Den politiske kamp efter briternes Brexit spidser til i takt med, at Storbritannien nærmer sig den 29. marts 2019, hvor det forenede kongerige forlader EU-samarbejdet. Bekymringen både i og uden for Storbritannien er efterhånden til at tage at føle på, da tiden til at lande en aftale med EU er ved at rinde ud. Bech-Bruun stiller i lyset heraf skarpt på, hvad de forventede ændringer vil være inden for området for behandlingen af retssager, der involverer britiske parter og/eller interesser, hvis Brexit ender med et ’No deal’ (’Hard Brexit’).

Et hårdt Brexit (dvs. ingen aftale) vil indebære betydelige ændringer for Storbritannien. 

På det juridiske område er det især gensidigheden i EU-retten, der vil ophøre. Kommercielle interesser med briterne og i Storbritannien bør gås efter i sømmene for at sikre en opretholdelse af relationer på acceptable vilkår. Dette også selvom Storbritannien efter deres udtræden fortsat måtte have et ønske om at anvende den EU-retlige regulering på forhold, der involverer et eller flere af de øvrige medlems-lande. Med andre ord vil Storbritannien skulle betragtes og behandles som ethvert andet tredjeland uden for samarbejdet.   

Der kan allerede nu konstateres en række områder inden for behandlingen af retssager, hvor Brexit forventes at få betydning i større eller mindre omfang. Det gælder følgende, der vil blive gennemgået enkeltvis nedenfor:

  • Værneting,
  • Lovvalg,
  • Værnetingsaftaler,
  • Forkyndelse,
  • Bevisoptagelse,
  • Sikkerhedsstillelse og
  • Anerkendelse og fuldbyrdelse af domme. 

Vores konklusioner er også opsummeret i skemaet her.

Artiklen vil ikke berøre området for voldgift, da reglerne om voldgiftssagers behandling er vedtaget ved den internationale New York-konvention, der er sket på mellemstatsligt niveau, og dermed er uafhængig at EU-medlemskabet.

Værneting – hvor skal sagen anlægges?
I kraft af Storbritanniens EU-medlemskab finder Bruxelles I-forordningen – også bedre kendt som Domsforordningen – anvendelse ved domstolsbehandling af tvister, der involverer et grænseoverskridende element. Efter den 29. marts 2019 må det forventes, at forordningen ophører, og at Storbritannien er hensat til at anvende historiske regler på området, der går forud for deres medlemskab i 1973. 

Forud for Domsforordningen fandt Bruxelles-konventionen anvendelse i Storbritannien. Ordlyden af konventionen må i dag antages at være forældet på en række områder, som fx det arbejdsretlige- og forbrugerretlige område. 

Derudover er det i det hele taget usikkert, om Storbritannien kan anvende konventionen, eller om også den forudsætter medlemskab af EU. Flere teoretikere mener ikke, at det er muligt at gå tilbage til konventionen, da den forudsætter EU-medlemskab, og at konventionen blev uvirksom ved indførelsen af Domsforordningen.

Hvis Bruxelles-konventionen finder anvendelse, må ordlyden af konventionen som før nævnt i vidt omfang antages at være forældet. For eksempel sikrer Domsforordningen modsat Bruxelles-konventionen, at søgsmål anlagt i én stat, der alene har til formål at forhindre behandlingen af samme sag i en anden jurisdiktion, som fx en værnetingsklausul peger på (de såkaldte ”torpedosøgsmål”), ikke er mulige. Udtrykket ”torpedo” fik sin eksistensberettigelse efter Gasser-sagen, hvor EU-domstolen fandt, at en østrigsk domstol – trods en værnetingsklausul, der pegede på Østrig – måtte afvente behandlingen et søgsmål, fordi den ene af parterne havde ’parkeret’ sagen ved en italiensk domstol. Dermed opnåede den ene part søgsmålsimmunitet, indtil den italienske domstol havde taget stilling til, om den havde kompetence til at dømme i sagen. 

Hvis Bruxelles-konventionen derimod ikke finder anvendelse, er det i stedet for nødvendigt at bedømme spørgsmålet om værneting – dvs. hvor en sag rettelig skal anlægges – efter engelsk eller dansk national ret. Dette kan give anledning til problemer, da nationale regelsæt modsat EU-harmoniseringen på området ikke medfører samme forudberegnelighed og effektivitet. Det kan derfor ikke udelukkes, at både en dansk og engelsk domstol vil finde at have stedlig kompetence eller omvendt, at ingen af dem har. Dette kan forsøges undgået ved allerede på tidspunktet for kontraktens indgåelse af lægge sig fast på værnetinget i tilfælde af en tvist. Spørgsmålet om værnetingsaftaler er behandlet nærmere nedenfor.  

Lovvalg – engelsk eller dansk ret?
Spørgsmålet om, hvilket lands lov der finder anvendelse på konkrete tvister, der udspringer af kontraktforhold, bestemmes både i Danmark og Storbritannien efter reglerne i Rom-konventionen.  Konventionen er tiltrådt af begge lande og er i dag implementeret i national ret. 

For så vidt angår tvister udenfor kontrakt, fx personskadeerstatningssager, følger Danmark som udgangspunkt retsprincippet om skadestedets lands lov. I Storbritannien gælder i dag reglerne i Rom II-forordningen, men i relation til Danmark – på grund af det danske retsforbehold – anvender Storbritannien national ret, der også tilslutter sig synspunktet om skadestedets lands lov. Et ophør af Rom II-forordningen vil derfor ikke have indflydelse på lovvalget i tvister mellem danske og britiske parter. 

Værnetingsaftaler
Gennem EU-medlemskabet har Storbritannien tiltrådt Haagerværnetingsaftalekonventionen af 30. juni 2005. Danmark ratificerede først konventionen i 2017 som konsekvens af det danske retsforbehold, og konventionen trådte derefter i kraft i Danmark den 1. september 2018. Konventionen finder anvendelse på retsforhold underlagt en værnetingsaftale.

Da Storbritannien har tiltrådt Haagerværnetingsaftalekonventionen gennem sit EU-medlemskab, indebærer et ’Hard Brexit’ et behov for en selvstændig ratificering.

Storbritannien udstedte den 13. september 2018 et Statutory Instrument, hvori briterne tilkendegav at ville ratificere konventionen, uanset udfaldet af Brexit-forhandlingerne. Under den forudsætning forventes der derfor ikke ved et ’Hard Brexit’ at forekomme ændringer på området for værnetingsaftaler. 

Dog dækker konventionen kun en delmængde af Domsforordningens anvendelsesområde, og fx vil sager, der vedrører forsikring, insolvens, arbejdsaftaler og forbrugere, ikke være omfattet af konventionens anvendelsesområde modsat forordningen. En anden vigtig undtagelse er erstatningssager udenfor kontrakt, da disse i sagens natur ikke er omfattet af en forudgående værnetingsaftale. 

’Please mind the gap’
I tillæg til ovenstående er det vigtigt at være opmærksom på, at der i tilfælde af et ’Hard Brexit’ vil være et ’gap’ på et par dage eller længere, hvor Haagerværnetingsaftalekonventionen ikke finder anvendelse i Storbritannien. Det skyldes, at Brexit effektueres ved udgangen af fredag den 29. marts 2019, og ifølge konventionens bestemmelser kan den tidligst træde i kraft tre måneder efter en tiltrædelse. Storbritannien har så vidt vides endnu ikke igangsat en tiltrædelsesprocedure. 

Foruden spørgsmålet om, hvornår konventionen kan træde i kraft i Storbritannien, melder der sig yderligere et spørgsmål om, hvorvidt konventionens eventuelle ophævelse i Storbritannien også kan få betydning for værnetingsaftaler indgået forud for den 29. marts 2019. Storbritannien har foreløbigt tilkendegivet at ville se bort fra disse lovgivningsmæssige teknikaliteter, men det kan ikke udelukkes, at andre lande, der også har ratificeret konventionen, vil se anderledes herpå.    

Forkyndelse
Efter de nuværende regler sker forkyndelse af stævninger mv. i sager med et grænseoverskridende element efter de EU-retlige regler i Forkyndelsesforordningen (forordning 1393/2007). Forordningen finder i dag anvendelse både i Storbritannien og Danmark. Imidlertid har Storbritannien allerede nu tilkendegivet, at forordningen ikke forventes videreført efter deres udtræden af EU, aftale eller ej. 

I stedet for vil Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter på det civil- og handelsretlige område (Forkyndelseskonventionen) finde anvendelse.

Forkyndelseskonventionen finder også anvendelse i Danmark. 

Indholdet i Forkyndelseskonventionen er ikke lige så omfattende som Forkyndelsesforordningen, og for Danmarks vedkommende vil forkyndelse ske, som var der tale om et tredjeland, der havde tiltrådt Forkyndelseskonventionen. Eksempelvis vil de ensartede regler for oversættelse af dokumenter og anvendelsen af moderne kommunikationsmidler ikke være en del af konventionen, hvilket derfor for-venteligt vil komplicere processen i forbindelse med forkyndelse. 

Bevisoptagelse
Storbritannien har tiltrådt EU-Rådets forordning 1206/2001 af 28. maj 2001 om bevisoptagelse i retssager, hvor der indgår et grænseoverskridende element. Forordningen finder i medfør af det danske retsforbehold ikke anvendelse i Danmark. Derimod finder Haagerkonventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål anvendelse. 

Storbritannien har tilkendegivet, at de ligesom Forkyndelsesforordningen, ikke agter at videreføre den EU-retlige regulering for bevisoptagelse i retssager, men derimod vil følge Haagerkonventionen ligesom Danmark. Der vil derfor ikke på dette område forekomme nogle nævneværdige ændringer af betydning for henholdsvis danske og britiske interessenter. 

Sikkerhedsstillelse for sagsomkostningerI Danmark vil en sagsøger, der ikke er medlem af EØS-samarbejdet, kunne blive afkrævet at stille sikkerhed for sagsomkostninger, som sagsøgte kan blive tilkendt af retten.

Da Storbritannien som konsekvens af deres udtræden af EU uden en aftale ikke er en del af EØS, vil en britisk sagsøger ikke kunne nyde den beskyttelse, som samarbejdet giver på dette område, men derimod som sagsøger fra et tredjeland risikere at skulle stille sikkerhed ved sagsanlæg i Danmark. 

Som en undtagelse til hovedreglen, kan en (britisk) sagsøger undlade at stille sikkerhed, hvis sagsø-ger kan bevise, at en sagsøger med bopæl i Danmark, i tilfælde af et sagsanlæg i Storbritannien, heller ikke ville skulle stille sikkerhed i Storbritannien. Højesteret har ved dom af 17. september 2013 (optrykt i UfR 2013.3358 H) fastslået, at der skal være tale om en fritagelse på traktatretligt grundlag. 

Det relevante traktatretlige grundlag for en britisk sagsøger skulle i så fald være Haagerkonventionen fra 1954 om civilproces. Imidlertid har Storbritannien hverken tiltrådt eller ratificeret denne konvention, der derfor ikke finder anvendelse, og dermed ikke vil kunne påberåbes af en britisk sagsøger i Danmark som værn mod at stille sikkerhed for sagsomkostningerne. 

Anerkendelse og fuldbyrdelse af domme
Reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser afsagt i andre EU-medlemslande er reguleret i Domsforordningen. Synspunkterne er derfor lig de, der følger ovenfor for værneting, herunder også for så vidt angår den mulige anvendelse af Bruxelles-konventionen fra 1968. 

Uden for EU-samarbejdet er muligheden for anerkendelse og fuldbyrdelse i Danmark af domme afsagt i tredjelande meget snæver, hvis overhovedet eksisterende. Foreløbigt findes der, så vidt vides, kun ét eksempel på, at en argentinsk afgørelse (optrykt i UfR 2001.1949 Ø) – formentlig – blev anerkendt af de danske domstole. Det kan heller ikke udelukkes, at Storbritanniens fremtidige anerkendelse og fuldbyrdelse af bl.a. danske retsafgørelser vil være tilsvarende snæver. 

Se vores konklusioner opsummeret i skemaet her.