Kulturarvsstyrelsen skal genoprette fæstningsanlæg på ejerens regning
Kulturarvsstyrelsens afgørelse om genopretning af resterne af et fæstningsanlæg er ikke ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl.
Skærvad Voldsted har siden 11. januar 1954 været fredet. En besigtigelse foretaget af Moesgaard Museum for Kulturarvsstyrelsen og af Nationalmuseet den 25. april 2008 viste, at fortidsmindet var blevet ændret og skadet som følge af oprensning og kørsel. Kulturarvsstyrelsen meddelte den 9. december 2008 et påbud til ejeren af Skærvad Voldsted om, at genopretningen ikke kunne udføres forsvarligt af ejeren og derfor skulle varetages af Moesgaard Museum for ejerens regning. Efter styrelsens vurdering beløb byggearbejdet sig til ca. 200.000 DKK inkl. moms. Efterfølgende opstod der en tvist mellem parterne om, hvorvidt entreprenørarbejdet var omfattet af Kulturarvsstyrelsens overslag for udgiften til genopretning. Ejeren af Skærvad Voldsted var indforstået med, at styrelsen foretog reetablering heraf, men mente, at omkostningerne til entreprenørarbejdet måtte være indregnet i omkostningerne på 200.000 DKK. Kulturarvsstyrelsen gjorde heroverfor gældende, at overslaget med rette ikke omfattede udgifter til entreprenørarbejdet med henvisning til, at ejeren selv havde oplyst at ville stille gravemaskine og maskinfører samt skurvogn vederlagsfrit til rådighed i forbindelse med retableringen. Retten fandt ikke grundlag for at antage, at Kulturarvsstyrelsen under sagsbehandlingen havde tilsidesat reglerne i forvaltningsloven § 19 om partshøring. Der var endvidere ikke begået andre sagsbehandlingsfejl, der kunne føre til, at påbuddet af 9. december 2009 var ugyldigt. Kulturarvsstyrelsen fik herefter medhold i sin påstand om frifindelse. (Dom afsagt af Retten i Randers den 10. februar 2010)
Anne Sophie K. Vilsbøll
|