- Faglig nyhed
- 19. juli 2012
Testamentsfortolkning
Ordlyden i testamentet blev lagt til grund og ikke ændringerne i arveloven omkring tvangsarv.
Manden og hustruen havde oprettet et fællestestamente ved notaren, hvoraf det fremgik, at fællesbørnene ved længstlevendes død skulle ”arve deres lovmæssige andel af, dvs. 1/6 af vort bo hver, medens resten dvs. halvdelen af fællesboet skal deles ligeligt mellem vore fællesbørns biologiske børn, dvs. vore børnebørn, idet bemærkes, at eventuelle adoptivbørn ikke arver efter os”.
Forinden testamentet blev oprettet, havde ægteparret underskrevet et udkast til et testamente, hvorefter fællesbørnene ved længstlevendes død ifølge ordlyden skulle ”arve mindst muligt ifølge loven, nemlig alene deres tvangsarv, medens resten skal deles ligeligt mellem vores fæl-lesbørns børn, dvs. vore børnebørn”.
Efter længstlevendes død indledte et barnebarn retssag mod en datter til de afdøde ægtefæller. Barnebarnet gjorde under retssagen gældende, at datteren alene skulle arve sin tvangsarv efter den nuværende arvelov, idet henvisningen til 1/6 i testamentet alene var et udtryk for, hvad tvangsarven var efter den dagældende arvelov. Testamentet skulle fortolkes i overensstemmelse med den nye arvelov, idet sidst afdøde af ægtefællerne var død efter den nuværende arvelovs ikrafttræden. Dette ville ifølge barnebarnet også være i overensstemmelse med det udkast til testamente, der var underskrevet forinden.
Datteren nedlagde påstand om, at barnebarnet til afdøde ægtefæller skulle anerkende, at datteren skulle arve 1/6, som var bestemt i testamentet ud fra ordlyden, og som der var lagt op til i udkast til boopgørelse fra bobestyreren.
Både byretten og landsretten kom frem til, at testamentet skulle fortolkes i overensstemmelse med dets ordlyd, idet der ikke var grundlag for at antage, at børnenes arv skulle begrænses til den til enhver tid gældende tvangsarv.
Denne dom stemmer overens med tidligere retspraksis på området, herunder UfR 1968.152/2 VLD, hvor den brøk, der var angivet i testamentet, tillige blev fastholdt ved fordeling af arven.
(Østre Landsrets dom af 27. januar 2012 i anke, 8. afd. Nr. B-1750-11)