• Faglig nyhed
  • 29. august 2018

Udenlandsk skibsarrest kunne ikke tilsidesættes af dansk domstol

Bunkerleverandørerne, Malik Supply A/S og Nordic Marine Oil A/S gennemførte i 2017 en arrest i et skib i Argentina, efter at den befragter, de havde leveret olie til, kort efter leverancen gik konkurs. Rederne protesterede heroverfor med henvisning til, at arresten var i strid med dansk ret, hvorefter bunkerleverancer ikke er sikret ved søpant. Desuden havde leverandørerne afgivet en bindende proceserklæring om ikke at foretage arrest. Sø- og Handelsretten frifandt leverandørerne med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser efter arrestkonventionen, hvorefter spørgsmål om erstatning forvoldt ved arrest i skibe skal afgøres efter lovgivningen i den kontraherende stat, hvor arresten er gennemført eller begæret.

I den konkrete sag havde de to bunkerleverandører, Malik Supply A/S og Nordic Marine Oil A/S, leveret bunkerolie til to skibe ejet af henholdsvis J. Lauritzen A/S og Blue Cypress Line SA. Ordren var placeret af den daværende befragter, NTL Shipping AB. NTL Shipping AB gik – før der skete betaling af bunkerolien – konkurs.

 

Med henblik på at opnå betaling for bunkerolien foretog Malik Supply A/S og Nordic Marine Oil A/S – efter den danske sags anlæg – arrest i det ene skib, der på arresttidspunktet befandt sig i Argentina. To dage forinden havde selskaberne afgivet en bindende proceserklæring over for rederne om ” …ikke på noget tidspunkt at ville arrestere skibene i Danmark til inddrivelse af de udestående fordringer eller andre krav, der udspringer heraf”. Arresten blev gennemført, selvom J. Lauritzen A/S, ikke var part i aftalen om køb af bunkerolien. Efter argentinsk ret – modsat dansk – var kravet sikret ved søpant.

 

For at få ophævet arresten indgik parterne en ”Escrow and Release Agreement”. Aftalen indebar, at kravet i relation til bunkerolien leveret til det arresterede skib blev indfriet, samt at et beløb svarende til kravet for bunkerolien leveret til det andet skib blev deponeret, med henblik på frigivelse til den part, der ville få medhold under sagen.

 

J. Lauritzen A/S og Blue Cypress Line SA, nedlagde under sagen en række påstande, herunder at arresten i Argentina var i strid med dansk ret, og at leverandørerne som konsekvens heraf var erstatningsansvarlige som følge af arresten i det ene skib.

 

Sø- og Handelsrettens afgørelse

J. Lauritzen A/S og Blue Cypress Line SA havde under sagen gjort gældende, at leverandørerne ikke havde ret til at arrestere skibene, ligesom leverandørernes krav ikke var sikret ved søpant. Leverandørerne påstod heroverfor afvisning samt frifindelse over for J. Lauritzen A/S’ påstand om betaling af erstatning.

 

I relation til spørgsmålet om lovligheden af den foretagne arrest og det afledte, påståede erstatningsansvar bemærkede Sø- og Handelsretten, at den ikke havde kompetence til at tilsidesætte lovligheden af en arrest gennemført i Argentina under argentinsk ret som værende i strid med dansk ret. Et resultat den bindende proceserklæring ikke havde indflydelse på, idet skibet ikke var arresteret i Danmark.

 

Leverandørerne blev desuden frifundet for erstatningskravet med henvisning til, at Danmark har tiltrådt den internationale arrestkonvention, hvorfor ”alle spørgsmål om erstatning forvoldt ved arrest i et skib skal afgøres efter lovgivningen i den kontraherende stat, hvor arresten er gjort eller begæret.”

 

Bech-Bruuns kommentarer

Retsplejeloven indeholder klare regler om de danske domstoles stedlige og saglige kompetence ved behandling af tvister, ligesom et spørgsmål om erstatning uden for kontrakt mellem to eller flere danske parter som det klare udgangspunkt vil være underlagt dansk ret.

 

Shipping er dog imidlertid af international karakter, og forskellige lande har forskellige regler og muligheder inden for arrestinstituttet. Af samme grund er ’forum shopping’ relevant og et forhold, man, som aktør på området, er nødt til at forholde sig til.

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • New York

    412 W 15th Street, 15th Floor,
    New York 10011

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik