• Faglig nyhed
  • 24. maj 2013

Uanmodet telefonsalg kan koste dyrt

Forbrugerombudsmanden har kigget nærmere på telebranchens brug af såkaldte ”serviceopkald”, som i flere tilfælde har været uanmodet telefonsalg. TDC har fået en påtale for at være på kant med reglerne i både markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven.

Med undtagelse af nogle få brancher må erhvervsdrivende ikke henvende sig telefonisk til danske forbrugere med henblik på salg. Det har telebranchen i flere tilfælde taget lidt for let på og har under dække af såkaldte ”serviceopkald” forsøgt at sælge sine kunder ekstra produkter og ydelser. Forbrugerombudsmanden har nu givet TDC en påtale, og TDC har måttet give tilsagn om at ændre sin nuværende praksis, der er i strid med både forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven.

Sagen understreger, at det er vigtigt, at erhvervsdrivende, der kontakter deres eksisterende kunder på telefonen, ikke overtræder reglerne om uanmodet telefonsalg. Det kan resultere i dårlig omtale i medierne og medføre ugyldige aftaler og bødestraf.

Teletjek var telesalg
I den konkrete sag havde forbrugerombudsmanden over en periode haft TDC i søgelyset og bad om at få udleveret TDC’s båndede optagelser af de såkaldte serviceopkald. Forbrugerombudsmanden afdækkede, at TDC under påskud af et ”teletjek”, hvor man ville undersøge kundernes tilfredshed med deres produkter, benyttede opkaldet til at tilbyde deres kunder tv-pakker og telefonabonnementer. I nogle tilfælde henviste TDC’s medarbejdere ligefrem kunder til at ringe til en anden af TDC’s afdelinger, hvis de oplevede tekniske problemer med deres produkter fra TDC.

Den praksis er ulovlig, da reglerne om forbud mod uanmodet telefonsalg også gælder i løbende kundeforhold, som det var tilfældet med TDC’s kunder. TDC har måttet give tilsagn til forbrugerombudsmanden om, at virksomheden blandt andet ikke vil omtale produkter, som kunden ikke allerede har indgået aftale med TDC om. 

Forbrugerombudsmanden udtaler i sin kritik:
”Det er ikke acceptabelt, hvis erhvervsdrivende ringer forbrugere op under påskud af, at der er tale om kundepleje, og benytter lejligheden til at omtale produkter, som kunden ikke allerede har hos den pågældende udbyder.”

Bødeansvar
Når der er tale om forbrugere, må erhvervsdrivende kun henvende sig til eksisterende og potentielle kunder med tilbud om salg af tidsskrifter, aviser, forsikring og visse typer af abonnementer. Hvis forbrugeren har bedt om ikke at modtage direkte henvendelser, typisk ved at tilmelde sig den såkaldte Robinsonliste, gælder denne undtagelse dog ikke. I sådanne tilfælde må ingen erhvervsdrivende henvende sig med henblik på salg.

En overtrædelse af reglerne medfører som udgangspunkt, at en aftale, som forbrugeren og den erhvervsdrivende indgår, er ugyldig. Derudover kan den erhvervsdrivende ifalde bødeansvar efter forbrugeraftalelovens § 6.  

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • New York

    412 W 15th Street, 15th Floor,
    New York 10011

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik