Accept af cookies på bechbruun.com

bechbruun.com bruger cookies til at udarbejde statistik over brugen af sitet.
Du kan altid slette cookies fra bechbruun.com igen.

  • Faglig nyhed
  • 11. juli 2012

SKAT ændrer praksis mht. moms på førstegangssalg af byggegrunde efter EU-domme

1. januar 2011 trådte momslovens § 13, stk. 1, nr. 9 a og b i kraft, som led i implementeringen af momssystemdirektivet, og indførte momspligt som udgangspunkt på førstegangssalg af fast ejendom og salg af byggegrunde.

EU-domstolen har siden i de forenede sager C-180/10 og 181/10, Slaby og Kuc, præciseret, at bestemmelsen kun pålægger momspligt i tilfælde hvor sælger er en momspligtig person, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. I momssystemdirektivets artikel 12, stk. 1 findes bemyndigelse for de enkelte stater til at pålægge moms på alle salg af byggegrunde, men denne bemyndigelse er ikke udnyttet i den danske momslov, hvorfor SKAT retter sin praksis efter EU-domstolen.

EU-domstolen udtaler i sagerne at momspligten ikke omfatter følgende tilfælde af førstegangssalg:

  • Salg af grundarealer, der frastykkes det grundareal, som hører til den pågældendes private bolig eller sommerhus til privat benyttelse
  • Privates udstykning af andre grundarealer, når udstykningen vedrører udstykning og salg af flere byggegrunde (det er dog en forudsætning at den private ikke har taget aktivt skridt der sigter imod en økonomisk udnyttelse af grundene).
  • Afgiftspligtige personers salg af grundarealer som led i den pågældendes almindelige udøvelse af sin ejendomsret

SKAT har på baggrund af disse domme i hhv. SKAT-meddelelse SKM2012.297.SKAT og styresignal SKM2012.298.SKAT, begge offentliggjort 23. maj 2012, ændret praksis, så de nævnte tilfælde ikke længere er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 9 a og b, og således ikke er momspligtige.

(Læs mere på SKM.2012.297.SKAT og SKM.2012.298.SKAT)