Photo of Håkun Djurhuus Håkun Djurhuus Partner 72273344

Højesteret fastslår i dom af 10. april 2019, at Lemvig Varmeværk a.m.b.a var berettiget til at pålægge en række forbrugere at betale forrentning af gældsudligningsbidrag i en situation, hvor de pågældende havde valgt ikke at betale gældsudligningsbeløbet straks, men i stedet over en årrække.

I den konkrete sag, anlagt af en række forbrugere mod varmeværket, påstod forbrugerne, at betalingen af pristillæg skulle tilbagebetales, ligesom forbrugerne påstod, at det var uberettiget at kræve rente i den periode, hvor pristillægget (gældsudligningsbeløbet) blev opkrævet. Heroverfor påstod varmeværket stadfæstelse af Retten i Holstebro og Vestre Landsrets domme, hvor varmeværket var blevet frifundet for de nedlagte påstande. 

Sagen kort
Fjernvarmeværkerne, Lemvig Varmeværk a.m.b.a, Klinkby Kraftvarmeværk a.m.b.a. og Nr. Nissum Kraftvarmeværk fusionerede med virkning fra den 1. juli 2015 i henhold til fusionsaftale af 15. august 2014. Det fortsættende selskab skulle være Lemvig Varmeværk a.m.b.a, mens de to øvrige selskaber skulle opløses uden likvidation. Af fusionsaftalen fremgik det, at forbrugerne i Nr. Nissum Kraftvarmeværk skulle betale for den nødvendige investering i forbindelse med fusionen. Forbrugerne kunne imidlertid selv vælge, om dette skulle ske i kraft af et ekstraordinært løbende tillæg til den faste afgift, eller i form af et ekstraordinært tilslutningsbidrag (engangsbetaling). Beregningen af gældsudligningsbeløbet blev foretaget af varmeværkets revisor og afhang bl.a. af de enkelte forbrugeres BBR-areal. Det blev endvidere aftalt, at hvis forbrugerne valgte at betale beløbet som et tillæg til varmeprisen, skulle dette ske som en annuitet over maksimalt 10 år, ligesom renten blev fastsat til 7 % af den til enhver tid værende restgæld.

Forud for fusionen anmodede varmeværket endvidere Energitilsynet (nu Forsyningstilsynet) om en udtalelse om, hvorvidt de økonomiske vilkår for varmeværkernes forbrugere kunne anses for urimelige i medfør af varmeforsyningslovens § 21, stk. 4. Energitilsynet meddelte på denne baggrund, at det ikke kunne betragtes som urimeligt at opkræve ekstraordinært bidrag for forbrugere i områder med højere omkostningsniveau, med det formål at udligne forskellene i de fusionerede områder. Ydermere udtalte tilsynet, at det var i overensstemmelse med praksis, at forbrugerne fik mulighed for betale bidraget som et engangsbeløb eller betale dette som tillæg til den faste afgift over en længere periode. Tilsynet udtalte sig imidlertid ikke om spørgsmålet om forrentning.    
   
Højesterets dom 
For Højesteret var spørgsmålet herefter, om det var berettiget at varmeværket pålagde forbrugerne et gældsudligningsbeløb i forbindelse med fusionen, og i den forbindelse krævede forrentning med 7 % p.a. af den til enhver tid værende restgæld for dem, der i stedet for kontant betaling valgte afdragsvis ditto som tillæg til varmeafgiften. 

Højesteret fandt, at det følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 5, at kollektive varmeforsyningsanlæg kan fastsætte forskellige priser til enkelte forbrugere, når dette sker efter rimelige, omkostningsbestemte, objektive og ikke-diskriminerende økonomiske principper. 

Højesteret fandt endvidere, at beslutningen om at pålægge varmeforbrugeren at betale et gældsudligningsbeløb i anledning af de investeringer der var nødvendige for deres tilslutning, samt til udligning af forskelle i gæld m.m., var baseret på saglige, objektive, rimelig og ikke-diskriminerende grunde, da de oprindelige varmeforbrugere hos Lemvig Varmeværk derved ikke blev belastet af udgifter, der ikke vedrørte dem. 

Højesteret fandt på denne baggrund, at vilkårene for betalingen (renten) ligeledes var saglige, objektive og ikke-diskriminerende.Varmeværket fik ved indregningen af en rente på 7 % p.a. dækket omkostningen ved det likviditetsmæssige træk, som følge af at varmeværket ydede henstand med betalingen af de pågældende forbrugeres andel af den gennemførte nødvendige investering m.m. Højesteret bemærkede i denne sammenhæng, at der ikke var grundlag for at fastslå, at Lemvig Varmeværk fik betaling for den ydede henstand, som ikke var omkostningsbaseret og rimeligt. Rentefri kredit ville således have medført, at de øvrige varmeforbrugere – direkte eller indirekte – ville komme til at bære en del af omkostningen ved henstanden.

Bech-Bruuns kommentarer
Højesterets afgørelse – der stadfæster både Retten i Holstebro og Vestre Landsrets domme - illustrerer, på linje med hidtidig praksis, at der i tilfælde af fusion mellem varmeværker kan pålægges varmeforbrugere at betale gældsudligningsbeløb. Dette dog alene under forudsætning af, at betalingen sker efter rimelige, omkostningsbestemte, objektive og ikke-diskriminerende økonomiske principper. Hertil kommer imidlertid, at det nu tillige er fastslået, at i et tilfælde hvor et sådant gældsudligningsbeløb kan betales enten kontant som et engangsbeløb, eller som afdragsvis betaling til varmeafgiften, vil det være berettiget at opkræve rente hos de forbrugere, der vælger afdragsvis betaling. Rentefri kredit ville således medføre, at de øvrige varmeforbrugere ville komme til at bære en del af omkostningen ved henstand. Rentebetaling forudsætter dog på tilsvarende vis, at vilkårene for betalingen er saglige, objektive, omkostningsbaserede og rimelige. 

Lemvig Varmeværk a.m.b.a. var under sagen for Højesteret repræsenteret af Bech-Bruun ved partner og advokat (H), Håkun Djurhuus.

Læs dommen på Højesterets hjemmeside.