• Faglig nyhed
  • 21. december 2017

Højesteret har afsagt principiel dom om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt

Højesteret har netop afgjort en principiel sag om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, der berører alle områder, hvor man kan tale om en ”løbende” skade. Bech-Bruun bistod Fredericia Kommune, der var blevet sagsøgt af en mor til et barn, der uberettiget var blevet tvangsfjernet. 

Den 28. oktober 2011 traf et enigt Børne- og Ungeudvalg i kommunen afgørelse om at tvangsanbringe et barn uden for hjemmet. Afgørelsen blev enstemmigt stadfæstet af Ankestyrelsen den 6. december 2011. Imidlertid ændredes afgørelsen ved dom den 23. maj 2012. Barnets mor anlagde herefter den 9. februar 2015 sag om godtgørelse for den uberettigede tvangsanbringelse.

Sagen omhandlede for det første, hvorvidt moderens krav var forældet, og for det andet hvorvidt der var grundlag for et godtgørelseskrav.

Byrettens dom
Sagen blev i første omgang behandlet i byretten i februar 2016. Byretten tog stilling til grundlaget for godtgørelsen og frifandt kommunen, da der ikke var grundlag for hverken godtgørelse efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, erstatningsansvarslovens § 26 eller erstatning i øvrigt. Allerede for byretten gjorde kommunen forældelse gældende, men tog således ikke stilling hertil. Byrettens dom er nærmere omtalt her.

Landsrettens dom
Sagen blev anket til Vestre Landsret, der fandt, at kravet var forældet, da forældelsesfristen skulle regnes fra den 28. oktober 2011, hvor kommunen traf afgørelse om tvangsanbringelsen, ”eller i hvert fald senest fra” fra den 6. december 2011, hvor Ankestyrelsen stadfæstede kommunens afgørelse, og hvor skaden således måtte anses for indtrådt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4. Sagen var derfor anlagt mere end tre år herefter, og kommunen blev frifundet. Landsrettens dom er nærmere omtalt her.

Højesterets dom
Moderen opnåede på den baggrund 3. instansbevilling.

Det fremgår af forældelseslovens § 2, stk. 4, at forældelsen regnes fra skadens indtræden. Men hvornår er skaden indtrådt ved sådanne ”løbende” tilstande? Landsretten opererede som nævnt med to forskellige muligheder. Men i virkeligheden kunne hele seks tidspunkter komme på tale:

  • På tidspunktet for Børn- og Ungeudvalgets afgørelse om tvangsanbringelsen den 28. oktober 2011.
  • På tidspunktet hvor Børn- og Ungeudvalgets afgørelse fysisk effektueredes, og hvor barnet således fysisk blev tvangsanbragt, hvilket dog i denne sag ligeledes var den 28. oktober 2011.
  • På tidspunktet da Ankestyrelsen stadfæstede Børn- og Ungeudvalgets afgørelse den 6. december 2011.
  • På tidspunktet da Ankestyrelsen fremsendte afgørelsen af 6. december 2011, hvilket var den 9. december 2011.
  • På tidspunktet for hjemgivelsen af barnet.
  • Forholdsmæssigt, således at man regnede 3 år tilbage fra denne sags anlæg.

Kommunen gjorde for Højesteret fortsat gældende, at forældelsesfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsfjernelsen blev truffet af Børne- og Ungeudvalget, eftersom dette måtte være tidspunktet for skadens indtræden, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4.

Moderen gjorde gældende, at forældelsesfristen skulle regnes fra hjemgivelsestidspunktet, eftersom hun ikke før dette tidspunkt kunne opgøre sit krav, og da hun ikke tidligere havde været klar over, at hun havde et krav.

Højesteret fandt, at skaden indtrådte ved Børn- og Ungeudvalgets afgørelse, hvorefter moderen umiddelbart kunne konstatere følgerne af afgørelsen – nemlig tvangsanbringelsen. Således måtte forældelsesfristen begynde at løbe allerede fra den 28. oktober 2011. Det kunne ikke ændre herved, at moderen ikke på dette tidspunkt kunne opgøre sit krav. Højesteret understregede, at moderen var bekendt med de faktiske omstændigheder i sagen, hvorpå hun nu støtter sit godtgørelseskrav allerede den 28. oktober 2011, eftersom hun påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen og senere anmodede om sagens indbringelse for byretten. Alle steder havde hun gjort gældende, at der ikke var grundlag for tvangsanbringelsen. Forældelsesfristen havde derfor ikke havde været suspenderet efter forældelseslovens § 3, stk. 2.

Allerede som følge af, at der var indtrådt forældelse, kunne moderen ikke kræve godtgørelse af kommunen. Kommunen blev således frifundet i alle tre instanser.

Sagen blev for kommunen ført af senioradvokat Jacob Schall Holberg i alle tre instanser. Dommene kan læses på Højesterets hjemmeside her.

Bech-Bruuns kommentarer
Højesteret har med dommen fastslået, at forældelsesfristen allerede løber fra det tidspunkt, hvor man beslutter - den eventuelt fremtidige – skade, også uanset de bagvedliggende omstændigheder er så alvorlige, som i denne sag. Højesteret understregede, at moderen allerede ved beslutningen om tvangsanbringelse kunne konstatere følgerne heraf – nemlig tvangsanbringelsen.

Forældelseslovens § 2, stk. 4, omhandler generelt forældelse af fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold. Højesteret henviser således også i præ-misserne til en dom, hvor naboer til et savværk havde rejst et godtgørelses- og erstatningskrav mod Miljøstyrelsen. Sager om fejlbehæftede lokalplaner, tilbagebetalingskrav, krav efter uberettiget tvangsindlæggelse eller fængsel og isolation og andre sager mangeartede sager, hvori der indgår en ”løbende tilstand” kan potentielt blive berørt af denne dom, hvis ikke krav er fremsat i tide.

På det konkrete område om myndigheders erstatningsansvar over for børn har Justitsministeriet foreslået, at forældelsesloven ændres, så fordringer på erstatning eller godtgørelse, som udspringer af, at en myndighed har tilsidesat sine forpligtelser over for et barn i forbindelse med et overgreb, ikke forældes. Lovforslaget er endnu ikke vedtaget, men selv hvis det var vedtaget, ville det ikke have haft betydning i denne sag. Dels var sagen her anlagt, at moderen, og ikke barnet (barnets egen sag har været udsat på denne), dels var der tale om en myndighedshandling (tvangsfjernelse), hvilket sandsynligvis ikke ville være et ”overgreb” i lovens forstand, hvor der tænkes på myndighedssvigt sager om (andres) overgreb mod børn.

 

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • New York

    412 W 15th Street, 15th Floor,
    New York 10011

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik