• Faglig nyhed
  • 26. april 2018

Højesteretsdom om deltidsloven og lov om tidsbegrænset ansættelse

Det var ikke udtryk for forskelsbehandling, hverken efter deltidsloven eller lov om tidsbegrænset ansættelse, at fire medarbejdere på et universitet ikke fik pensionsbidrag af deres løn. Derimod fik de fire medarbejdere hver tilkendt en godtgørelse på 75.000 kr. efter lov om tidsbegrænset ansættelse, idet deres stillinger var blevet forlænget mere end to gange.

 

Fire lønmodtagere havde i størstedelen af deres arbejdsliv været ansat på Roskilde Universitet, hvor de særligt varetog opgaver på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse. Med undtagelse af enkelte perioder havde de haft tidsbegrænsede deltidsstillinger uden ret til pension – i den seneste periode som undervisningsassistenter. Efter ophøret af deres ansættelsesforhold anlagde de sag med påstand om, at de havde ret til (1) pensionsbidrag af deres løn for den seneste ansættelsesperiode, og (2) godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse som følge af antallet af forlængelser.

 

Vedrørende kravet på pensionsbidrag
Det følger af deltidsloven, at en lønmodtager, hvis løn i strid med loven er lavere end for en sammenlignelig fuldtidsansat, har krav på forskellen. Efter lov om tidsbegrænset ansættelse har en lønmodtager, hvis løn i strid med loven er lavere end en sammenlignelig fastansats, krav på forskellen. På denne baggrund gjorde undervisningsassistenterne gældende, at det var et udtryk for forskelsbehandling, at de fastansatte F-VIP’ere og de fuldtidsansatte videnskabelige assistenter fik pensionsbidrag af deres løn, imens at undervisningsassistenterne ikke gjorde det.

 

I forhold til sammenligningen med F-VIP’erne udtalte Højesteret, at de ligesom undervisningsassistenterne havde varetaget undervisningsopgaver på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse, herunder forelæsninger, holdundervisning, projektvejledning og eksamensafholdelse. I tillæg hertil omfattede F-VIP’ernes arbejdsopgaver imidlertid også forskning med pligt til publicering, videnskabelig formidling og forskningsbaseret undervisning. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret herefter, at undervisningsassistenternes stillinger ikke havde været sammenlignelig med F-VIP-stillingerne.

 

Om sammenligningen med de videnskabelige assistenter udtalte Højesteret, at denne stilling var for personer, der havde til hensigt at indlede eller fortsætte en forskerkarriere og med tiden kvalificere sig til en fast stilling. Ansættelsesvilkårene, herunder pensionsbidraget, måtte derfor anses for fastsat i dette lys. Stillingen var derfor ikke sammenlignelig med undervisningsassistenterne. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at undervisningsassistenterne tidligere havde været ansat som videnskabelige assistenter i perioden 2009-2012.

 

Samlet set fandt Højesteret derfor, at det ikke var et udtryk for forskelsbehandling på baggrund af deltid eller tidsbegrænset ansættelse, at undervisningsassistenterne ikke fik pensionsbidrag af deres løn.

 

Forlængelserne
Ansættelsesforholdene for ansatte, beskæftiget med undervisnings- eller forskningsvirksomhed ved bl.a. statslige institutioner, må efter lov om tidsbegrænset ansættelse kun forlænges to gange.

 

I den foreliggende sag havde medarbejderne  haft en række tidsbegrænsede ansættelsesforhold, dog med forskellige stillingsbetegnelser, såsom ekstern lektor, videnskabelig assistent og undervisningsassistent.  Efter bevisførelsen fandt Højesteret, at medarbejderne – trods de forskellige stillingsbetegnelser – i al væsentlighed havde varetaget de samme undervisningsopgaver igennem hele deres ansættelse, hvorfor de måtte anses for at have været ansat i den samme stilling kontinuerligt. Der var herved sket mere end to fornyelser, hvilket var i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse.

 

Ved udmålingen af godtgørelse henviste Højesteret til EU-Domstolens praksis, hvorefter godtgørelsen ikke blot skal være forholdsmæssig, men også tilstrækkelig effektiv og afskrækkende, med henblik på at sikre beskyttelsen af arbejdstagere. Ud fra disse kriterier og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, kom Højesteret frem til, at universitet skulle betale 75.000 kr. til hver sagsøger. Højesteret lagde vægt på, at der var tale om en række brud, at fornyelserne var sket i strid med forudsætningerne bag Finansministeriets cirkulære om stillingsstrukturen samt at universitetet havde fået dækket deres arbejdsbehov uden at fastansatte de fire medarbejdere, som havde haft størstedelen af deres arbejdsliv på universitet.

 

Bech-Bruuns kommentarer
Dommen understreger ligesom Højesterets tidligere afgørelser fra 2011 og 2012 om henholdsvis en akademisk medarbejder i udenrigsministeriet og lærere på Kofoeds Skole, at spørgsmålet om sammenlignelighed afhænger af, om der reelt udføres samme eller tilsvarende arbejde under hensyn til kvalifikationer og færdigheder. Hertil føjes så betragtninger om formålet med og dermed forudsætningerne for ansættelsen.

 

Dommen er principiel også udenfor undervisningsinstitutioner for så vidt angår godtgørelsesniveauet for overtrædelse af lov om tidsbegrænset ansættelse ved flere fornyelser end tilladt. De skærpende omstændigheder var antallet af forlængelser, retsbruddets klarhed og endelig den systematiske anvendelse af fornyelser for at dække arbejdskraftbehovet.

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik