I går afholdte den internationale sammenslutning "A Word About Wind" sin årlige prisuddeling, Wind Investment Awards. Her fik Bech-Bruuns Renewable Energy-team den fornemme pris som "highly commended" i kategorien årets advokatfirma.

Bech-Bruuns Renewable Energy-team er vokset kraftigt på kort tid og har spredt sin viden og ekspertise til nye markeder verden over samt opnået fortræffelige resultater det seneste år, særligt inden for havvindmølleindustrien.

Dette blev i går anerkendt ved Wind Investment Awards, der for anden gang blev afholdt af den internationale sammenslutning "A Word About Wind".

Ved prisuddelingen fik teamet anbefalingen "highly commended" i kategorien årets advokatfirma, hvilket understreger Bech-Bruuns engagement i den grønne omstilling og løftet om at levere det absolut bedste inden for juridisk rådgivning til den globale vindindustri. 

"Denne anerkendelse ville ikke have været mulig uden vores klienter, som betror deres virksomhed til os, eller uden det visionære lederskab hos vores partnere, Peter Østergaard Nielsen, Anders Hørlyck Jensen og Jakob Østervang, om at udvikle firmaet til en ledende, global nicheaktør inden for vedvarende energi. Først og fremmest skyldes det den entusiasme og store arbejdsindsats, som hele vores vedvarende energi-team har lagt for dagen", udtaler Matthew Delany, International Programme Director hos Bech-Bruun.

I alt var mere end 60 kandidater nomineret i 15 kategorier ved prisuddelingen, som er en platform, der hylder best practice inden for den globale onshore og offshore vindindustri.