• Faglig nyhed
  • 20. februar 2017

Regreskrav var ikke forældet i olieforureningssag

Der er for nylig afsagt kendelse i en olieforureningssag, hvor et forsikringsselskab anlagde sag mod et monteringsselskab med krav om betaling af udgifter til undersøgelser og oprensning af forureningen. Højesteret kom frem til, at forsikringsselskabets regreskrav ikke var forældet.

I 2004 blev der konstateret forurening fra en olietank på en ejendom, hvorefter kommunen i 2005 udstedte oprensningspåbud til ejerne efter jordforureningslovens § 48. Ejerne klagede over påbuddet. I 2011 traf Natur- og Miljøklagenævnet afgørelse om at ændre oprensningspåbuddet til et påbud om at udarbejde et projekt for en mere omfattende forureningsoprensning. Derefter udstedte kommunen i 2012 et nyt oprensningspåbud efter jordforureningslovens § 48, hvoraf en større del af forureningen var omfattet. Påbuddet var efterkommet i 2013.

Ejerne af olietanken var omfattet af en obligatorisk forsikring, jf. jordforureningslovens § 49. Der var mellem ejernes forsikringsselskab og det selskab, der havde leveret og monteret olietanken enighed om, at forureningen skyldtes en fejl begået af monteringsselskabet. I 2011 indgik parterne aftale om suspension af forældelsesfristen, men med forbehold for at kravet ikke allerede var forældet. Ejernes forsikring lagde i 2013 sag an mod monteringsselskabet og dettes forsikring med krav om betaling af udgifter til undersøgelser og oprensning af forureningen. 

Sagen handlede om, hvorvidt kravet var forældet.

Tidspunkt for forældelsesfrist
Ejernes forsikringsselskab gjorde navnlig gældende, at forældelsesfristen i sager om myndighedspåbud først skal regnes fra det tidspunkt, hvor påbuddet efterkommes, hvilket i den foreliggende sag var i 2013. Subsidiært gjorde ejernes forsikringsselskab blandt andet gældende, at forældelsesfristen skal regnes fra det tidspunkt, hvor de enkelte endelige påbud er afgivet. Der kunne frem til Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i 2011 rejses tvivl om, hvorvidt der var lidt et tab, og først efter denne afgørelse kunne kommunen udstede nye og endeligt gældende påbud.

Monteringsselskabet og dettes forsikringsselskab anførte blandt andet, at forældelsesfristen for et regreskrav følger forældelsesfristen for hovedkravet, og at forældelsesfristen skulle fastlægges efter forældelseslovens § 2, stk. 4, eftersom der var tale om et erstatningskrav uden for kontrakt. Efter denne bestemmelse regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden. I sager om erstatning for forurening gjorde monteringsselskabet og dettes forsikringsselskab gældende, at fristen efter fast retspraksis typisk starter ved udarbejdelse af undersøgelsesrapporter eller udstedelse af påbud, hvilket skete i 2004-2005.

Højesterets kendelse
Modsat landsretten kom Højesteret frem til, at regreskravet ikke var forældet. Højesteret lagde til grund, at klagen til Natur- og Miljøklagenævnet havde opsættende virkning, jf. jordforureningslovens § 79, stk. 1. Derudover regnes den almindelige forældelsesfrist på tre år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, i sager om erstatning uden for kontrakt fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4.
Det fremgår af forældelseslovens forarbejder, at en tredjemand, der har et regreskrav, som ud-gangspunkt indtræder i den skadelidtes retsstilling med hensyn til forældelse. Imidlertid kan ud-gangspunktet fraviges i særlige tilfælde.

Højesteret kom frem til, at der forelå særlige omstændigheder, således at udgangspunktet måtte fraviges. Først når der foreligger et bindende påbud efter jordforureningslovens § 48, er der grundlag for, at forsikringsselskabet rejser et regreskrav. Eksistensen af kravet beror på, at der foreligger et bindende påbud. Derfor skulle forældelsesfristen først begynde at løbe, da der var meddelt påbud, jf. det almindelige udgangspunkt i forældelseslovens § 2, stk. 1.

Bech-Bruuns kommentarer
I en lignende dom, Alba-dommen (U.2010.261H), fastslog Højesteret, at det daværende Københavns Amt på tidspunktet for modtagelsen af en undersøgelsesrapport ”fik kendskab ikke alene til forureningen og behovet for yderligere undersøgelser, herunder vedrørende afgrænsning af forureningen, men også til, at der bestod en nærliggende mulighed for, at det ville være nødvendigt at iværksætte afværge-foranstaltninger.” Højesteret fastslog, at amtet herefter ikke kunne anses for at have været i utilregnelig uvidenhed om sit krav, og at forældelsesfristen derfor måtte løbe fra tidspunktet fra rapportens modtagelse.

Tilsvarende fastslår Højesteret i den seneste kendelse, at forældelsesfristen i sager, hvor der kan meddeles påbud, løber fra det tidspunkt, hvor et undersøgelses- eller oprensningspåbud må anses for endeligt, idet der herved er etableret et grundlag for at rejse et regreskrav mod en ansvarlig skadevolder. I begge tilfælde løber forældelsesfristen således fra et tidspunkt, hvor det ikke er muligt at opgøre kravet endeligt.


Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik