte_bechbruun

Voldgiftsrettens resultat
Voldgiftsretten lagde til grund: 

  • at underentreprenørens pris altovervejende var baseret på vinterproduktion, 
  • at hovedentreprenøren var gjort opmærksom på dette, og 
  • at forudsætningen om vinterproduktion blev drøftet på mødet den 4. juli 2013, hvor underentrepriseaftalen blev underskrevet. 

Underentreprenøren havde imidlertid ikke bevist, at forudsætningen om vinterproduktion blev en del af parternes aftale i forbindelse med underskrift af kontrakten. 

Underentreprenøren havde subsidiært gjort gældende, at vinterproduktion var aftalt ud fra et forud-sætningssynspunkt eller princippet i aftalelovens § 6, stk. 2, baseret på den efterfølgende e-mailkorrespondance.

Voldgiftsretten slog imidlertid også fast, at hovedentreprenørens manglende reaktion på de gentagne omtaler i mailkorrespondancen hverken ud fra et forudsætningssynspunkt eller princippet i aftalelovens § 6, stk. 2 kunne føre til, at hovedentreprenøren blev forpligtet af underentreprenørens tilkendegivelser. 

Voldgiftsretten frifandt herefter hovedentreprenøren for kravet om betaling for forskudt produktions-tid. 

Bech-Bruuns kommentarer
Det er ikke usædvanligt, at kontraktforhandlinger trækker ud, og at parterne i sidste øjeblik har ønsker om præciseringer og ændringer til kontraktudkastene, og det er lige så almindeligt, at disse ”sidste øjebliksrettelser” sendes pr. mail eller oplyses over telefonen.

Kendelsen understreger vigtigheden af et klart defineret aftalegrundlag. Kendelsen er udtryk for en noget højere grad af formalisme, end hvad der sædvanligvis ses i voldgiftssager.

Man kan derfor ikke altid forlade sig på en stiltiende accept eller forudsætningssynspunkter.

Den skudsikre tilgang vil være, at sådanne præciseringer af kontraktvilkår i form af mailkorrespondance eller andre tilkendegivelser og resultater af forhandlinger, der har til hensigt at skabe rettigheder og forpligtelser for parterne, fremgår eksplicit af aftalegrundlaget. På samme måde bør ændringer efter kontraktunderskrivelsen altid håndteres i et tillæg til kontrakten.
 
Alle parter i entreprisesager skal derfor være yderst opmærksomme på, om kontrakten indeholder de vilkår, som den skal. 

Særligt i de ikke sjældne forekomne situationer, hvor der indtil kort før kontraktens underskrift forhandles om de sidste vilkår, er det væsentligt, at disse ”sidste øjebliksrettelser” bliver en del af aftalegrundlaget.