• Faglig nyhed
  • 05. december 2016

Storbritannien vil tilslutte sig den fælles patentdomstol

Den britiske regering bekræfter, at man vil arbejde for en ratificering af aftalen om en fælles europæisk patentdomstol. Det er dog endnu usikkert, hvilke konsekvenser det vil få for samarbejdet, når Storbritannien som forventet forlader EU.

Det rejste usikkerhed om Storbritanniens rolle i en fremtidig fælles patentdomstol, da briterne i juni 2016 stemte ja til at forlade EU.

Den britiske Minister of State for Energy and Intellectual Property, Baroness Neville Rolfe, har nu bekræftet, at Storbritannien fortsat ønsker at arbejde for en ratificering af aftalen om en fælles patentdomstol.

Udmeldingen fra den britiske regering har væsentlig betydning, da Storbritannien er et af de tre lande, som skal ratificere aftalen, for at den kan træde i kraft. Ud over Storbritannien, er det kun Tyskland, der mangler at ratificere aftalen, for at samarbejdet formelt kan træde i kraft.

Særordning for Storbritannien
Der er dog fortsat en række uafklarede forhold om Storbritanniens deltagelse i patentdomstolen. Som den nuværende aftale er udformet, er det nemlig kun EU-medlemsstater, der kan indgå i samarbejdet. Hvis Storbritannien skal kunne indgå i den fælles patentdomstol efter en udtræden af EU, kræver det derfor, at der kan opnås enighed om en særordning for Storbritannien.

Navnlig kapitel IV i den nuværende aftale om en fælles patentdomstol rummer en række udfordringer, da det her fremgår, at patentdomstolen skal respektere EU-rettens forrang, at patentdomstolen kan anmode EU-Domstolen om præjudicielle afgørelser, og at EU-Domstolens afgørelser er bindende for patentpatentdomstolen.

På trods af disse uafklarede forhold er nyheden blevet positivt modtaget rundt om i Europa. Margot Fröhlinger, der er Principal director of patent law and multilateral affairs hos EPO, udtalte på årsmødet for European Patent Lawyers Association (EPLAW) afholdt i Bruxelles den 25. november 2016, at den fælles patentdomstol muligvis allerede kan blive en realitet i løbet af 2017. Hvordan man vil håndtere Storbritanniens farvel til EU er dog endnu usikkert, og tiden må derfor vise, om den fælles patentdomstol kan begynde arbejdet allerede i løbet af det næste år.

Læs mere om den fælles patentdomstol.


Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik