Virtuelle valutaer, blockchain eller anden distributed ledger-teknologi (DLT) bliver lige nu implementeret på en række markeder og til mange formål. Teknologien er modnet, og der er ingen tvivl om, at virtuel valuta kan få stor betydning for de finansielle markeder og regulatoriske forhold. Særligt teknologiens grænseløse karakter er interessant. I en ny international publikation sætter eksperter fra i alt 30 lande fokus på den regulatoriske udvikling og de forventede tendenser indenfor virtuel valuta. Partner David Moalem og advokatfuldmægtig Kristoffer Probst Larsen bidrager med et perspektiv på det danske marked.

På trods af den store udbredelse findes der i øjeblikket ikke nogen almen gældende global standard for reguleringen af virtuel valuta. Virtuelle valutaer er i sig selv uden grænser: de findes på globale og sammenkoblede computersystemer og er generelt decentraliserede. Det betyder i forhold til reguleringen en række udfordringer, hvor der på mange områder ikke er plads til udelukkende at fokusere på egne regulerede markeder.

Netop teknologiens grænseløse karakter har været kerneinspirationen til den nye publikation fra The Law Reviews, The Virtual Currency Regulations Review, hvor eksperter fra i alt 30 lande redegør for de lokale regulatoriske forhold og udviklingen inden for virtuel valuta. Formålet med publikationen er at give en praktisk, forretningsorienteret analyse af den seneste lovgivning og regulatoriske udvikling på en række markeder samt forventede tendenser inden for virtuel valuta i de forskellige lande.

Partner, David Moalem og advokatfuldmægtig, Kristoffer Probst Larsen bidrager i publikationen med et perspektiv på den danske finansielle sektor og reguleringen af virtuel valuta.

Du kan her læse mere om publikationen, The Virtual Currency Regulations Review, som er redigeret og udgivet af Law Business Research Ltd.