• Faglig nyhed
  • 23. marts 2017

Risikoen for et parti tørklæder var overgået til køberen

Et dansk selskab kunne ikke få erstatning for et parti tørklæder, der var blevet beskadiget efter overgivelse til selvstændig fragtfører under flytransporten, på grund af brug af incotermen FOB.

Det danske selskab Erfurt A/S købte i 2014 et parti tørklæder hos det indiske selskab NPD International. Det fremgik af fakturaen, at aftalen var indgået under anvendelse af incotermen FOB.

Erfurt A/S bestilte transport af varerne hos DSV Mumbai. Forsendelsen blev afleveret til DSV i Mumbai, hvor DSV udstedte en House Air Waybill og Air Waybill uden anmærkning om beskadigelse af godset. Forsendelsen blev sendt fra Mumbai til Doha med fly og herfra med skib til København. Forsendelserne af tørklæder ankom beskadiget og våde til Erfurts lager i Jordrup godt to uger senere.

Sø- og Handelsretten skulle tage stilling til, hvem af parterne der bar risikoen for, at tørklæderne var blevet beskadiget. Retten udtalte, at FOB-klausulen specifikt regulerer søtransport, og den kan således ikke direkte anvendes til at fastslå tidspunktet for risikoens overgang ved flytransport. Da der ikke var andre oplysninger om risikoens overgang i forbindelse med flytransport, måtte retten lægge vægt på parternes forståelse af betydningen af klausulen.

Sø- og Handelsrettens dom
Retten lagde til grund, at det var parternes fælles forståelse, at risikoen overgik til Erfurt A/S, når NPD’s agent havde overgivet varerne til DSV i lufthaven i Mumbai. Fordi der ikke på hverken den udstedte House Airwaybill eller Airwaybill var givet anmærkning om beskadigelse af tørklæderne ved overgivelse til DSV, og lagde retten til grund, at skaden var sket efter overgivelsen.

Tørklæderne var altså ikke beskadiget ved risikoens overgang, og NPD International blev frifundet for Erfurt A/S’ erstatningskrav på 130.887,85 euro.

Bech-Bruuns kommentar
Dommen viser, at parterne altid bør overveje, hvordan man ønsker at fordele risikoen ved levering af en vare. Derudover bør man overveje, om den Incoterm, man bruger, er den rigtige i forhold til den type af transport, man vælger.

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik