Bech-Bruun samarbejde

Højesteret har for nyligt taget stilling til anvendelsesområdet for forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, i en sag om erstatning og godtgørelse for senfølger af en ulykke. Afgørende for Højesterets bedømmelse var, om der var sket en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen, og om der efter forsikringsaftaleloven løb en ét-årig tillægsfrist fra tidspunktet, hvor forsikringsselskabet endeligt havde afvist dækning af kravet.

I sagen (BS-12529/2018-HJR) skulle Højesteret tage stilling til, om (1) der var sket en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen for skadelidtes krav i medfør af forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, (2) om forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, i så fald fandt anvendelse på senfølger af en skade, og (3) fra hvornår den ét-årige tillægsfrist i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, i øvrigt skulle regnes fra. 

Sagen havde forinden Højesteret været prøvet i byretten og landsretten. 

Forsikringsaftalelovens tillægsfrist
I medfør af forsikringsaftaleloven er det klare udgangspunkt, at krav på forsikringsdækning forældes efter bestemmelserne i forældelsesloven. Der gælder således en tre-årig forældelsesfrist i medfør af forældelsesloven § 3, stk. 1, der regnes fra det tidspunkt, hvor sagsøger blev bekendt med det/de forhold, der begrundede sagsanlægget. Efter forsikringsaftaleloven suspenderes forældelsen imidlertid i de tilfælde, hvor skaden – inden udløb af den tre-årige forældelsesfrist – er anmeldt over for forsikringsselskabet. Herefter løber der en ét-årig tillægsfrist fra det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet har meddelt hel eller delvis afvisning af dækning. 

Suspension af forældelsen i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, skal sikre, at krav ikke forældes, mens sagen behandles af forsikringsselskabet, ligesom tillægsfristen skal give skadelidte mulighed for at indtale kravet ved domstolene.  

Anvendelsesområdet for § 29, stk. 5 er ifølge sin ordlyd ganske klart. Derimod er det knapt så klart, i hvilket omfang bestemmelsen finder anvendelse på senfølger, dvs. følger af en skade, der først efter den oprindelige skadesags afslutning, kan konstateres. Efter erstatningsansvarslovens § 11, kan en afsluttet skadesag om godtgørelse eller erstatning nemlig fordres genoptaget på skadelidtes initiativ, hvis de faktiske omstændigheder ved den oprindelige skadesag væsentlig er forværret.

 

Højesterets afgørelse
Skadelidte var i 1996 involveret i en færdselsulykke. Skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse var i forlængelse heraf blevet anmeldt til skadevolders forsikringsselskab, Tryg. Tryg udbetalte erstatning og godtgørelse til skadelidte i 1997, hvorefter skadesagen blev afsluttet.

I juni 2011 rejste skadelidte yderligere krav på erstatning og godtgørelse over for Tryg og anmodede samtidig om skadesagens genoptagelse. Tryg afviste kravet. Skadelidte fremsendte herefter i henholdsvis februar 2012 og oktober 2013 yderligere oplysninger til understøttelse af sit krav. Begge gange udbad Tryg sig supplerende oplysninger fra skadelidte, ligesom skadelidte blev oplyst, at sagen ville blive lagt frem for Trygs lægekonsulent. 

Kravet blev imidlertid endnu en gang afvist, senest i december 2013, med henvisning til manglende årsagssammenhæng mellem den oprindelige skade og senfølgerne.  

Skadelidte lagde som konsekvens heraf i april 2014 sag an mod forsikringsselskabet og gjorde gældende, at kravet ikke var forældet, da der ved anmodning om skadesagens genoptagelse, senest i oktober 2013, var sket foreløbig afbrydelse i medfør af forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, ligesom sagen var anlagt inden ét år efter Trygs endelige afgørelse i december 2013. I tillæg hertil gjorde skadelidte gældende, at § 29, stk. 5, også fandt anvendelse i tilfælde af genoptagelse af skadesager efter erstatningsansvarslovens § 11. 

Heroverfor var det Trygs opfattelse, at kravet var forældet senest i marts 2014 i medfør af den tre-årige forældelsesfrist, idet skadelidte under sagen havde oplyst at være bekendt med de faktiske omstændigheder, der lå til grund for kravet siden marts 2011. Forsikringsselskabet afviste, at forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, fandt anvendelse på forholdet, og at forældelsen dermed var foreløbigt afbrudt, ligesom den ét-årige tillægsfrist heller ikke fandt anvendelse. Tryg bestred i øvrigt, at bestemmelsen i § 29, stk. 5, overhovedet kunne genoplives i tilfælde af konstaterede senfølger af en allerede afsluttet skadesag.  

Højesteret fandt med henvisning til bestemmelsens ordlyd og forarbejderne til samme, at forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, fandt anvendelse ved skadelidtes anmodning om skadesagens genoptagelse over for forsikringsselskabet. Det fremgik blandt andet af forarbejderne, at ”[D]et i praksis er antaget, at § 29 ikke er til hinder for, at der f.eks. rejses krav om erstatning for senfølger efter personskader…”. 

Derudover fandt Højesteret, at tillægsfristen i § 29, stk. 5, tillige fandt anvendelse i det tilfælde, hvor forsikringsselskabet har ”… påtaget sig at foretage en fornyet vurdering af beretti-gelsen af et rejst krav.”. 

Det var således Højesterets opfattelse, at der med skadelidtes anmodning om genoptagelse i juni 2011 var sket foreløbig afbrydelse af den forældelse, der løb fra marts 2011, og derfor var kravet ikke forældet i marts 2014. Tillægsfristen på ét år var desuden først begyndt at løbe i december 2013, da Tryg senest havde afvist dækning under skadevolders forsikring henset til, at Tryg havde påtaget sig at vurdere skadelidte krav på betaling.  

Kravet var således ikke forældet ved sagsanlægget i april 2014, og skadelidte havde dermed krav på betaling af erstatning og godtgørelse svarende til senfølgerne af ulykken. 

Bech-Bruuns kommentar
Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, tager som udgangspunkt sigte på at forhindre, at et krav på erstatning og godtgørelse forældes, mens sagen afventer forsikringsselskabets endelige stillingtagen til dækningsspørgsmålet. Som dommen imidlertid illustrerer, har rækkevidden af bestemmelsen hidtil været uklar. Det må i lyset af Højesterets afgørelse nu ligge fast, at også krav som konsekvens af senfølger efter erstatningsansvarsloven § 11 omfattes af reglen i § 29, stk. 5, og at forældelsesfristen i disse tilfælde også foreløbigt afbrydes ved et forsikringsselskabs vurdering af skadesagens genoptagelse. 

Bestemmelsen i forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, har de seneste år givet anledning til en række principielle spørgsmål, der har været forelagt Højesteret, og afgørelsen refereret ovenfor er ingen undtagelse. Du kan læse mere om den øvrige retspraksis på området i Bech-Bruuns bidrag til 1. udgaven af The Law Reviews ”The Insurance Disputes Law Review”, der kan findes her.

 

Flere arrangementer