• Faglig nyhed
  • 19. marts 2014

Forbrugerombudsmanden: Fokus på nethandel

Forbrugerombudsmanden har offentliggjort sin liste over indsatsområder for 2014. Hovedfokus er nethandel.

Forbrugerombudsmanden er den tilsynsmyndighed, der sørger for, at virksomheder overholder markedsføringsloven og andre forbrugerbeskyttende regler. Hvert år fastsætter Forbrugerombudsmanden særlige indsatsområder og målsætninger. I år er hovedfokus nethandel.  

E-butikkers håndtering af betalinger
I dag bliver stadig flere forbrugervarer købt gennem e-butikker, og det har medført en eksplosion i antallet af Dankort- og kreditkortransaktioner. Lovgivningen for disse transaktioner drejer sig primært om forholdet mellem forbrugeren og banken. Derimod er forholdet mellem forbrugeren og e-butikken samt e-butikkens brug af forbrugerens kortoplysninger meget lidt reguleret.

Forbrugerombudsmanden er derfor i gang med at udarbejde retningslinjer for e-butikkers håndtering af betalinger med et betalingsinstrument – eksempelvis betalingskort eller mobiltelefon – i samarbejde med finansbranchen og flere forbrugerorganisationer.  Retningslinjerne skal tydeliggøre, hvad der er god markedsføringsskik, når e-butikker håndterer betalinger.

Retningslinjerne forventes vedtaget i første halvdel af 2014, og derefter vil Forbrugerombudsmanden nøje følge, om e-butikkerne overholder retningslinjerne.  

Når retningslinjerne er vedtaget, bør alle e-butikker foretage et compliance-tjek af, om butikken overholder retningslinjerne for håndtering af betalinger, herunder især håndtering af forbrugerens betalingsoplysninger.  

Dealsites
Forbrugerombudsmanden har igen i år fokus på køb via dealsites. På dealsites sælger deal-udbyderen tilbud til grupper af forbrugere på vegne af andre forhandlere. Fordelen er, at forbrugerne kan opnå store rabatter på alt fra biografture til udlandsrejser.  

Til gengæld findes der eksempler på forbrugere, der er blevet vildledt, ikke fået deres penge retur eller slet ikke har modtaget deres varer. Eksempelvis blev et dealsite dømt til at betale en bøde på 35.000 kroner for at vildlede forbrugerne i markedsføringen af et tidsbegrænset slagtilbud, som i virkeligheden ikke var tidsbegrænset.

Forbrugerombudsmanden vil i 2014 afdække nogle af de typiske problemer, som forbrugere oplever. Et særligt fokus bliver markedsføringen af tilbud (deals), og hvorvidt udsagn om besparelser er retvisende. 

Øvrige fokusområder
Øvrige fokusområder bliver blandt andet abonnementsfælder, uanmodede henvendelser og klarere regler for, hvornår man har indgået en aftale.

Læs om alle Forbrugerombudsmandens otte indsatsområder.

Kontakt os
Har du spørgsmål til Forbrugerombudsmandens fokusområder eller markedsføringsloven generelt, er du velkommen til at kontakte partner Thomas Munk Rasmussen eller advokat Jakob Heebøll.

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik