Johannes Grove Nielsen Partner +45 72273377

Højesteret har afvist en sag mellem Patientdataforeningen og Region Syddanmark, der vedrørte sletning af ulovligt indsamlede lægejournaler. Patientforeningen var nemlig ikke selv individuelt og/eller konkret berørt af de spørgsmål, som ønskedes pådømt. Med andre ord havde foreningen ikke den fornødne retlige interesse.

Sagen udsprang af, at Dansk Almenmedicinsk Kvalitetsenhed (DAK-E) i 2014 uden tilladelse i loven havde indsamlet oplysninger om praktiserende lægers journaler til Dansk AlmenMedicinsk Database (DAMD). Denne dataindsamling var Region Syddanmark dataansvarlig for. I 2014 besluttede regionen at indskrænke indsamlingen af data som konsekvens af et påbud herom.

Til trods for regionens indskrænkning i dataindsamlingen fortsatte et it-program udviklet af DAK-E med automatisk at kopiere en række oplysninger fra lægernes journaler, herunder visse patientoplysninger. Dataen blev lagret på et datalager på lægernes computerserver. Et datalager som lægerne imidlertid ikke selv havde rådighed over, det havde alene DAK-E, der også kunne gendanne den del af databasen, der efter regionens indskrænkning blev opfattet som ulovlig. 

Patientdataforeningen blev stiftet med det formål at fremme fortrolighed mellem patienter og læger, ved at sikre at disse ulovligt indsamlede data blev slettet. Forud for sagens materielle prøvelse, skulle spørgsmålet om Patientforeningens søgsmålskompetence afgøres. Spørgsmålet nåede helt til Højesteret. 

Højesterets afgørelse
Spørgsmålet havde forud for Højesteret allerede været prøvet ved byretten og landsretten. Begge instanser nåede til det resultat, at Patientdataforeningen ikke havde søgsmålskompetence.

Højesteret fandt, at hvis en person ønsker at få prøvet, om den pågældendes helbredsoplysninger er gjort tilgængelige for uvedkommende, tilkommer denne søgsmålskompetence afledt af det mulige retsstridige forhold alene denne person. På samme måde kan også kun lægen få prøvet, om dennes journaler er gjort tilgængelig for tredjemand uden lægens mellemkomst. 

Sagen var imidlertid anlagt af Patientdataforeningen i eget navn. Højesteret bemærkede, at Patientdataforeningen ikke ved lov var tillagt nogen særlig klageret, partsstatus eller lignende, ligesom foreningen heller ikke havde til opgave at agere på sine medlemmers vegne i tvister, som angik medlemmernes egne forhold. Højesteret fandt således, at Patientdataforeningen ikke selv var hverken konkret og/eller individuelt berørt af forholdet om sletning af den lagrede data, og foreningen havde derfor ikke den fornødne retlige interesse i søgsmålet. Sagen blev herefter afvist.  
 

Bech-Bruuns kommentar
En grundlæggende betingelse for at kunne anlægge en sag ved domstolene eller voldgift er, at sagsøger/klager har en retlig interesse i sagens udfald. Begrebet ”retlig interesse” er imidlertid ikke defineret ved lov, og forståelsen, herunder rækkevidden, skal derfor søges i praksis.  

Finder retten, at sagsøger mangler den nødvendige retlige interesse, vil sagen som altovervejende hovedregel blive afvist. En sådan afvisningspåstand vil da også ofte (og i så fald skal) være gjort gældende af sagsøgte/indklagede allerede i sagens spæde start. 

Foruden ovenstående er det også interessant at bemærke, at Højesteret i afgørelsens præ-misser fremhæver, at Patientdataforeningen ” […] har bl.a. til formål at anlægge retssager ”. Det følger nemlig af praksis (U.2014.100V og U.2000.1575H), at foreninger – der udelukkende er stiftet med henblik på at føre en eller flere sager – kan betragtes som en omgåelse af retsplejelovens regler om sagsomkostninger. Dette forhold var imidlertid ikke en del af den konkrete sag.