• Faglig nyhed
  • 14. oktober 2016

Bech-Bruun bistår Royal Copenhagen i sag om Mega Mussel-mønsteret

Sø- og Handelsretten har i en dom slået fast, at Royal Copenhagens Mega Mussel-mønster er beskyttet efter både varemærke-, ophavsrets- og markedsføringsloven. Derfor fik den norske porcelænsproducent Porsgrund blandt andet forbud mod at markedsføre forvekslelige produkter i Danmark. Bech-Bruun har bistået Royal Copenhagen i sagen.

Sagen drejede sig om, hvorvidt produktserien MaxiStrå fra den norske porcelænsproducent Porsgrund krænkede Royal Copenhagens rettigheder til Mega Mussel-mønsteret, og om Royal Copenhagens registrerede EU-varemærker var ugyldige.

Sø- og Handelsrettens dom
Sø- og Handelsretten gav Royal Copenhagen medhold på samtlige punkter.

På baggrund af et omfattende dokumentationsmateriale og adskillige markedsundersøgelser fastslog retten, at Royal Copenhagen har varemærkeret til Mega Mussel-mønsteret, da mønstret tydeligt adskiller sig, og det er let at identificere, at varerne er fra Royal Copenhagen. Retten udtalte desuden, at der er risiko for forveksling mellem Mega Mussel og MaxiStrå, så erhvervsmæssig brug af MaxiStrå er en krænkelse af Royal Copenhagens varemærkerettigheder.

Retten gav ydermere Royal Copenhagen medhold i, at Mega Mussel-mønsteret er ophavsretligt beskyttet som kunstnerisk værk.

Retten fandt også, at MaxiStrå er en så nærgående efterligning af Mega Mussel, at markedsføringen af produkterne i Danmark er en overtrædelse af markedsføringsloven.

Retten afviste derudover, at en påstået passivitet over for Porsgrunds MaxiStrå på det norske marked havde betydning for vurderingen på det danske marked.

EU-varemærker
Porsgrund forsøgte at få tre af Royal Copenhagens EU-varemærker gjort ugyldige. Porsgrund påstod, at mærkerne var uegnede som varemærker, at de manglede adskillelsesevne, og at der ikke kan varemærkeregistreres et tegn, som udelukkende består af en udformning. Retten afviste alle tre punkter, og EU-varemærkerne blev opretholdt som gyldige.

Porsgrund har ikke anket dommen, og resultatet er derfor endeligt.

Advokat Claus Barrett Christiansen og Dan Bjerg Geary førte sagen for Royal Copenhagen.

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik