• Faglig nyhed
  • 27. april 2016

SMS-sagen er nu afgjort i Vestre Landsret – en aftale er en aftale

Vestre Landsret har netop fastslået, at uanset om et mellemværende er civilretligt eller strafferetligt, må det anses for afgjort i en aftale, der er ”til fuld og endelig afgørelse”.

Den såkaldte ”SMS-sag” er nu blevet afgjort i Vestre Landsret. Den tidligere havnedirektør for Aarhus Havn stod tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 1, nr. 1, om brud på meddelelseshemmeligheden og § 263, stk. 2 – kaldet ”hacker-bestemmelsen”. Der kan som udgangspunkt kun rejses tiltale for overtrædelse af bestemmelsen efter begæring fra den, der mener sig krænket.

Baggrunden for sagen var, at havnen havde fået adgang til en kranførers SMS-korrespondance, da denne afleverede sin telefon til arbejdsgiveren for at få den byttet til en ny. Dette førte til sidst til, at havnen havde varslet bortvisning af nogle kranførere, som havde udvekslet SMS’erne med hinanden, hvor de bl.a. mobbede nogle kolleger til ikke at udføre deres arbejde og i andre tilfælde fremkom med stærkt iloyale og nedsættende bemærkninger om havnens ledelse.   

Havnen varslede herefter bortvisning af de pågældende kranførere, men som følge af 3F’s indtræden i sagen, herunder med bistand fra hovedkontoret i København og ekstern advokat, blev der indgået en frivillig fratrædelsesaftale ”til fuld og endelig afgørelse af ethvert spørgsmål parterne imellem”.

Cirka 2 måneder efter, at fratrædelsesaftalen var indgået, anmeldte kranførerne den tidligere havnedirektør til politiet for overtrædelse af straffelovens § 263.

Vidnerne fra 3F anførte under sagen bl.a., at den nævnte passus ikke var tænkt som omfattende strafferetlige spørgsmål.

Landsretten fandt, at spørgsmålet om indholdet af fratrædelsesaftalen skulle afgøres efter sædvanlige aftaleretlige fortolkningsprincipper.

I den forbindelse fandt landsrettens flertal, at parterne ved indgåelsen af aftalen havde gjort endeligt op med deres uoverensstemmelser, herunder også således, at havnen ikke efterfølgende kunne mødes med en straffesag. Landsrettens flertal fandt herefter, at anklagemyndigheden ikke havde været berettiget til at rejse tiltale, hvorfor havnedirektøren blev frifundet.

Én dommer fandt, at aftalevilkåret ikke afskar kranføreren for at begære offentlig påtale, og stemte for at stadfæste byrettens dom, hvorved havnedirektøren blev dømt, men således at straffen bortfaldt som følge af undskyldelighed, jf. straffelovens § 82, nr. 4.    

Samtlige dommere fandt, at der efter resultatet for landsretten og begrundelsen herfor – udover den tidligere direktør - også skulle ske frifindelse af Aarhus Havn og af den tekniske chef, der begge var blevet dømt i byretten, men som ikke havde anket deres dom.

Havnedirektøren var repræsenteret af advokat Jacob Schall Holberg.

Dommen har givet anledning til en pressemeddelse fra Vestre Landsret, som kan findes her.   

Bech-Bruuns kommentarer
Sagen har med rette medført betydelig mediebevågenhed, da den indeholder mange aspekter, der har særdeles praktisk betydning på arbejdspladserne i Danmark.

Ét af aspekterne var, om det forhold, at der bliver indgået en aftale om fratræden som følge af illoyal adfærd fra en medarbejders side, gør endeligt op med parternes uoverensstemmelser, når aftalen er indgået ”til fuld og endelig afgørelse”.

Fagforeningens synspunkt var, at man var vant til at håndtere fagligt forhold, og så måtte aftalen vedrøre disse, men ikke mere. Arbejdsgiveren var derimod af den opfattelse, at når man laver en aftale, der skal løse alle spørgsmål, så er der ikke plads til efterfølgende undtagelser. Landsrettens flertal var enig i den sidste forståelse.

Afgørelsen betyder, at parterne må være meget omhyggelige med udformingen af fratrædelsesvilkår. Disse vil blive taget for pålydende, hvilket også Højesterets seneste aftaleretlige praksis på andre områder viser.

Ønsker fagforeningen at undtage noget fra fratrædelsesaftalen, så skal det indføjes som en undtagelse, men det vil naturligvis i givet fald ske med den risiko, at arbejdsgiveren herefter ikke ser noget incitament til at indgå aftalen. Som landsrettens flertal anførte, så må det ”have fremstået som en klar forudsætning for Aarhus Havns accept af aftalen, at havnen ikke efterfølgende ville blive mødt med nogen former for retssager, herunder en straffesag efter anmodning fra kranføreren”.          

Bech-Bruuns hold på sagen bestod af Charlotte Bagger Tranberg, Helena Lybæk og Lars Lindencrone Petersen med Jacob Schall Holberg som den ansvarlige og eksekverende kraft.

 

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik