• Faglig nyhed
  • 06. juni 2011

Billede af borgmester brugt i reklame

Det var ikke i strid med god markedsføringsskik, da to dagblade brugte et billede af en borgmester, uden dennes samtykke, i en annonce for dagbladene og deres dækning af en sag om lukning af skoler i lokalområdet.

To regionale dagblade bragte annoncer, hvori de reklamerede for deres kommende dækning af skolelukninger i lokalområdet. De vigtigste parter i sagen fremgik i annoncen som illustration. Derfor var der billeder af skolebørn, forældre og politikere. Teksten der fulgte med annoncen lagde op til debat, og opfordrede læserne til at følge dækningen i dagbladet.

En borgmester, der ikke havde givet sit samtykke til at hans billede kunne anvendes i markedsføringssammenhæng, klagede herefter til Forbrugerombudsmanden.

I sin vurdering af sagen lagde forbrugerombudsmanden afgørende vægt på, at billedet var bragt i sammenhæng med det redaktionelle indhold af dagbladene. Der var således ikke tale om ren kommerciel anvendelse af billedet, men derimod var anvendelsen sket i relation til avisernes nyhedsformidling. Endvidere var anvendelsen ikke udformet på en sådan måde, at den fremstod som en anbefaling af avisen fra borgmesterens side.

Forbrugerombudsmanden fremførte, at anvendelsen ikke væsentligt adskiller sig fra andre avisers "spiseseddel", hvor en tophistorie omtales og bruges som reklame for avisen. Forbrugerombudsmanden påpegede, at det efter hans opfattelse hører med til pressens ytringsfrihed og informationsfriheden at kunne annoncere for kommende redaktionelt indhold. Dagbladenes brug af borgmesterens billede var derfor ikke i strid med god markedsføringsskik.

På baggrund af sagen overvejes det at ændre de nugældende retningslinjer fra den tidligere Forbrugerombudsmand vedrørende anvendelse af portrætbilleder eller andre personlige kendetegn i markedsføringen. Reglerne er udsendt i 1987 og skal eventuelt ændres eller ophæves. Bech-Bruun følger udviklingen og rapporterer, når der er nyt om dette.

Emneord
  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik