Photo of Lotte Buch Holst Lotte Buch Holst HR-projektkonsulent 72273584

Har du en særlig interesse for IP-ret, life science, markedsføringsret og persondataret, eller har du mod på at prøve kræfter med disse specialer, så er stillingen som stud.jur. i vores afdeling for Intellectual Property, Life Science & Technology måske noget for dig.

Du får spændende og udfordrende opgaver
Som stud.jur. i IP & Technology får du en helt unik mulighed for at arbejde med de mange grene af immaterialretten.

IP & Technology rådgiver danske og internationale virksomheder og offentlige myndigheder inden for en bred vifte af fagområder, herunder patentret, reglerne for reklame for lægemidler, medicinsk udstyr og fødevarer, persondatareglerne, markedsføringsreglerne og it-retlige udfordringer.

Du kommer til arbejde med mange spændende og udfordrende opgaver inden for IP. Du vil for eksempel:

  • Deltage aktivt i afdelingens løbende sagsbehandling
  • Lave juridiske undersøgelser og kilde- og informationssøgning inden for de relevante fagområder
  • Gennemgå og vurdere markedsføring af lægemidler, medicinsk udstyr og fødevarer
  • Assistere med besvarelse af markedsføringsretlige spørgsmål om blandt andet direkte markedsføring
  • Hjælpe på persondataretlige complianceprojekter, herunder kortlægning af personoplysninger samt udarbejdelse af lovpligtig persondataretlig dokumentation
  • Forberede IP-retssager, udarbejde simple processkrifter, lave materialesamlinger og ekstrakter
  • Udarbejde nyhedsbreve, undervisnings- og kursusmateriale.

Du bliver en del af en ung og dynamisk afdeling, der gør meget ud af samarbejde, sparring og feedback. Arbejdstiden er 10-15 timer om ugen, der typisk er fordelt på to eller tre dage. Vi ved, at det er vigtigt at skabe en god balance mellem studieliv og arbejde, og vi er derfor fleksible i forhold til, hvordan du tilrettelægger din arbejdstid, også i eksamensperioder. Udover dig er der to andre stud.jur.er i afdelingen.

Du bidrager med engagement og grundighed
Du er jurastuderende og er efter sommeren minimum på 5. semester af uddannelsen. Nu har du lyst til at opleve, hvad det vil sige at arbejde i en travl og dynamisk advokatvirksomhed. Høj faglighed og forkærlighed for detaljen kendetegner din arbejdsstil. Og så er du selvfølgelig ambitiøs, grundig og har et stort personligt drive.

Fokus på din udvikling

Vi satser stærkt på vores stud.jur.er. Derfor tilbyder vi dig kvalificerende arbejde og målrettet kompetenceudvikling, så du kan udvikle dit fuldmægtigpotentiale. Det understøtter vi gennem Bech-Bruun Academy. Her sætter vi blandt andet fokus på mental performance, trivsel, samarbejde og meget mere i INITIATE - vores skræddersyede udviklingsforløb for stud.jur.er Vi støtter også gerne din internationale profil gennem studielegat og mulighed for studieorlov.

En del af holdet
Bech-Bruun er en af Danmarks førende advokatvirksomheder med kontorer i København, Aarhus og Shanghai. Du kan glæde dig til at blive del af et stærkt fagligt og forretningsorienteret miljø, hvor samarbejde er i fokus. Vi er fælles om opgaven og vores klienter. Det er kernen i vores unikke samarbejds- og partnermodel, Bech-Bruun-modellen. Du bliver også en del af en stor gruppe stud.jur.er med et stærkt fagligt og socialt sammenhold. Og så er vi en spændende arbejdsplads med mange dygtige og inspirerende kolleger, der gerne deler ud af deres viden og erfaring.

Er du klar på at udfolde dit talent sammen med os?
Så hører vi meget gerne fra dig. Upload din ansøgning, cv og karakteroversigt via vores hjemmeside senest den 23. juni 2022. Skriv gerne i ansøgningen, hvilke fag du evt. er ved at afslutte og har planer om at følge.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Ansøgningsfrist:
23. juni 2022 

Tiltrædelse:
Hurtigst muligt

Arbejdssted:
København

Send ansøgning til stillingen