- Faglig nyhed
- 01. oktober 2012
Energiafgrøder må kun udgøre 25 procent ved produktion af biogas
Partierne bag energiforliget er blevet enige om, at energiafgrøder frem til 2018 højst må udgøre 25 procent af biomassen ved produktion af biogas. Dernæst skal andelen falde til 12 procent.
Med den politiske aftale indføres en grænse, hvor der i perioden 2015 til og med 2018 højst må være en andel af majs og andre energiafgrøder på 25 procent af den samlede biomasse, der hældes i biogasanlægget.
Grænsen på 25 procent gælder som en betingelse for at kunne opnå støtte fra 2015 til og med 2017. Efter 2008 må højst 12 procent af det, der hældes i biogasanlægget være majs eller andre energiafgrøder.
Begrænsningen i anvendelsen af energiafgrøder til produktion af biogas har til formål at sikre, at den danske produktion af biogas sker på et bæredygtigt grundlag.
Inden udgangen af 2018 skal partierne bag energiforliget optage nye drøftelser om supplerende initiativer for perioden efter 2020, herunder formentlig omfanget af anvendelsen af energiafgrøder i produktionen af biogas.
(Læs pressemeddelelsen fra Klima-, Energi-, og Boligministeriet)