Nyhedsbrev

Ny dom fra EU-Domstolen om registrering af arbejdstid

Arbejds- og ansættelsesret 4. juni 2019

I en ny dom fra EU-Domstolen fra 14. maj 2019 nåede EU-Domstolen frem til, at medlemsstaterne er forpligtede til at indføre et system til måling af hver enkelt medarbejders arbejdstid.

Sagens baggrund
Dommen fra EU-Domstolen udsprang af en sag mellem Deutsche Bank i Spanien og en spansk fagforening (CCOO).

Omdrejningspunktet for sagen var reglerne i arbejdstidsdirektivet (direktiv 2003/88/EF), hvoraf det blandt andet fremgår, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger i forhold til at sikre at:

alle medarbejdere får en minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer inden for hver 24-timersperiode (artikel 3), og
at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en 7-dagesperiode ikke overstiger 48 timer, inklusive overarbejde (artikel 6).

Den spanske fagforening gjorde under sagen gældende, at Deutsche Bank i henhold til spansk ret var forpligtet til at etablere et system til registrering af medarbejdernes effektive daglige arbejdstid med det formål at gøre det muligt at kontrollere, i hvilket omfang blandt andet reglerne om arbejdstid bliver overholdt.

Deutsche Bank gjorde omvendt gældende, at en sådan forpligtelse ikke fulgte af spansk ret, og at banken derfor ikke havde været forpligtet til at etablere et sådant system. Der var blandt parterne enighed om, at Deutsche Bank brugte et computerprogram, der gjorde det muligt for medarbejderne at registrere fravær af en hel dags varighed.

Computerprogrammet kunne dog ikke bruges til at registrere den enkelte medarbejders arbejdstid, ligesom det ikke var muligt at notere overarbejdstimer i computerprogrammet.

Det fremgik af sagen, at den øverste spanske domstol (Tribunal Supremo) fortolkede de nationale spanske arbejdstidsregler således, at de alene indeholdt en forpligtelse for selskaberne til at føre et register i forhold til overarbejdstimer.

På den baggrund var den spanske domstol, som havde til opgave at afgøre den konkrete sag, i tvivl om, hvorvidt Tribunal Supremos fortolkning af de spanske arbejdstidsregler var i overensstemmelse med EU-retten. I den forbindelse henviste den spanske domstol til, at ovennævnte retspraksis fra Tribunal Supremo efter deres opfattelse har følgende konsekvenser:

(i) at medarbejderne – i fraværet af et tidsregistreringssystem - ikke er i stand til at dokumentere overtrædelse af arbejdstidsreglerne; og
(ii) at medarbejderrepræsentanterne heller ikke har mulighed for at kontrollere overholdelse af arbejdstidsreglerne

hvilket efter den forelæggende rets opfattelse samlet set fører til, at spansk ret ikke lever op til reglerne i arbejdstidsdirektivet, idet den nationale spanske lovgivning ikke kan sikre den effektive opfyldelse af arbejdstidsdirektivet.

EU-Domstolens afgørelse
EU-Domstolen henviste i sin dom indledningsvis til, at reglerne i arbejdstidsdirektivet skal fortolkes

”…under hensyntagen til betydningen af den grundlæggende ret for enhver arbejdstager til en begrænsning af den maksimale arbejdstid og til daglige og ugentlige hvileperioder.”

I den forbindelse fastslog EU-Domstolen, at de relevante regler i arbejdstidsdirektivet ikke fastsætter konkrete bestemmelser for, hvordan medlemsstaterne rent faktisk skal sikre implementeringen af direktivets fastsatte rettigheder.

EU-Domstolen indtog dog alligevel den holdning, at nationale retsregler, der ikke forpligter arbejdsgiverne til at etablere et system (der gør det muligt på en objektiv og pålidelig måde at fastlægge antallet af daglige og ugentlige arbejdstimer) fratager parterne i et ansættelsesforhold muligheden for at kontrollere overholdelse af arbejdstidsreglerne.

Under hensyntagen hertil og en række andre forhold nåede EU-Domstolen frem til, at medlemsstaterne er forpligtede til at pålægge arbejdsgiverne en forpligtelse til at indføre et ”objektivt, pålideligt og tilgængeligt system, der gør det muligt at måle længden af hver enkelt arbejdstagers daglige arbejdstid.”

Det kunne efter EU-Domstolens opfattelse ikke føre til et andet resultat, at de spanske procesregler gjorde det muligt for medarbejderne i forbindelse med sager vedrørende overtrædelse af arbejdstidsregler at gøre brug af andre bevismidler (fx fremlæggelse af mails og brugen af mobiltelefoner), hvis medarbejderens arbejdstid ikke kunne dokumenteres ved brug af et tidsregistreringssystem.

Bech-Bruuns kommentarer
EU-Domstolens afgørelse forekommer vidtrækkende. Størstedelen af danske arbejdsgivere vil sandsynligvis ikke have udfordringer med at implementere et tidsregistreringssystem. I lyset af, at danske lønmodtagere oplever en stor grad af fleksibilitet og skiftende arbejdssteder, vil det formentlig i mange tilfælde være vanskeligt at opgøre det reelle antal erlagte arbejdstimer. Dette gælder særligt i forhold til medarbejdere, som selv planlægger deres arbejdstid.

Et praktisk spørgsmål, der i den forbindelse melder sig, er for eksempel, hvorvidt det at besvare et kort telefonopkald eller læse enkelte mails udenfor den almindelige arbejdstid, vil kunne medregnes i opgørelsen af arbejdstiden og i så fald, hvordan det vil blive dokumenteret i det påkrævede system.

Det forventes, at den kommende regering vil overveje, om dommen medfører en pligt for Danmark til at indføre regler om pligtmæssig tidsregistrering.