• Faglig nyhed
  • 04. juni 2015

Geotermiske projekter: Ny lov om økonomisk ordning er vedtaget

Øget anvendelse af geotermisk energi. Det er formålet med et ny lov, der blev vedtaget den 19. maj 2015. Loven introducerer en ny frivillig ordning, der skal mindske den økonomiske risiko forbundet med geotermiboringer.

Lovforslagets baggrund og formål
I forbindelse med indgåelse af finanslovsaftalen for 2015 blev det aftalt at oprette en ordning, der skal fremme udnyttelsen af geotermisk energi ved at begrænse den økonomiske risiko forbundet med geotermiboringer.

Baggrunden for ordningen er, at flere geotermiprojekter er blevet opgivet eller forsinket. Årsagen til dette er primært, at det ikke er muligt at tegne en forsikring, der dækker risikoen for, at boringen eller udvindingen måske ikke kan gennemføres.

Politikernes forventning er, at ordningen vil medføre flere geotermiboringer og en øget anvendelse af geotermisk energi.                         

Lovens indhold og ordningens struktur
Loven fastlægger de overordnede rammer for den økonomiske ordning, mens de nærmere regler om ordningens gennemførelse og administration skal fastsættes af klima-, energi-, og bygningsministeren i en bekendtgørelse.

Ordningens målgruppe er rettighedshavere, der har tilladelse til efterforskning og indvinding af geotermisk energi.

Deltagelse i ordningen er frivillig og afhænger af en ansøgning fra rettighedshaveren.

Der lægges op til en procedure, hvor rettighedshaveren indsender en indvindingsplan til Energistyrelsen. Hvis planen godkendes, forelægger Energistyrelsen projektet for et af ministeren nedsat råd, der på baggrund af en indstilling fra Energistyrelsen træffer afgørelse, om boringen kan omfattes af ordningen. I bekræftende fald får rettighedshaveren et tilbud herom. Formålet med forelæggelsen for rådet er at sikre kvalificeret faglig ekstern stillingtagen til projekterne.

Rådet skal sikre, at kun levedygtige projekter bliver omfattet af ordningen. Der lægges derfor op til, at der i bekendtgørelsen stilles en række minimumsbetingelser til ansøger, og at en godkendelse derudover kan ledsages af vilkår.

Hvis en efterforskningsboring ikke resulterer i indvinding af geotermi, der kan udnyttes til energiforsyning, bliver udgiften til boringen dækket af ordningen inden for et nærmere fastsat loft.

Ordningen er særligt tiltænkt afdækning af risikoen for, at boringen ikke når reservoiret, som det for eksempel var tilfældet med boringen i Kvols ved Viborg. Det nævnes dog i bemærkningerne, at lovforslaget også vil kunne omfatte tilfælde, hvor det forventede reservoir ikke findes, eller reservoiret ikke har de forventede egenskaber.

Resulterer boringen i indvinding af geotermisk energi, bliver det indbetalte beløb til ordningen ikke tilbagebetalt.

Det er fortsat rettighedshaveren, der bærer ansvaret for boringen og opnår en økonomisk gevinst ved en vellykket boring.

Finansiering af ordningen
Ordningen er som udgangspunkt selvfinansierende, men udover betalingen fra godkendte ansøgere, sikres ordningens kapital ved et statsligt indskud på 60 mio. kroner, der indskydes i 2015-2017.

Det forventes, at brugerbetalingen fra godkendte ansøgere vil udgøre en risikoafhængig procentsats af boringens værdi, hvis størrelse derfor blandt andet kommer til at afhænge af, om der er tale om projektets første boring eller efterfølgende boringer. Beløbet vil i de konkrete sager blive fastsat af rådet.

Bekendtgørelsen vil kunne rumme bestemmelser om varigheden af ordningen, der således kan gøres midlertidig, og om eventuel nedlukning af ordningen, hvis midlerne opbruges.

Ikrafttræden
Loven træder i kraft den 1. juli 2015. Det er hensigten, at ordningen skal igangsættes i efteråret 2015, hvilket ifølge bemærkningerne til lovforslaget skyldes, at ordningen på grund af statsstøtteretlige elementer, skal anmeldes til Europa-Kommissionen, før den kan etableres.

Bekendtgørelsen, der skal være klar inden lovforslagets ikrafttræden, er endnu ikke offentliggjort.

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik