• Faglig nyhed
  • 14. november 2016

Bech-Bruun bistår Elvis Presley Enterprises i en sag om varemærket ”Graceland”

Tre amerikanske selskaber, herunder Elvis Presley Enterprises, har fået medhold i, at Graceland Randers-museet krænkede deres rettigheder til det registrerede varemærke ”Graceland”. 

Bech-Bruun har hjulpet de tre amerikanske selskaber, som alle administrerer rettigheder vedrørende Elvis Presley og dennes tidligere bolig og nuværende museum, Graceland, i Memphis i en langvarig tvist med selskaberne bag Graceland Randers-museet.

Graceland Randers fik i 2007 registreret varemærket ”Graceland”. På baggrund af en indsigelse fra Elvis Presley Enterprises blev registreringen ophævet i 2012, fordi Elvis Presley Enterprises allerede havde EU-varemærkeregistreret ordmærket ”Graceland”.

I 2010 indsendte Graceland Randers en ansøgning om varemærkeregistrering af ”Graceland Randers”. Elvis Presley Enterprises gjorde igen indsigelse, og varemærket blev ophævet i 2014.

Samtidig lagde Bech-Bruun på vegne af de tre amerikanske selskaber sag an mod selskaberne bag Graceland Randers-museet.

Sagen i Sø- og Handelsretten drejede sig hovedsageligt om krænkelse af sagsøgernes rettigheder til varemærket ”Graceland” og om salg af ulovlig Elvis Presley-merchandise.

Varemærket ”Graceland” blev krænket
Sø- og Handelsretten gav først og fremmest de amerikanske virksomheder medhold i, at varemærket ”Graceland” er et velkendt varemærke i Danmark, og derfor har en udvidet beskyttelse.

Retten mente, at brugen af ”Graceland Randers” var en krænkelse af Elvis Presley Enterprises varemærkerettigheder til ”Graceland”. Dermed afviste Sø- og Handelsretten sagsøgtes argument om, at de havde handlet i god tro.

Retten fandt ligeledes, at restauranten Highway 51, som ligger i tilknytning til Graceland Randers-museet, i sin markedsføring og drift havde gjort brug af betegnelsen ”Graceland Randers” og dermed krænket de amerikanske virksomheders rettigheder.

Retten fandt ligeledes, at der var sket en krænkelse de amerikanske virksomheders rettigheder, der er indehaver af rettighederne til ”ELVIS”, ”ELVIS PRESLEY” og Elvis Presleys signatur, da der i et vist omfang var sket salg af ikke-licenseret merchandise.

De sagsøgte selskaber blev på baggrund af ovenstående dømt at betale kr. 500.000,00 for krænkelse af rettighederne til Graceland-varemærket samt kr. 20.000,00 for salg af ikke-licenserede produkter.

Bech-Bruuns kommentar
Med denne dom bliver der sat punktum for en årelang strid om Graceland-navnet og retten til Elvis Presleys navn og billede. De sagsøgte har ændret navnet på sit museum og hjemmeside og standset salget af den ulovlige merchandise.
Graceland og Elvis Presley nyder en ikonisk status både i og uden for Danmark og er vel blandt de største brands inden for musikverdenen.  For vores klienter har det vigtigste været at få fastslået gyldigheden og styrken af disse rettigheder.

Partnerne Dan Bjerg Geary og Claus Barrett Christiansen førte sagen for de tre amerikanske virksomheder.

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik