• Faglig nyhed
  • 28. november 2016

Forligsaftale om afhjælpning af mangler afbrød ikke forældelsesfristen

Efter forældelseslovens § 15 afbrydes forældelse, når skyldneren over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse. Men hvor meget skal der til, før der foreligger en sådan erkendelse i entrepriseforhold? Meget, viser en ny kendelse fra Voldgiftsretten.

Forældelsesloven gælder også i entrepriseforhold, og reglerne giver i praksis ofte anledning til udfordringer – særligt i forhold til entreprenørens mangelsansvar. Efter forældelseslovens § 3 gælder der en 3-årig forældelsesfrist for kendte mangler og mangler, som bygherren burde have kendt til. Er forældelsen ikke afbrudt eller suspenderet inden udløbet af fristen, mister bygherren sin ret til at gøre krav gældende mod entreprenøren.

Parallelt med forældelsesloven gælder reglerne om reklamation i AB 92/ABT 93, hvis parterne har aftalt, at et af disse regelsæt skal finde anvendelse, og der ikke er tale om forbrugerforhold.

Voldgiftsrettens praksis
I en ny kendelse i Tidsskrift for Bolig- og Byggeret (TBB2016.856) tog voldgiftsretten stilling til netop det spørgsmål, om der forelå en erkendelse fra entreprenøren, som havde afbrudt forældelsen efter forældelseslovens § 15.   

Sagen drejede sig om opførelse af tre halbygninger i totalentreprise. Efter afleveringen i henholdsvis marts og november 2007 opstod der tvist om flere mangler, bl.a. vedrørende brandsikring. Bygherren reklamerede over forholdet den 10. juni 2009. På det tidspunkt var forældelsesfristen i hvert fald begyndt at løbe.

Aftale om afhjælpning
Manglerne ved brandsikringen blev dokumenteret ved skønserklæring af 14. juli 2010, og i september samme år anlagde bygherren sag ved voldgiftsretten. Brandsikringen udgik af sagen efter dialog mellem parterne. Der blev indgået forlig, hvor entreprenøren under overskriften ”Brandsikring” forpligtede sig til at udbedre de mangler, der var beskrevet i skønserklæringen. Entreprenøren iværksatte herefter udbedring, men indstillede efter en periode arbejdet.

Voldgiftsretten fandt, at den 3-årige forældelsesfrist som udgangspunkt var udløbet i juni 2012, altså tre år efter bygherrens reklamation vedrørende manglerne.

Spørgsmålet var herefter, om totalentreprenøren ved parternes forligsaftale og de efterfølgende udbedringsforsøg havde erkendt sine forpligtelser, og at forældelsen dermed var blevet afbrudt, jf. forældelseslovens § 15. Voldgiftsretten fandt, at erkendelsen skal angå en gældspost af en bestemt størrelse. Selvom der var indgået en forligsaftale med accept af pligten til at udbedre, var det ikke en tilstrækkelig erkendelse til at afbryde forældelsen. Heller ikke udbedringsforsøg ændrede ved den konklusion. Totalentreprenøren blev derfor frifundet for den del af kravet, der drejede sig om brandsikringen.

Svært at afbryde forældelsen
Et lignende spørgsmål blev behandlet i Ferring-sagen (TBB2012.679). Her fandt voldgiftsretten, at forældelsesfristen skulle regnes fra tidspunktet for afgivelsen af den sagkyndiges første rapport. Det forhold, at hovedentreprenøren i et vist omfang udbedrede mangler før modtagelsen af den sagkyndiges rapport, var heller ikke i denne sag nok til at afbryde forældelsen.

I TBB2010.106VBA fandt voldgiftsretten tilsvarende, at det forhold, at parterne havde drøftet afhjælpning, og at entreprenøren og underentreprenøren havde vedstået deres afhjælpningspligt i henhold til AB 92 §§ 31-32, ikke indebar afbrydelse af forældelsesfristen. 

Bech-Bruuns kommentarer
Kendelserne her  viser, at der skal meget til for at afbryde forældelsen, selv hvor entreprenøren samarbejder om en løsning af problemerne. Det er vores opfattelse, at mange bygherrer med urette lader sig nøje med entreprenørens erkendelse af at ville udbedre mangler, og at de glemmer de hårdkogte forældelsesregler. Den nyeste kendelse på området (TBB2016.856) illustrerer de strenge krav. Selv forligsaftaler har tilsyneladende ikke afbrydende effekt, hvis forliget senere misligholdes.

Det er ikke sjældent, at bygherrer mister deres krav på grund af manglende iagttagelse af forældelsesreglerne. Spørgsmålet om forældelse er vigtigt at være opmærksom på også i entreprisesager. Da bygge- og anlægsarbejder ofte involverer store summer, kan manglende kendskab til og manglende iagttagelse af reglerne få alvorlige økonomiske konsekvenser. I tvivlstilfælde bør man som bygherre altid gå med livrem og seler for at sikre sig mod forældelsesfælden, fx ved at indgå en aftale om suspension af forældelsesfristen.

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik