Bech-Bruun German Business Group bistår EPURON i opkøb af vindpark
Bech-Bruun German Business Group, der er navnet på Bech-Bruuns tværfaglige, internationale team med fokus på tysk-danske retsforhold, har bistået EPURON i købet af vindparken "Cottbuser Halde" i Brandenburg, Tyskland. To af teamets medlemmer, partner Ole Nørgaard og advokat Sarah Weber, der begge har kompetencer inden for M&A Corporate, har været ansvarlige for transaktionen med kyndig assistance fra Carsten Ceutz og Arne Riis, der henholdsvis har ekspertise inden for rekonstruktion og skat.
Sælger er danske Green Wind Renewables A/S, der er del af den danske vindenergikoncern Green Wind Energy, som for øjeblikket er under rekonstruktion.
EPURON, der er en Hamborg- og Paris-baseret udvikler og operatør af vindparker, har erhvervet vindpark Cottbuser Halde via midler fra sin ejer, Impax New Energy Investors II L.P.
NEF II er en investeringsfond, der forvaltes af Impax Asset Management Limited, en af de førende forvaltere af børsnoterede og private equity-fonde på markedet for miljøinvesteringer.
Vindpark Cottbuser Halde, der har en samlet kapacitet på 28MW, består af 14 Vestas V90-møller, og har været i drift siden starten af 2009. Deutsche Kreditbank står for den langsigtede finansiering af projektet.
EPURON udvikler, finansierer, bygger og driver vindparker i Tyskland og Frankrig. Erhvervelsen af vindpark Cottbuser Halde er en vigtig investering for EPURON, idet den medfører mere end en fordobling af EPURONs eksisterende tyske vindportefølje, der med erhvervelsen af vindpark Cottbuser Halde forøges fra 23MW til 51MW.
Pressemeddelelse om sagen kan ses her
Hvis du vil vide mere om Bech-Bruun German Business Group, kan du læse vores elektroniske folder her