• Faglig nyhed
  • 14. juni 2018

Bøde på 250.000 EUR til fransk brillebutik for sikkerhedsbrud

Det franske datatilsyn har idømt en fransk brillebutik en bøde på 250.000 for at gøre oplysninger om blandt andet syn og CPR nr. tilgængelige på sin hjemmeside. Sikkerhedsbruddet var en andengangforseelse, som involverede en databehandler. 

Sikkerhedsbruddet
I juli 2017 blev det franske datatilsyn informeret om et stort datalæk hos en fransk brillebutik. Efter en online inspektion konstaterede tilsynet, at det fra brillebutikkens hjemmeside var muligt at tilgå flere hundrede fakturaer på butikkens kunder, som medførte adgang til navne, adresser, helbredsoplysninger i form af kundens styrke og i visse tilfælde kundernes personlige identifikationsnummer (svarende til det danske CPR nr.).

Tilsynet orienterede samme dag brillebutikken, som straks herefter kontaktede sin databehandler med henblik på at stoppe sikkerhedsbruddet.

Brillebutikkens hjemmeside havde ikke en indbygget funktionalitet, som sikrede, at fakturaerne udelukkende kunne tilgås af kunden selv, og at kunden var logget ind på sin personlige profil. Konsekvensen var, at fakturaerne kunne fremsøges af alle, uanset hvem fakturaen vedrørte. 

Bøden
Det franske datatilsyn fandt, at den franske brillebutik ikke havde overholdt sine sikkerhedsforpligtelser i overensstemmelse med den franske persondatalov og idømte brillebutikken en bøde på 250.000 EUR. 

Basal sikkerhed ikke på plads 

Tilsynet lagde herved vægt på, at funktionaliteten på brillebutikkens hjemmeside – hvorved kunderne kunne få adgang til deres fakturaer med oplysninger om fx deres helbred og i visse tilfælde deres personlige identifikationnummer – udgjorde en særlig brugerfunktion, og at brillebutikken burde have udvist særlig opmærksomhed omkring denne. Tilsynet lagde endvidere vægt på, at brillebutikken ikke havde truffet basale sikkerhedsforanstaltninger i form af at sikre identiteten på den person, som fremsøgte en faktura.  

Brillebutikken tidligere idømt bøde på 50.000 EUR for et sikkerhedsbrud
Tilsynet fandt, at brillebutikken ikke kunne have været uvidende om dette sikkerhedsbrud, idet tilsynet i 2015 havde idømt brillebutikken en bøde på 50.000 EUR – også for et sikkerhedsbrud. 

Tilsynet lagde endvidere vægt på karakteren af personoplysningerne, som havde været frit tilgængelige, antallet af berørte personer og antallet af dokumenter med personoplysninger, som havde været tilgængelige på det tidspunkt, hvor tilsynet havde foretaget sine undersøgelser (mere end 334.000 dokumenter). 

Afgørelsen er afsagt den 7. maj 2018. Appelfristen på to måneder fra afgørelsesdato er ikke udløbet endnu. 

Bech-Bruuns kommentarer 
Selvom det franske datatilsyns afgørelse er afsagt på baggrund af den franske persondatalov, må tilsynets afgørelse antages at få nogen betydning for de øvrige europæiske datatilsyns fortolkning af databeskyttelsesforordningens bestemmelser, herunder sikkerhedsbestemmelserne (fx art. 25 og 32) og bødebestemmelserne. Med databeskyttelsesforordningens ikrafttrædelse må EU-medlemslandene forventes at  harmonisere af bødeniveauerne for overtrædelse af forordningens bestemmelser, hvilket gør afgørelsen yderligere bemærkelsesværdig. 

Indledningsvist skal bemærkes, at det franske datatilsyn fastslår, at oplysninger vedrørende styrke/synskorrektion udgør en helbredsoplysning i den franske persondatalovs forstand. 

Det franske datatilsyn fastslår, at kundens mulighed for at tilgå sine fakturaer online er en essentiel brugerfunktion, der kræver særlige forholdsregler, som brillebutikken ikke har truffet. Det er i denne forbindelse væsentligt, at der er tale om en funktionalitet, som er udviklet af brillebutikkens systemleverandør i egenskab af databehandler, og at det ifølge afgørelsen krævede leverandørens medvirken at bringe sikkerhedsbruddet til ophør. På trods af databehandlerens centrale rolle er det brillebutikken, som idømmes bøden på 250.000 EUR. I henshold til databeskyttelsesfororordningen kan databehandlere fremover selvstændigt idømmes bøder, hvis de ikke har et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau i forhold til de personoplysninger, som de behandler, herunder i forhold til databeskyttelsesforordningens regler vedrørende privacy by design og privacy by default samt de generelle sikkerhedsregler.  

Det franske datatilsyn konstaterer uden videre, at brillebutikken ikke kunne have været uvidende om sikkerhedsbruddet, fordi tilsynet i 2015 idømte brillebutikken en bøde på 50.000 for et sikkerhedsbrud. Afgørelsen kan således tjene til illustration af, i hvilken grad det vil være en skærpende omstændighed, hvis der er tale om en andengangsforseelse for forhold af samme karakter. Dette er i tråd med databeskyttelsesforordningens bestemmelser om fastsættelse af bøder. 

Det er også i tråd med databeskyttelsesforordningens bestemmelser om fastsættelse af bøder, at tilsynet lægger vægt på antallet af berørte personer, samt det forhold, at brillebutikken ikke kunne være uvidende om sikkerhedsbruddet – altså graden af forsæt eller uagtsomhed ved overtrædelsen.

 

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik