• Faglig nyhed
  • 22. december 2016

Kan ansvar for projekteringsfejl ende hos entreprenøren?

Entreprenørens ansvar er i udgangspunktet begrænset til selve udførelsen af byggeriet i de sager, hvor han ikke påtager sig projekteringsforpligtelsen. Men når grænsen mellem udførelse og rådgivning flyder sammen, kan det blive uklart, hvordan ansvarsfordelingen er mellem rådgiver og entreprenør.

 

I en kendelse i Tidsskrift for Bolig- og Byggeret (TBB2016.838) har voldgiftsretten netop set på en sag om hvorvidt entreprenørens ansvar kunne dække totalrådgiverens projekteringsfejl ved manglende iagttagelse af entreprenørens indsigelsespligt.

 

Voldgiftsrettens afgørelse
Sagen handlede om en hovedentreprise, som blandt andet omfattede vinduespartier betegnet som en ”systemleverance”. Bygningens vinduespartier blev efterfølgende konstateret utætte, da vinduespartierne ikke kunne bestå en såkaldt blowerdoor-test.

 

Voldgiftsretten konstaterede, at projektet var mangelfuldt, derved at det ikke fremgik, hvordan den ydre tætning i overgangen mellem facadepartierne og den lette facadekonstruktion skulle udføres. Totalrådgiveren blev gjort ansvarlig for fejlen. Spørgsmålet blev herefter, om også entreprenøren (to underentreprenører) kunne holdes ansvarlig for selvsamme projekteringsfejl ved ikke at have gjort bygherren opmærksom på fejlen.

 

Voldgiftsrettens opfattelse var, at der var tale om en ”relativt kompleks projekteringsdetalje”, hvilket betød at voldgiftsretten afviste, at der var grundlag for at holde entreprenøren erstatningsansvarlig.

 

Ansvarsfordeling
På trods af frifindelsen af entreprenøren giver sagen anledning til overvejelser om den generelle ansvarsfordeling mellem rådgiver og entreprenør.  Ansvarsfordelingen er i teorien ganske klar. I praksis opstår imidlertid ofte overlap mellem rådgiveres og entreprenørers ansvar for projekteringsfejl.

 

Parterne i en entreprisekontrakt er som i ethvert andet kontraktforhold underlagt en loyal oplysningsforpligtelse. Loyalitetsforpligtelsen kan efter voldgiftspraksis have den konsekvens, at en entreprenør kan få (med)ansvar for projekteringsfejl, hvis forhold burde have været påtalt over for bygherren, selvom entreprenøren ikke som led i entreprisen har påtaget sig projekteringsforpligtelsen.

 

Entreprenørens indsigelsespligt medfører imidlertid ikke, at entreprenøren har en almindelig pligt til at foretage dybdegående kvalitetskontrol af projektet og iværksætte særlige undersøgelser for at identificere mangler i projektmaterialet. Entreprenøren vil tværtimod som udgangspunkt – med rette – kunne hævde, at det er bygherren, der må bære risikoen for uklarheder eller mangler i projektet.

 

Bygherren kan involvere entreprenøren i en projektgennemgang, jf. AB 92 § 11. Dette er ikke ensbetydende med, at ansvarsfordelingen mellem entreprenøren og bygherren ændres, således at et eventuelt projekteringsansvar flyttes over på entreprenøren. Det er dog klart, at graden af entreprenørens involvering i projekteringen og eventuelle aftalte skærpelser af AB 92 § 11 kan forøge entreprenørens indsigelsespligt.

 

Bech-Bruuns kommentar
Selvom problemstillingen har været forelagt voldgiftsretten mange gange, er det vanskeligt at opstille generelle retningslinjer for entreprenørens (med)ansvar for rådgivers projekteringsfejl. Det skal vurderes konkret om der er tale om åbenlyse projekteringsfejl, for at et entreprenøransvar kan komme på tale.

 

Tilbage står spørgsmålet: hvornår er en projekteringsfejl åbenlys? I den konkrete sag tillagde voldgiftsretten det betydning, at der var tale om en ”relativt kompleks projekteringsdetalje”.

 

Udviklingen inden for bygge- og anlægssektoren går imidlertid i retning af, at entreprenøren bliver mere og mere inddraget i projekteringen, og at faggrænserne mellem udførelse og rådgivning flyder sammen. Det er derfor nærliggende at forestille sig, at barren for hvornår en projekteringsfejl er åbenlys, med tiden vil sænkes. Dette vil også være aktuelt ved udbud med systemleverancer, som der var tale om i den konkrete sag. I Ferring-sagen (TBB2012.679) fandtes dette netop at begrunde projekteringsansvar for entreprenøren. Det fremgår imidlertid ikke af den nye kendelse, hvorfor systemleverance-synspunktet ikke fik betydning for ansvarsfordelingen mellem parterne, og om synspunktet overhovedet var fremført under sagen.

 

 

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik