Transportministeriet fremsatte den 21. december 2011 et forslag til ændring af havneloven, baseret på Havnelovudvalgets betænkning fra maj 2011.
Formålet med lovforslaget er bl.a. at havnearealer skal prioriteres anvendt til erhvervsmæssige aktiviteter, der understøtter søtransport eller andre aktiviteter, der forudsætter beliggenhed nær havnen. Der indføres desuden hjemmel til at havne, der ikke har tilstrækkelig plads på sine arealer til at servicere havnens brugere, skal have mulighed for at erhverve og drive arealer, der ikke ligger i umiddelbar tilknytning til de eksisterende havnearealer. Sådanne erhvervelser skal udskilles i et selvstændigt skattepligtigt selskab, der drives på markedsvilkår.
Endvidere rummer forslaget nye muligheder for økonomisk samarbejde havnene imellem til drift og køb af tjenesteydelser. Der nævnes eksempelvis indkøb og drift af havnebåde, fælles udbud af vedligeholdelsesopgaver, indkøb af edb-systemer mv. Såfremt havnen ønsker at udnytte de nye forretningsmæssige muligheder, foreslås det, at private aktører har fortrinsret til at udøve aktiviteterne. Desuden foreslås en annonceringspligt i tilfælde, hvor havnens påtænkte aktiviteter forventes at omsætte for mere end 500.000 kr. om året, så private virksomheder, der måtte ønske at drive aktiviteterne på markedsvilkår, opfordres til at give tilbud.
Forslaget indeholder desuden en række mindre tilpasninger af loven, som har baggrund i den generelle udvikling inden for havneområdet.
Det foreslås at loven træder i kraft den 1. april 2012.
(Se forslaget som fremsat på ft.dk.)