Accept af cookies på bechbruun.com

bechbruun.com bruger cookies til at udarbejde statistik over brugen af sitet.
Du kan altid slette cookies fra bechbruun.com igen.

  • Faglig nyhed
  • 08. oktober 2012

Nyt udkast til persondataforordningen til forhandling

Et opdateret udkast til persondataforordningen har set dagens lys, og der er foreslået en række ændringer, der i øjeblikket forhandles om. Ændringerne vedrører blandt andet afdøde, definitionen af personoplysninger samt personnummer.

Afdøde
Der er i udkastet indsat en sætning om, at persondatabeskyttelsen ikke gælder for afdøde personer. Det vil indebære en ændring i forhold til i dag, hvor persondataloven også beskytter afdøde.

Definition af personoplysning
En af ændringerne angår definitionen af "personoplysninger", som generelt er defineret som "information om en identificeret eller identificerbar fysisk person". Det foreslås tilføjet, at hvis det kræver en uproportionel mængde tid og indsats eller væsentlige ressourcer for at identificere personen, skal en person ikke betragtes som identificerbar.

Denne tilføjelse kan potentielt være meget væsentlig for fx medicinalindustrien, hvor mange oplysninger om forsøgspersoner deles med tredjemænd ud fra såkaldt "key-coding", hvor modtageren ikke uden videre kan identificere de fysiske personer. Det samme kan gælde oplysninger, som er hostet i krypteret form, uden at den virksomhed, der hoster oplysningerne, selv kan tilgå disse i læsbar form.

Datatilsynet betragter i dag både key-codede og krypterede oplysninger som identificerbare, men dette kan forslaget potentielt ændre på, afhængigt af hvordan den nye formulering fortolkes.

Personnummer
I det nuværende EU-direktiv 95/46 om persondata har medlemsstaterne valgfrihed i forhold til at indføre særlige bestemmelser om personnummer. I Danmark findes der både i persondataloven og andre love og regler for behandling af personnumre, og i det reviderede udkast er der indsat en bestemmelse om, at medlemsstaterne (fortsat) kan fastsætte sådanne regler.

Det opdaterede udkast indeholder en del "scrutiny reservations", hvilket vil sige, at medlemsstaterne tager forbehold for nærmere afklaring af formuleringerne. Desuden er mange medlemslande imod de mange delegerede retsakter, som vil betyde, at lovgrundlaget for en stor del vil blive fastlagt senere og ikke direkte i forordningen.

EU-parlamentet, Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne forhandler om det udkast, som EU-Kommissionen udsendte den 25. januar 2012. Det opdaterede udkast indeholder en række ændringer i forhold til tidligere. Det forventes, at et forslag kan blive vedtaget i 2014.

(Se vores nyhed fra januar 2012 om første udkast til persondataforordningen