• Faglig nyhed
  • 17. maj 2018

Energiklagenævnet stadfæster Skive Kommunes godkendelse af Skive Fjernvarme A.m.b.a.’s projektforslag

Energiklagenævnet har den 30. april 2018 stadfæstet Skive Kommunes godkendelse af Skive Fjernvarme A.m.b.a.’s projektforslag for etablering af flisfyret kedelcentral og udvidelse af forsyningsområdet i Skive. Skive Fjernvarme A.m.b.a., der har været repræsenteret ved advokat Agnete Nordentoft, Bech-Bruun, fik således medhold i sagen.

Skive Fjernvarme A.m.b.a. fik den 22. november 2016 godkendt et projektforslag for etablering af en flisfyret kedelcentral i Skive. Projektforslaget indeholdt desuden en ændring af områdeafgrænsningen mellem naturgasforsyningen og fjernvarmeforsyningen.

HMN GasNet klagede over Skive Kommunes godkendelse af projektforslaget, primært under henvisning til at HMN GasNet fandt, at projektet ikke var det samfundsøkonomisk mest fordelagtige, hvilket er en betingelse for godkendelse af projektet, jf. projektbekendtgørelsens § 6.

En del af Energiklagenævnets udtalelser er af generel karakter, hvorfor afgørelsen kan forventes også at have betydning i andre sager vedrørende godkendelse af projektforslag. 

Et vidt skøn
Energiklagenævnet fastslog, at kommunen i forbindelse med vurderingen af projektforslag, inden for vide rammer, kan udøve et skøn over hvilke projekter, der ønskes gennemført. Klager fik således ikke medhold i, at kommunens skøn er begrænset af Energistyrelsens vejledninger samt forudsætninger. Tværtimod er kommunen tillagt et vidt skøn.

Bevisbyrden
Energiklagenævnet begrundede i øvrigt stadfæstelsen af kommunens godkendelse med, at projektforslaget i sagen byggede på en række faglige vurderinger og forudsætninger, som ikke kan tilsidesættes, alene fordi klager mener, at andre faglige vurderinger er mere retvisende.

Energiklagenævnet udtalte at; ”Energiklagenævnet har vurderet, at de af klager fremkomne oplysninger om de samfundsøkonomiske beregninger er af en sådan beskaffenhed, at det ikke er sandsynliggjort, at projektet hviler på urealistiske forudsætninger”. Energiklagenævnet har hermed slået fast, at det påhviler en klager at sandsynliggøre, at et projekt hviler på urealistiske forudsætninger.

Relevante scenarier
Den samfundsøkonomiske analyse skal indeholde en vurdering af relevante alternative scenarier, jf. projektbekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 10.

Energiklagenævnet fastslog i den forbindelse, at der ved en sådan vurdering må lægges vægt på, om det pågældende alternativscenarie har en vis realitet, herunder om gennemførelse af alternativscenariet synes at være en i praksis gennemførlig mulighed.

HMN GasNet mente, at etablering af en naturgasbaseret kedel ville være et samfundsøko-nomisk mere fordelagtigt alternativ end etablering af en flisfyret kedel.

Energiklagenævnet fandt imidlertid ikke, at etablering af en naturgasbaseret kedel var et relevant scenarie. Energiklagenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kommunen ikke havde fundet grundlag for at pålægge Skive Fjernvarme at regne på et alternativt scenarie med en naturgasbaseret kedel, da etablering af en sådan kedel ville medføre en højere varmeproduktionspris, hvilket ville resultere i, at forbrugerne ikke ville tilslutte sig, og at området dermed ikke i praksis ville blive konverteret.

Det kan heraf udledes, at et alternativscenarie kun er relevant, og dermed kun skal vurderes som et alternativ, såfremt scenariet i praksis kan forventes muligt at gennemføre.

Med afgørelsen må det forventes, at der fremover skal mere til for, at Energiklagenævnet vil ophæve kommunale projektgodkendelser.

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik